Kilde: Pixabay

Go global – Mia Grosen world wide – DoLands invest-platform – Diversitetsløft år 1 – Ahlers bæredygtig – Siri dom – Folkets fede møde

 

Det går hårdt til. Og vi har ikke set bunden endnu. Måske langt fra. Fed, den amerikanske centralbank, lægger op til betydelig rentestigning i dag. De billige lånepenge er borte med blæsten. Og det trækker i hastig galop endnu flere investorer ud af de globale tech- og vækstmarkeder.

Snowflake cloud dataplatformen fordoblede sin værdi, da den blev noteret i september 2020 til over 20 mia. kr. Nu er den 72 % nede siden november 2021. E-handelsplatformen Shopify er knap 80 % nede. Affirm – betalingsplatformen, der kan sammenlignes med Klarna – er tæt på 90 % nede. BVP indekset for 72 noterede techaktier på Nasdaq har tabt yderligere 14 % i denne uge, og er nu nede med næsten 50 % siden slut november.

November, november, november, november skrev Henrik Nordbrandt i sit digt Året har 16 måneder for at vi kunne mærke, hvor trist november er. Startups globalt kan bare drømme sig tilbage til skønne november ’21, mens de skriver juni, juni, juni, juni. Festen er ovre. Som i helt ovre.

Det forhindrer alt sammen ikke, hverken at mange danske startups er sunde og trives, og hvis de ikke er born global, så som scaleups skal til at ud over landegrænserne. I Danmark er jeg født … sang 9 kvinder for Barack Obama, da han kom ud af D’Angleterre, og det gik så verden rundt. Det kan symbolisere en hovedpointe hos Mia Grosen, Canute som ugens investor:I Danmark er skalering det samme som internationalisering. Hvis danske startups virkelig skal gøre en forskel, bliver de nødt til at komme ud over landets grænser. Hjælpen skal være dybere i vertikaler, og vi skal den anden vej have tiltrukket internationale specialiserede investorer og gerne startups til vores klynger.

En af de startups, der har planen, men ikke er ude over Christianshavns kanal endnu, er DoLand som ugens startup. Den kombinerer nemlig to grundlæggende trends: Flere og flere vil gerne investere direkte og selv vælge. Og de vil gerne gøre det bæredygtigt. Founder & CEO Jakob Lage Hansen har været smart til at gøre det i netværk med Matter som bæredygtighedsgarant, Saxo som handelsplatform osv. Da Jakob startede ud af bank- og finansieringsmiljøet, sagde de til ham, at det at få danskere til at investere fra 500 kr. og op i ETF’er m.m. aldrig kunne lade sig gøre. Men det kunne det.

Diversitet er godt for forretning. Og i går var der lancering af The Diversity Commitment Year 1. En flot rapport; og vi er glade for som appetizer at give dig essensen af key findings og konklusioner fra Liva Echwald og Stine Colding Alstrup. Investorer, der har forpligtet sig, er Innovationsfonden, DanBAN, Danske Bank Growth, Vækstfonden, byFounders, Dreamcraft Ventures, PreSeed Ventures og Seed Capital. De har lige præcis nået det satte mål år 1 på, at højst 80 % af deres investeringer må gå til rene mandlige startup founders (89 % ude i Europa). Så en god start på en meget langt tur til vi har indfriet det fulde potentiale for kønsdiversitet.

Du kan lytte til to ret forskellige podcasts. Hør Tommy Ahlers diskutere klimainvesteringer med Rolf Kjærgaard, Vækstfonden. Og i Techtopia 242 kan du lytte til NLP-eksperter (natural language processing), der fælder dom over, hvorfor Siri lyder dum som i ’dom’, når computerstemmen skal gengive det danske sprog.

 

Ugens startup: DoLand – bæredygtig kapital i bevægelse

DoLand demokratiserer bæredygtige investeringer ved at tilbyde en digital investeringsplatform til helt almindelige investorer. De bæredygtige investeringsmuligheder måles på impact og afkast. Hvordan sikrer founder og CEO Jakob Lage Hansen, at investeringerne er bæredygtige og samtidig giver et konkurrencedygtigt afkast, og hvad er næste skridt på vækstrejsen for DoLand? Læs om, hvordan det lykkes for Jakob & co.

 

5 skarpe til ugens investor: Mia Grosen, Canute

Mia Grosen, CEO og stifter af Canute, er nok den dansker, der har gjort mest for at bringe danske startups ud i verden til nye markeder og få investeringer til deres videre skalering. Samtidig har hun selv været iværksætter med LuggageHero. Hvordan oplever hun, at udlandet ser på den danske scene, og hvad er forskellene? Læs Mia’s skarpe betragtninger.

 

The Diversity Commitment Year 1

 

95 % af investering i startups er gået til founderteams af mænd. Sidste år satte nogle af de vigtigste investorer i økosystemet sig for at ændre dette, nemlig Innovation Fund Denmark, DanBAN, Danske Bank Growth, Vaekstfonden, byFounders, Dreamcraft Ventures, PreSeed Ventures and Seed Capital. De har fået bragt det ned til 80 %. Liva Echwald og Stine Colding Alstrups rapport om The Diversity Commitment bevidner flot det fremskridt på en lang vej. Læs highlights.

 

Vækstfonden: En samtale om bæredygtige investeringer – med Tommy Ahlers & Rolf Kjærgaard

De løsninger, der skal få os i mål på klimadagsordenen, kræver store investeringer. Flere investorer skal finde modet – og hoste op. For som investorer er vi nødt til at turde tage de teknologiske risici. Det er nogle af pointerne i samtalen mellem Rolf Kjærgaard, CEO for Vækstfonden og Tommy Ahlers, der er gået fra politisk iværksætter til snart at stå i spidsen for en ny klima-venturefond. Lyt selv

 

Techtopia 242: Hvorfor er Siri så dum?

Techtopia har inviteret tre danske ildsjæle indenfor dansk NLP – natural language processing – i studiet for at fortælle om arbejdet med at lære kunstig intelligens at tale, forstå og skrive dansk. Alle ved fra Siri og Google Talk, at det ikke bare kører. Opgaven kan ikke løses med algoritmer alene, for sprog forudsætter forståelse af den verden, der tales i og om. Hør om AI og sproget.

 

Folkets fede folkemøde

Folkemødet er dejligt, fordi det er uformelt, åbent for alle og fuldt af sjov og skæve vinkler. Nu er – ikke folket – men toppen af politikere, organisationer og journalister på vej mod et Allinge, der venter med sol, blæst og åbne fadølshaner. Selv skal jeg fx med Linea Søgaard-Lidell, MP Venstre, Steen Donner, DTU, Sine Linderstrøm DI på iværksætterskibet diskutere, om ”Danmark har den grønne førertrøje?”. Det har vi ikke, som jeg skrev sidste uge i ”Flere grønne startups”. Vi er langt efter Sverige. Men hvordan får vi det så? Det er bare én af utallige debatter om innovation, startups og grøn omstilling. Så overvej at komme næste år! Her på Bootstrapping udkommer vi på fredag for næstsidste gang inden sommerferien.