Efter fem artikler siden 10. november om skattekreditordningen, senest hvordan revisor Mads Juul Hansen opdager, at skattemedarbejdere selv siger, de ikke forstår softwareudvikling, er Skattestyrelsen vendt tilbage med en redegørelse. Det er godt, Merete Agergaard og medarbejdere kommer på banen, for loven er sådan set god nok. Det er styrelsens kontrol-automatisk restriktive ”nej-betal-nu-ved-kasse-1” fortolkning, som medarbejderne er pålagt, der er problemet. Sætningen: ”Med en klarere retspraksis vil både virksomhederne og Skattestyrelsen have et bedre fundament, når det skal vurderes, om der er tale om forsøg og forskning”, rummer en åbning. Men også efter redegørelsen skal vi i økosystemet stadig skubbe kritisk og konstruktivt på. Selv om politikere er orienteret, er det nu meget op til organisationerne at massere styrelsen, så de bedre kan navigere i det, der for os andre virker mere end spøjst: At det offentlige med den ene hånd fremmer vital og original dansk softwareudvikling, og med den anden kan skabe vækstpause i et par tusind startup- og vækstvirksomheder.

Balancen mellem det kritiske og det konstruktive i økosystemet er dagens fokus. ”Når ingen andre tør”, hedder Ekstra Bladets nye opdaterede slogan. Og ikke kun EB-chefredaktør Henrik Qvortrup, men også vi, skal kunne gribe kritisk i egen barm i vores del af økosystemet og kunne vise vasketøjet frem fra webkarruseller og greenwashing til pinlige IPO’s, fra algoritmer der polariserer til urimelig investor- eller myndighedsbehandling af founders.

Men kan medieplatforme og presse også være konstruktive? For det er der endnu mere behov for. Jeg samler ugen op ved bl.a. at se på, hvordan startups kommer op over 50 medarbejdere, hvad der skal til for at være business angel, grønt iværksætteri og hvem der skal efterfølge Tommy Ahlers som vor m/k på tinge – samt selvfølgelig tips & tranaktioner fx til saunaen på Slush-konferencen i næste uge

 

Lad os få det på bordet: De store afsløringer i vores økosystem

Der er selvfølgelig også forhold i vores økosystem, der kalder på Ekstra Bladets slogan om at turde afsløre eller i al fald drøfte. Lad mig pege på nogle af dem, jeg finder mest oplagte:

• Mange skandaler i vores økosystem er relateret til e-handel på et internet, hvor 200.000 webshops er falske. Mest spektakulære historie er den om Århus-netværket med Mark Haugaard og Halfdan Harring i spidsen for det, alle må se som en webshop-karrusel af værdiløse varer pakket ind i abonnementsfælder og ulovlig markedsføring. Jonas Rimer Hansen, p.t. Berlingske har gennem adskillige år fortjenstfuldt afsløret de unge webrøvere. Der nu har en anlagt sag mod Berlingske, de må være dømt til at tabe.
• Langt mere speget er com og hele gig-økonomien af bude mm. Set fra et socialt ansvarlighedssynspunkt har der været arbejdsforhold, der er stærkt kritisable, og konstruktioner, man kan spørge om er ok. På den anden side var Uber-sagen et godt eksempel på, at gamle monopoler er forældede, og nødvendig disruption er parkeret ude bag taxi-holdepladsen i Kastrup.
• Løvens Hule show giver transparens og branding af selvstændige iværksættere og ikke mindst af de 5 investorer, der for licensmiddel-eksponering får lov at tage størst mulige aktieandel til lavest mulig pris. En bundlinje, der med sikkerhed fører til, at den stakkels founder aldrig kan skalere via venturefond-investeringer. Det er jo angribeligt og vel bare den synlige top af sager, hvor investorer har udnyttet startups.
• Det modsatte – hvor startups gladeligt er flygtet fra regningen og bare startet op igen – findes bestemt også. Men kommer sjældent frem offentligt. Men det med at få investering til et stærkt mangelfuldt produkt kan ses offentligt ved børsnoteringer. En af de værste gamle rædsler er Wanturu-noteringen på First North uden tilstrækkeligt kvalitetskontrol/due dilligence. Det kræver en kritisk diskussion, men når 25 % af alle noteringer i USA sker med selskaber, der ikke har positivt cashflow, nytter det på den anden side ikke, når Børsens aktiepanel downrater alt sådant. Afsløring skal bygge på forståelse.
• Greenwashing er et stort felt, også for startups, jeg beskriver nedenfor. Jeg har hørt Greenpeace-folk mene, carbon-capture er helt ok, mens andre mener, det er at forskyde problemet. Så det er meget mere vigtige diskussioner end afsløring.

