Kilde: Getty images

Open up! – FSP’er udfordret – Pensure og Grandhood – Klaus Holse & SaaS – Startup lån – Fed Tech

 

Åbenhed. Åbent internet. Åbne API’er. Open Source. Noget af det, jeg altid har elsket ved økosystemet, er det åbne og antihierarkiske. Det være sig i netværksstruktur, tankegang og samvær. Det har jeg tænkt på i forbindelse med de her Lars Findsen-dage med dobbeltlukkede døre og hemmelighedskræmmeri. Og med alle de problemer, fejltagelser og rygter, der springer ud af det.

Jeg anerkender selvsagt, at åbenhed aldrig er absolut, at dens modpol, lukkethed og hemmeligholdelse, altid er en legitim faktor i alt fra topsecurity over nogle erhvervsaftaler og patenter til (måske?) parforhold. Men det er altså fedt i det daglige ikke at skulle skjule ting eller sig selv. Det er værd at sætte pris på, mens Kinas Xi og Ruslands Putin på mange måder lukker verden ned og truer vores demokratiske åbenhed. Og hvor vi mærker stramheden fra pandemiens forhåbentlig sidste lukkemuskler.

En af de mere lukkede verdener er pensionsbranchen. Senest afslørede Finans sagen om de 3 mia. kr. tabt af PFA på dansk stiftede Nordic Aviation Capital (NAC). Det fik Berlingskes Thomas Berth Henriksen til at påpege, at pensionssektoren til gengæld er ved at nå ”kvalmegrænsen, når det gælder fortællingen om deres egne fortræffeligheder.” Derfor er pensionsselskaber også åbne for disruption. Dagens startups Pensure og Grandhood har forsøgt. Selv om det nok bliver mere til at reparere end disrupte, er de spændende; og begge med dygtige ledelser, kan jeg sige ud fra personligt kendskab. De er en fin del af dansk fintech.

Jeg har været glad for SimCorp aktien under Klaus Holse, og det kan ikke undre, når vi kan skrive, at han har øget værdien med 867 % i sine 9 år som CEO. Klaus er ugens investor. Her øser han af sine SaaS-erfaringer, og SaaS har vi slet ikke set slutningen af. Jeg er fri af hardware, opgraderinger og opdateringer og fri for at betale for ting jeg ikke bruger.

Denne onsdag går åbenbart med at udfordre og hjælpe lukkede pensions- og bankverdener med åbne API’er og platforme. Og vi fortsætter, for vi starter nemlig en ny mini-serie om låneformer til startups. Kim Lundberg vil gennemgå nye debt venture og revenue based financing former baseret på platformstankegangen. Dem kan du benytte, når nu mange bankers lån ofte er dyre for startups, trods den stadig lave rente. På fredag kan vi så også runde politikernes ønske om, at banker skal give startups en erhvervskonto. Alle FSP (finansielle service providers) er udfordret, hvis de selv skulle være i tvivl.

 

Ugens Startups – Pensure & Grandhood udfordrer pensionssektoren

Fra B2C til en variant af B2B. Det er nok bedre at sælge til eller alliere sig med pensionsaktører, hvis ens lommer og investeringskompetence ikke er uendelig dyb. Og så ellers udfordre forstokkede tankegange og håbløst uforståelige kundeinterfaces. Vi tager et vue over sektoren og deler de spændende erfaringer fra founders Frederik Smedegaard Dannevang fra Pensure og Mathias Bredkjær fra Grandhood har gjort sig. Læs dem selv.

 

5 skarpe til ugens investor: Klaus Holse

I september sidste år trådte Klaus Holse ud af CEO-stillingen i SimCorp og sagde dermed farvel til 30 år som topchef, bl.a. et årti som Corporate VP i Microsoft. Klaus Holse er nu bestyrelsesformand i EG A/S, Zenegy ApS, SuperOffice og Tink, bestyrelsesmedlem i Better Collective samt næstformand i DI. Klaus er åben, præcis og uhyre reflekteret. Tjek ham ud som SaaS- investor.

 

Nye låneformer til startups #1 – FinTech og Tech Lending udfordrer banklån

Mange religioner har det stramt med pengeudlån og renter, hvilket bare beviser, det har eksisteret og været misbrugt siden oldtiden. I dag er ågerrenter noget, som unge højrisiko vækstiværksættere kan få tilbudt efter traditionel kreditvurdering. I storbanker er der startup-enheder, der hjælper på vej, men ellers kan lån selv i en lavrentetid være dyre. Derfor vokser nye tech lending former frem. Og det sker på basis af åbne API’er og platforme. Kim Lundberg, tidligere Vækstfonden, nu Head of ArK Kapital DK, starter i dag en mini-serie med baggrundsperspektivet og følger op med overblik over de nye debt venture og revenue based financing former. Læs med fra start.

 

Techtopia 220: “Revolutione starter nu, og det bliver fedt!”

 

Hvis du kender Peter Hesseldahl, teknologijournalist om en hals, vil du smile over hans slogan, for med sine uindfattede briller og sin smalle krop vil han næppe gå forrest i en revolution. Det er selvsagt, den teknologiske revolution og for Peter ikke mindst i samspil med biologiske systemer, han synes er fed. Peter Hesseldahl er aktuel med en ny bog “Omstilling til fremtiden – når teknologi bliver levende og liv bliver teknologi som jeg, selv uden at have læst endnu, tør anbefale. Start med at lytte med her.

 

Vækstfonden: Sådan søger du rettighederne til din idé – med Kirsten Kjær Skott

Skal du bare have fuld åbenhed og fuld turbo på – eller skal du tage patent på din idé, bl.a. af hensyn til kommende investorer? Hvis du vælger det sidste, er en god rådgiver alfa og omega. Men du skal nok også lige selv have en vis viden om rettighedsjunglen. Så tag et første walk ud mellem de vilde gevækster med Kirsten Kjær Skott fra Patent- og Varemærkestyrelsen. Lyt med.

 

Goddag mand økseskaft

Et sted, der virker cirka så lukket end efterretningstjenesterne, er SKAT. Skatteminister Morten Bødskov gik endelig i ugen på talerstolen, efter at have bedt om ekstra tid til at svare på et enkelt spørgsmål fra finansordfører for De Radikale Andreas Steenbergs om den for startups vitale skattekreditordning LL §8X. Man ser ti topjurister i ministeriet gøre alt for intet at sige eller åbne for. Jeg vil af bar frustration vente til på fredag med at referere system-new speak’en. Nogle gange råber vi i vand og taler for døven øren … men så er det jo godt, vores herlige økosystem også er så meget andet. På fredag åbner jeg op for det hele.

 


 

Iværksætteranalyse 2022: Vi har brug for dine svar

Dansk Erhverv laver en årlig undersøgelse blandt iværksættere, som giver os indsigt i, hvilke sager der er vigtige at kæmpe for, i forhold til at skabe gode vilkår for at drive virksomhed i Danmark. Undersøgelsen handler blandt andet om barrierer for vækst, ambitioner og adgang til kapital.

Undersøgelsen varer kun 6-7 minutter og kan besvares via dette link: https://www.survey-xact.dk/LinkCollector?key=DP1LDQUSUN15