Meget andet kunne nævnes, fx afsløringer af sexisme og udfordring af vores pinlige mangel på diversitet. Men det viser, at vi selvfølgelig har ømme tæer og blister. Og især, at afsløringers formål er og skal være at understrege den gode norm og få den frem. Vi er her for at gøre verden til et bedre sted. Det allerstørste internationale spørgsmål i disse år er så: Gør big tech, in casu Facebook, det?

 

Tør pressen også være konstruktiv?

”Ekstra Bladet tør, hvor andre tier” er coinet i 1964 af reklamemanden Morten Jersild og har overlevet til nu. I 1964 vidste vi børn godt, hvad ordet ”tie” betød. Vi skulle tie i klassen (undtagen når der var vikar), når vi var ude med mor og far, eller bare når vi spiste med ved bordet (ingen selvfølgelighed). Nu er børnene centrum for alt familieliv, og alle vender sig med åbne ører, når William og Emma har det mindste kvæk at sige. Og det skal jeg love for, de har.

I 1964 var der også meget at afsløre i politisk liv og i erhvervsliv, fx boligspekulation. I dag lægger næsten alle selv sig selv overdrevet åbent frem eller er tvunget til en god del transparens med aktindsigt og forbrugerkrav. Men det betyder ikke, at kritisk journalistik ikke er vigtig. Det er bare meget mere komplekse forhold, der skal graves i, uden helt så klare helte og skurke. Det er graverredaktioner fra Jyllands-Posten til Berlingske, der reelt fremfinder mink-fortielser, uregelmæssigheder i en fjern estisk filial, misbrug af forskning om miljøudledninger osv. EB og BT tør for ofte mest en ting: Gå tæt på, helt ned under dynene hos folk med snagen og forargelse. Ofte er den personaliserede magtkritik – hvad Henrik Qvortrup fint indrømmer – tilsat pæne dele mandehørm og sexisme.

Så i en tid, hvor vi ved, Facebook og sociale medier er polariserende, hvad er så pressens rolle? At være endnu mere polariserende eller også være konstruktivt-kritisk med til at opbygge vores samfund? Det skal Qvortrup og pressen også tænke over. For hvor åbenheden var revolutionerende før 1968, handler det nu ikke om at få anti-vaxxere og andre tosser på Nationen og sociale medier eksponeret. Meget mere om kritisk-konstruktivt at fremme ordentlige relationer og den tillid, alt bygger på.

 

Tue’s tillid. Kontrol er godt, men tillid er billigere

Det er Gert Tinggård, professor i statskundskab, der har coinet den rubrik. Og jeg har den fra en leder, Tue Mantoni skrev i Berlingske sidste uge, jeg først nu har fået læst. Pointen er, at tillid til stat og politikere, medier og lignende autoriteter og fx mellem startup og investor, er stærkt afgørende i et samfund for at finde hinanden og skabe vækst. ”Tillid er en kæmpe fordel for erhvervslivet, og derfor er det vigtigt, at vi som bestyrelsesmedlemmer, ledere og investorer i virksomheder sikrer, at de opfører sig, så man kan have tillid til dem” skriver Tue. Det modsatte af tillid er kontrol, og kontrol er både dyrt og paradoksalt nok også undergravende for tilliden. Tue Mantoni eksemplificerer meget godt, hvor vigtigt det er: ”USA havde i 1970erne et tillidsniveau på højde med det danske. Over 50 procent svarede dengang ja til spørgsmålet om, hvorvidt de stolede på deres medmennesker. Siden er tillidsniveauet i USA faldet støt til 30-40 procent, mens det i Danmark er steget til omkring 80 procent.”

Vi danskere har tillid til det meste, efterhånden også til EU. Det blev understreget for mig, da min hustru kom hjem fra Bruxelles efter møde med 200 af 800 tilfældigt udpegede borgere. Sydeuropæerne er med i EU for at få penge. Østeuropæerne for sikkerhed mod Øst. Vi er med, ja hvorfor? Nok fordi vi ved, at sammen er vi bedst – især når vi skal op mod USA og Kina. Ikke mindst på tech. En modtendens har vi fået i kraft af de sociale medier. Vi fik dem – troede jeg i al fald dengang, vi lavede Groupcare med 700.000 danskere på, for at de lettere kunne kommunikere med hinanden. Men algoritmerne på de senere sejrende som Facebook gør det stik modsatte: Skaber mistillid.

 

Facebook og en bedre verden

Facebook har masser af problemer, men stadig stor succes som annoncemedie. Alene i lille Danmark sad Facebook på det meste valgannoncering ved kommunalvalget. Og de politikere, der brugte flest annoncekroner på Facebook, fik ifølge Markedsføring også flest stemmer – om det så lige er en valid årsagssammenhæng. Men i 2021 er det især væltet frem med forretningsmæssige og etiske problemer. Det forretningsmæssige går på at unge forlader sitet, ifølge de lækkede interne papers, fordi de finder posts “negative, fake, and boring.” En oplevelse jeg deler uden at kunne kaldes ung. Metaverset bliver så af mange set som Zuckerbergs forsøg på at generobre de unge via næste generation af spil og AR/VR. De fleste af de etiske problemer knytter sig til forretningsmodellen, hvor vi ’sælger ’ vores data mod targeted annoncer og polarisering der, stadig ifølge Facebook selv, har forstærket så forskellige symptomer som Trumpisme og anoreksi. Men nødvendig for FB for at skabe trafik til reklameeksponeringerne.

Ifølge The Information mener ikke desto mindre 50 % af de 63.000 medarbejderne hos Facebook – nu Meta Platforms – at de ligefrem er med til at skabe en bedre verden. Det er en ret snæver halvdele af verden de så ser, ifølge Eric Posner professor ved University of Chicago Law School:

• I Etiopien kan bønder via Facebook finde bedre priser, gøre lager op og bruge mobiltelefonen til at betale for forsikring mod dårligt vejr. Men opslag er også brugt til at ”incitere til pøbelvold, etniske sammenstød, angreb på den uafhængige presse”.
• I Nigeria bruger indbyggerne fx mobilappen BudgIT til at følge med i, om regeringen holder sine løfter om offentlige investeringer. Men Facebook-brugere har delt skræmmende billeder af døde kroppe, der løgnagtigt blev brugt til at hævde, at medlemmer af en etnisk gruppe havde nedslagtet medlemmer af en rivaliserende gruppe, hvilket udløste en bølge af uhyggelige drab.
• I Myanmar er profiler brugt til at antænde etnisk vold mod rohingyaer, der er dræbt i titusindvis, mens mange flere er drevet i eksil.
• I Indien har Facebook-brugere oppisket sekterisk vold, herunder lynchning af muslimer. I Sri Lanka, Yemen, Irak og Bangladesh er Facebook brugt til at optrappe konflikter og fremprovokere massakrer.
• Fra Vietnam til Polen har regeringer eller deres tilhængere brugt Facebook til at slå ned på, chikanere og true dissidenter, politiske modstandere og udsatte minoriteter.

Så hvordan får vi Facebook og andre platforme til at tage et større ansvar for deres indhold? Det ligger øverst på Magrethe Vestagers EU-dagsorden, og siger de, også på danske politikeres i forbindelse med det kommende medieforlig. Det bliver ikke helt nemt, for man vil det ”digitale vilde vesten” til livs. Men man vil ikke knægte den ytringsfrihed, der allerede har det skidt i flere østeuropæiske medlemslande. To omfattende lovforslag, ’Retsakten for digitale tjenester’ og ’Retsakten for digitale markeder’ er fremlagt og skal drøftes og vedtages i det nye år. Du kan på DR læse en frisk status.

 

Førerhund eller hundefører? Dilemmaer når du skal over de 50 medarbejdere

Det er en kendt erfaring, at startup teams mister den første uskyld omkring de 10-12 medarbejdere. Pludselig kan vi founders ikke styre alt og følge med i alt. Vi må så småt begynde at uddelegere – og det er ikke rart, når det er ens eget barn. Lykkes det at komme over den fase, sætter næste knæk ind et sted ved de 50. Joe Procopioder kalder det teenager–fasen i en lige genoptrykt artikel i Medium. Jeg vil nu mene, det ofte sker allerede, når vi når over skoleklasse-størrelse, men skidt nu med det, for symptomerne er det vigtige. Og de er her i min egen tilpasning:

• Vi founders hader selvsagt formalisering – både ideologisk, da vi ser det som old corporates’ hierarki-problem – og måske også fordi det indskrænker vores suverænitet til selv at bestemme alt. Så ved vækst begynder et større eller mindre organisatorisk kaos.
• Fra neden begynder der at blive kliker og subgrupper, og status og titler bliver pludselig et issue. Så bliver den gamle fælles teamånd og det store DNA og WHY udfordret.
• Hvis vi som founders ikke begynder at uddele ansvar, beskrive fælles tilgange og processer, får vi let en kvalitets- og dermed en vækstkrise.
• Så vi er nødt til så at lave en netværksorganisation af små cirkler eller teams og udnævne teamleaders, og det behøver ikke være bedste koder, der er bedste leder, samtidig med at vedkommende primært arbejder med i sit team. Jeg ser typisk på, hvem der allerede naturligt tager ansvar og formaliserer så det. Det er en slags anførerrolle.
• Vi kommer også typisk til at ansætte ledere udefra i nøgleroller, fx en Head eller VP for salg. Og det er så igen følsomt kulturelt. For er det en ny førerhund eller bare en hundefører, som Stine Schulz fra Learningbank.io med vanlig skarphed udtrykte det i går aftes på en session i North Star netværket, med den sjove tilføjelse: Har du ikke en Go-to-Market strategi, behøver vi andre ikke Go to Work.
• Ofte er det fornuftigt at hyre deltids, studenter, freelancere og medarbejdere som fx en ’CFO-vikar’ fra Scaleup Finance. Det holder kompleksiteten nede. Men outsource alt dur heller ikke, for vi skal jo erobre verden, så kompetencerne skal opbygges indefra. HR er en af de første vigtige ting, for det er sammen med salg noget af det sværeste, når der skal hyres kompetencer, vi måske ikke selv besidder. Så teenage-fasen, der hvor man skal fra startup til scaleup, er præcis så bumse- og dilemmafyldt som den var i eget liv. Åbenhed om de dilemmaer er vejen frem.

 

Digitalisering og AI er da det, der løfter grøn omstilling

Det offentlige Danmark er førende i Europa på digitalisering. I al fald ifølge EU og Digitaliseringsstyrelsen. Det tror jeg på af to grunde. Dels på grund af tilliden, jf. ovenfor – den gør, at vi gerne afgiver data. Dels fordi vi i mange år har haft CPR- og CVR-numre og næsten alle bruger e-Boks, virk.dk osv. og er på nettet med det offentlige. Men der er store huller og især problemer på tværs. Tænk for eksempel, hvis vi let og hurtigt kunne anvende vores unikke registerdata i sundhed på tværs af alle siloerne.

Men på nogle måder er de offentlige topledere nok ligefrem foran, ofte er de jo også bedre uddannet. Rambøll og Dansk IT offentliggjorde først på ugen en analyse, der viste, at kun hver femte store danske virksomhed ser digitalisering og data som et nødvendigt værktøj i jagten på øget bæredygtighed. Det er nærmest chokerende, for ingen der ved noget om de grønne omstilling, kan se andet, end at netop digitalisering er hoveddriver. Bare sådan helt banalt, som jeg fx læste i et nyhedsbrev fra Mads Jensen i venturefonden SuperSeed: “It is surprising how many factories still operate with machines that don’t deliver continuous sensor data, and therefore can’t be optimised using machine learning. Until now, that is. A significant number of startup founders (and venture capital investors) are looking to make our manufacturing base more efficient (including resource efficiency which is key from a sustainability perspective.” Samme melodi prægede et call jeg havde i ugen med teamet fra Dansk AM Hub (AM er additive manufacturing, det vi før kaldte 3D print). Tænk, hvis helt store processer i et samfund med bearbejdning af materialer som plastic, metal og beton kan laves meget mere grønne og cirkulære. De står for 31 % af alle verdens klimaudledninger. Og det kan det jo virkelig reduceres med industri 4.0 automatisering. Hvis ikke industrien bliver digital, bliver den aldrig grøn, højst grønvasket.

 

Nyt grønt iværksætterpanel. Eller hvor langt ud kan man komme?

”Danmark skal være det sted i verden, hvor de grønne iværksættere har lyst til at søge hen for at blive til erhvervssucceser. Vi har brug for flere grønne arbejdspladser, og vi vil være det land, som bidrager med fremtidens grønne løsninger”. Det er sådan, politikere skal udtrykke sig, så det skrev Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse, da Simon Kollerup i går nedsatte et nyt, grønt iværksætterpanel. Vi skal frem til udgangen af 2022 komme med anbefalinger til, hvordan der kommer flere grønne iværksættere i Danmark. Og det har vi store ambitioner med, i al fald hvis du spørger Esben Gadsbøll og undertegnede. Sikkert også øvrige udpegede, men jeg kunne ikke komme til første møde i går.

I dag forsøger jeg jo at leve ”Tør hvor andre tier”, så i stedet for at forklare og tale begejstret om initiativet og de positive reaktioner, jeg har fået, giver jeg stemme til den vildeste kritik. Den har jeg fundet hos for mig ukendte André Rossmann. Han skriver i mit uddrag følgende på 24 Nyt: ”I stedet for at foreslå skattesænkninger og fjerne administrativt bøvl, barsler rådene og udvalgene udelukkende med virkningsløse ”feel good”-initiativer med deltagelse af udvalgte iværksættere, som er benovede over at komme med til fine middage på de bonede gulve. Her kan de mænge sig med ministre og stjerneiværksætteren André Rogaczewski. Alene i 2021 er der nedsat tre erhvervsrettede tænketanklignende initiativer. ”Dansk Konkurrenceevneråd” er oprettet af Industriens Fond, “Advisory Board af iværksættere” er oprettet af Dansk Industri, og senest har Dansk Erhverv oprettet “Verdens Bedste Iværksætterland”. Samtlige initiativer og paneler, som skal vise politikernes handlekraft, har aldrig skabt noget godt for iværksætterne og døde en stille død. Kollerups planlagte grønne iværksætterpanel går samme skæbne i møde. Forskningen i iværksætteri viser ellers, at offentlige politikker og initiativer, der stimulerer iværksætteri, i høj grad fører til iværksætteri, som ingen er tjent med. Der er tale om ligegyldige produkter eller ydelser, som ingen gider købe. Det skaber ingen vækst og ingen nye job – men spilder ressourcer. Politikernes iværksætterpaneler er illusionsnumre. Virkeligheden er, at hele det danske system er iværksætterfjendtligt og iværksætteriet er på tilbagetog.”

Det er sådan set relevant nok at blive udfordret på ens relevans. Endnu mere relevant i forhold til grønne iværksættere, synes jeg dog diskussionen er af greenwashing. Børsen havde en i egne ord spredt diskussion af det i ugen med eksempler fra Danish Crown til Fresh.land, og de efterlyste derfor en mere entydig definition på greenwashing. Min egen lommefilosofi er, at man kan dele i to. Greenwashing af første grad er det, fx bilmærker ofte lavede, når de engang udnævnte biler, der kørte lidt længere på en liter benzin, for grønne. Her smykker et produkt sig med lånte fjer, selv om det direkte skader miljøet. Greenwashing af anden grad er så, hvis man har et godt produkt, men ikke deklarerer sin klimabelastning korrekt, typisk overdriver eller ikke medtæller dele af værdikæden eller ikke bruger EU’s taxonomi, men sin egen. Der er klart for mig forskel på de to. Men bæredygtige startups skal, som alle andre, være omhyggelige, for det er tydeligt, at mange slår lige så hårdt ned på det jeg kalder greenwashing af anden som af første grad.

 

En omvendt Robin Hood – og hvem skal efterfølge Tommy Ahlers?

“Iværksætterskatten er en omvendt Robin Hood. Nu mener vi, det er tid til at tage det op igen og fjerne den sidste snert, for det giver ingen mening, at vi blokerer for investeringer i iværksættere, når vi allesammen taler om, at der skal komme flere nye virksomheder.” Det sagde politisk ordfører og finansordfører i Radikale Venstre Andreas Steenberg til Berlingske i forgårs. Og ja, alene kælenavnet iværksætterskat viser jo absurditeten i, at man straffer investeringer i stedet for CO2-udledning eller mursten. Og særligt straffes så investeringer i startups, hvor man har under 10 % ejerandel. Ønsker vi ikke at demokratisere ejerskab, spørger jeg bare? Iværksætterskatten indbringer 350 mio. kr. om året og skaber et utal af krumspring for at lave underselskaber ved syndikerede investeringer, så vi undgår den. ”Vi har siden begyndelsen ment, at skatten er problematisk. Den rammer nogle af den slags investorer, som kommer med risikovillig kapital, vi gerne vil have flere af i Danmark. Det kan skræmme dem væk, hvis de bliver ekstra hårdt beskattet, og derfor mener vi, at det er positivt at afskaffe skatten helt”, siger Andreas Steenberg videre til Berlingske.

Jeg snakkede i går morges med Andreas om andre ting (mediestøtten, der helt vildt begunstiger overskudbladmonopoler, fx Watch-gruppen, og aldrig kommer til underskuds-startup-medier som dette) og spurgte, om han ikke kan udfylde det hul, Tommy Ahlers har efterladt? Jeg fik hverken et radikalt ’måske’ eller et nej. Men jyder bryder jo heller ikke straks ud i jubel. Han forstår i hvert fald værdiskabelse og investeringer inkl. softwareudvikling. Og det er ikke alle politikere forundt.

 

Tips & Tricks

 

Topleder stafet topper

”Vi ville være taknemmelige, hvis Bootstrapping teamet og Jesper H også har lyst til at give os en like eller kommentar med på vejen” skrev Josefine Volqvarts til redaktionen, og det er jeg så i gang med. Og det manglede da også bare, når vi kan publicere de podcast, Josefine laver på www.rollemodellerforalle.dk. I onsdags med ATP’s CEO Bo Foged. Og ugen efter med André – han er overalt – Rogaczweski. Indtil videre er kampagnen gået over alt forventning: ”Flere tusinde har allerede besøgt vores kampagnehjemmeside og vores kampagnefilm er blevet set af langt over 100.000 via LinkedIn (kan næsten ikke følge med 😊 ).Min personlige post er oppe på over 47.000, har mere end 1100 likes og er blevet delt over 70 gange.” Så det rykker for Josefine Volqvarts og Kvindekompagniet.

 

Mathilde fik EU-innovationspris

Mathilde K. Jakobsen fra Fresh.Land kom ikke til North Star netværksmøde i går aftes. Nok fordi hun var i EU for at modtage EU’s pris til kvindelige innovatorer på 100.000 Euro af Margrethe Vestager. Sejt. Ifølge Børsen i ugen får Mathilde så ikke lige en ledelsespris, for der har været en del udskiftning og ’kontant’ ledelse i den ambitiøse startup. Jeg kender det så godt fra mine første virksomheder, ens ambitioner kan slå over i kontrol, ens professionalisme i nidkærhed. Eller i al fald opleves sådan. Ledelse kan man ikke læse sig til, men må lære. Og hvis ikke, må man give stafetten videre. Det er ikke en udfordring for alle founders. Men for mange. Ens egen ambition og drive kan gå hen og blive største forhindring for vækst for hele organisationen.

 

IPO’s for Vorherre

Scott Galloways nyhedsbrev bygges alle over en model, fx om at kun 25 % af de selskaber, der sendes til IPO’s i USA, er profitable. Det skulle de bare vide i Børsens aktiepanel. Vantroen ville sprede sig over, hvordan det kan gå godt. Men ok, det er jo ikke i sig selv et mål at brænde kapital af. Alle vækstbørs-kandidater skal vækste hurtigt. Men nogen som aktiepanelet er negative på – fx Hove som jeg omtalte og beregnede på sidst – er jo profitable og dermed vel en god aktie selv uden yderligere vækst. Debatten om IPO’s kører stadig fra professorer i NYC til os amatører i Danmark.

 

Guide: Hvordan overlever du som blå investor i en rød storby?

Det tænkte jeg på, da jeg læste Timme B. Munks vittige klumme i Berlingske som opsamling på skredet fra Socialdemokratiet mod venstrefløjen i de store byer, her i mit sammendrag: ”Det er tabu, men mange blå er truede, utrygge og underkendte. Dagligt oplever de mikro-aggressioner, som fører til depression, stress og mindreværd. Mange må mod deres vilje gå med Verdensmål-Trivial-Pursuit-lagkageknappenål for at signalere de kreatives jeg-vil-redde-verden-attitude. Andre har gennem subtilt usagt socialt pres og implicit rød normstyring været tvunget til at købe Tesla X, på trods af de traditionelt har kørt Audi. Flere har måttet justere urentabelt i deres portefølje mod SDG’erne. Konsekvensen er manglende mangfoldighed, uligeværd og eksklusion. Noget må gøres for at sikre ligeberettigelse, Diversity, Equity & Inclusion (DEI), for disse heteronormative, heteroseksuelle, ciskønnede, hvide og rige hanner og hunner. Altså basal anerkendelse og synliggørelse af HHCHRHH-segmentet i hele byen. Fra kommunal side handler det om at udnævne området fra Kongens Nytorv ned til Illum og Louis Vuitton-butikken som en velsignelseszone og et safe space. 

Timme har også nogle sjove tips til, hvordan byens mange røde borgere skal behandle det blå investorsegment. ”Brug borgerlige pronominer, når du taler til dem. Erstat bestyrelsesforperson med bestyrelsesformand. De er deres profession, slægt, adresse og formue. Altså, al tiltale begynder og slutter her. Hvis deres grandfætter har gået på Herlufsholm, er de gennemsyret af herlovianerånden. Sig for eksempel “Flot lyserød hørskjorte, early-stage VC business angel”. Spørg ind til deres dealflow og risk mitigation strategy. Fortæl dem, at Dogecoin er Elon Musks bedste opfindelse, og at du også føler BIG-villaen på Sigridsvej ligner et rumskib fra søsiden. Virk bekymret for deres EV/EBITDA og i tvivl, om index-fonde er den rette asset class for dem lige nu i det aktuelle lavrentemiljø.”Så, nu kan du bedre begå dig i storbyens socialt vanskelige økologi!

 

Business angel. Hvordan kommer du i gang med at investere?

Jeg underviser en del i rollen som business angel, i øjeblikket for Danske Bank kunder. Og det er sjovt. For det er altid interessante mennesker, der har prøvet noget i livet og nu typisk ønsker at give tilbage og finde en anden karriere i livet. Sarah Drinkwater har skrevet i Sifted om, hvad der kræves for at være en god investor, og de er i min formulering

• Erfaring. Den skal jo bygges, men som investor skal man også have noget at bygge på. Hvad er din professionelle baggrund? Hvem og hvad har du arbejdet for? Hvilke netværk har du adgang til?
• Passion. Hvilke områder (fx sundhed) eller temaer (fx grøn omstilling) er du mest optaget af? Det er godt at gå til en masse pitch-events og få en fornemmelse af de mange startups i forskellige faser.
• Netværk. Det er utrolig vigtigt at spejle sig I andre, have nogen at dele med og syndikere med. Der er masser af gode netværk, selv var jeg ikke, hvor jeg er, uden at have investeret sammen med kolleger i DanBAN.

Og så skal du jo som ny gøre dig klart, hvor meget kapital du vil eller kan sætte af, og hvad er din appetit er på den høje risiko. Da det er risikabelt, så er det nok godt at starte småt.

 

Transaktioner

Det er håbløst hvor man skal ende og begynde bare i denne uge, så:

VC’s hype og PreSeed Ventures

Economics har en gennemgang af den aktuelle hype omkring venturefonde under rubrikken ”The Bright New Wave of Venture Capital”. Hype eller ej, Vækstfondens analyseenhed har målt, og Børsen refererede onsdag, at der er en voldsom stigning i investeringer i danske vækstvirksomheder fra amerikanske venturefonde. Til nu for i år ca. 10 mia. kr. eller fire gange så meget som i hhv. 2020 og 2019.

De hjemlige venturefonde ligger nu heller ikke på den lade side. Da jeg selv er investor, kan jeg fra ugen ikke lade være med at nævne, at PreSeed Ventures har lukket deres PSV Tech01 teknologifond med et samlet tilsagn på 412 mio. kr. PSV Tech01 har allerede investeret i 26 virksomheder. Hvad jeg faktisk ikke vidste, var at en del af fonden er reserveret til 25 såkaldte discovery-investeringer, der ligger endnu tidligere end pre-seed stadiet. De går med garanti ikke alle hjem. Men sikkert en god ide at give lidt til mange tidlige, når nu fondsmodeller bygger på at ramme de få fantastiske outliers.

 

InchByInch. Ja, forbedring skal der til

B93 var min fodboldklub som 20-årig og er det nu igen. Så hvis du tirsdag aften kører forbi Svanemøllen i tog, kan du se gamle mænd løbe (ja, løbe) efter en rund bold. Vi kunne i vores iver være målgruppen for InchByInch – og faktisk møder jeg deres founders hos Danske Bank i et pitch event på tirsdag. InchByInch app’en skal hjælpe med små forbedringer – og ja, det kunne sikkert være tiltrængt. Investorerne hedder Daniel Wass, Mike Jensen, Martin Ørnskov, Andreas Bjelland m.fl.. (Bjelland måtte kun bruge venstre fod i skolegården, når de spillede bold i frikvarterer på Trørød skolen. Så boldsikker var han allerede som barn.) Men flere investorer kan nu komme med. I InchByInch liga er der mange, der er ude at rejse kapital for øjeblikket.

 

Er Podimo en vinder?

Det spurgte jeg mig selv, da jeg på Sifted så, at podcast platformen Podimo efter bare 2 år i en serie B runde har rejst $ 78 mio. Hvad kan Morten Strunge – ud over at tale bukserne af investorer – som store Spotify, Storytel, Acast og uendelig mange andre ikke kan. Jeg tror ikke nogen har løst udfordringen med monetising.

 

Verdens største fætter-kusine fest

I næste uge er der Slush 2021, verdens eller i al fald i Norden største startup-event. 400 venturefondsfolk har meldt sig bare til Nordea tirsdags aftens præ-dinner, hørte jeg. Og sådan fester alle vildt og finsk voldsomt i alle mulige sideevents i det bælgmørke Helsinki. Vi, der af den ene eller anden triste grund, bare må blive hjemme og forberede lys og gran til adventskranse, er ikke spor misundelige. Badetøj og varmt tøj er de to vigtigste af 12 råd jeg læste i morges på Sifted til turen i Nordland. Mit 13. ”Når ingen andre tør”-råd kan så være, at det at rulle sig i sneen og bagefter dele nøgenheden i en sauna bryder mange flere barrierer. Mor jer deroppe!