Seculyze, AI og cybercrime – CEO fra Planday til Seed Capital – Martin Bjergegaards verden – Nye VC’s nye penge – Chefens AI
Er startups nødlidende? Nej, ikke flest. Men med tilbagebetaling af coronalån, tilsat udskudt moms og skat og rundbarberet skattekredit, er alle alert. Og jeg synes, der er mange kald og møder for founders, der jo skal bære deres virksomheder igennem de næste 12 til 24 forventelig svære måneder. Det er en udfordring, for de fleste uvant op ad bakke, og den skal der være respekt om. Det er jo lettere at starte, hvis det var i dag – og så som David Heinemesier Hansson sige, at man skal være rentabel nærmest dag ét. Men det er da super flot, hvis man som dagens startups Seculyze kan være rentabel hele vejen med 7 mand og et godt cyber-kriminalitetskoncept.
Hvad er det vigtige i situationen, hvis man er et sted mellem gæld og gældsbjerg? I al fald at være hurtigt ude og transparent overfor sine investorer, for så kan man regne med velvilje og forståelse – også fx fra Vækstfonden/DEIF. I al fald skal man ikke fx slå op i banen eller pludselig undlade at betale debitorer, især ikke de offentlige. Man skal heller ikke være bange for downrunder med lavere værdisætninger, de kan rette sig igen. Det handler for mange om at afsøge alt fra lavere omkostninger (også egen løn) til muligheder for konsiolideringer. Mon ikke det går for de fleste. Det plejer det. Men at vi først har set de første konkurser, vi igen skrev om i fredags, er nærmest en given sag. Given, fordi der har været unaturligt få i forhold til, at over halvedelen af alle startups normalt er væk efter 3-5 år.
Vi er begyndt at gå tættere på personerprofiler i økosystemet. I dag har vi en topprofil i branchen, nemlig Christian Brøndum, der er gået fra CEO i succesfulde Planday til Seed Capital, vores første og førende venturefond. Det er noget af en rolle i det nye år at skulle udfylde den, Ulla Brockenhuus Schack har haft. Hvordan ser Christian på ledelse og strategi? Det fortæller han veloplagt om i dag med gode betragtninger og en finurlig historiefortælling om karate.
En anden profil i branchen, der har været med fra tidlige tider i Rainmaking og TechBBQ, er Martin Bjergegaard. Martin har meget på hjerte i de 5 skarpe til ugens investor, og det er også spændende læsning, fordi han og hans nye venturefond Bjergegaard & co vil gå en ’dansk vej’. På fredag kommer jeg tilbage til krisen for tech i USA, og den løsner op for at vi finder andre veje end Silicon Valleys, som Martin siger. Men læs selv.
”Betal $ 30 mio. inden 4 timer – ellers stiger prisen.” Moderne kriminalitet er cyberkriminalitet. Den hjælper ugens startup Seculyze med at tackle. Og Alex Steninge Jacobsen og broderens startup er ikke bare interessant ved at bootstrappe og indgå partnerskaber. De bruger AI til at tackle ransomware mere præcist ved at fjerne de utallige falske alarmer. Bemærk, at artiklen slutter med 6 gode råd til, hvordan du selv kan sikre dig mod cyberkriminalitet.
Er VC’s så nødlidende? Nej, langt fra. I al fald ikke endnu. Det er faktisk myldret frem med nye venturefonde i Danmark lige som mange udenlandske har mere permanent repræsentation. Men hvordan får de så rejst kapital fra deres LP- investorer? Det er et spørgsmål, jeg ser på i dagens klumme ”Nye VC-fonde rejses stadig. Hvor kommer pengene fra?”
Så byder vi ellers på Techtopia 264, der diskuterer algoritmisk ledelse, men giver jo også panderynker for overvågning. Og ugens anden podcast med Per & Helge fra Nordnet diskuterer aktieinvesteringer og FED’s dilemmaer med renten
Hvad skal Christian løfte i Seed som ny CEO?
Christian Brøndum var CEO for danske Planday, der blev solgt for 1,4 mia. kr. Nu bliver han ledende partner i Seed Capital med de tungeste kolleger i branchen. Det kræver mere end et planlægningsværktøj. Hvordan er lige det, og hvad har gode Christian så med i bagagen ind på Matrikel 1? Rigtig meget, men læs nu selv og vurder.
5 skarpe til ugens investor: Bjergegaard & Co.
Mange i økosystemet vil kende Martin Bjergegaard, der i 2008 var med til at starte Rainmaking og senere TechBBQ. Andre kender måske hans bror Anders der stod bag kæden Godt Smil. Sammen med andre investorer har de nu skabt venturefonden Bjergegaard & co, der nu er oppe på 6 investeringer. De har en anden – kald den bare dansk – tilgang til investeringer i ventures. Den uddyber Martin i dag og kommer med de første erfaringer fra deres nye fond.
Ugens startup: Seculyze og cyberkriminalitet
Mange virksomheder har opstillet omfattende varslingssystemer for at modgå truslen fra cyber-kriminalitet. Problemet er dog, at de drukner i irrelevante alarmer, og ikke får prioriteret deres indsats. Det er præcis startup’en Seculyzes forretningsgrundlag, men hvordan fungerer det i praksis? Hvad er fremtidsudsigterne for virksomheder, der gerne vil satse digitalt? Og hvordan er det at have sin bror som co-founder? Bootstrapping har talt med CEO Alex Steninge Jacobsen
Nye VC-fonde rejses stadig. Hvor kommer pengene fra?
Er kapital til tidlige preseed og seed investeringer tørret ud. Nej, det er bare blevet sværere, og det tager længere tid for founders at rejse den. Men hvor kommer kapitalen fra til de mange nye venturefonde i Danmark? Her er et bud.
Techtopia 264: Når chefens AI kigger dig over skulderen
Hjemmearbejde kan for nogle godt resultere i en ekstra kop morgenkaffe, lidt sortering af vasketøj eller måske en lille lur efter frokost. Men holder din arbejdsgiver egentlig øje med det?
Investeringspodcasten 147: Kan FED andet end at skuffe?
Alle investorer venter på FED, men kan de gøre andet end at skuffe? Modsat står det til hos udvalgte danske banker, hvor 2022 for nogle af dem kan blive rekordernes år. Nedjusteringer og biotek fanger shortsælgernes interesse, men hvordan ser det ud for AMBU og Zealand Pharma, der begge har været i shortsælgernes søgelys? Værterne kommer også ind på oliepriser og Kinas genåbning, og hvad det betyder for markedet.
Julefrokost – og ny regering inden på fredag
Vi skal nok udkomme på fredag inden vores julefrokost! Julefrokoster er der ellers mange af i ugen – og de gør godt i kulden. I morgen skal vi fx i DanBAN ude hos KPMG snakke om, hvordan vi hjælper founders gennem krisen og hvordan vi ser på vores nye investeringer. Altså inden vi skåler. Netværk under usikre, kriseprægede tider er endnu vigtigere, end når vi bare dunker hinanden på ryggen og drømmer sødt om unicorns.
Ser vi i lidt større perspektiv på det hele, så er det stadig radikal innovation, der skal bære løsningerne på de massive udfordringer verden står overfor med klima, energimangel mm. Det håber vi den ny regering forstår, uanset, hvordan de får fordelt ministertaburetterne de næste par dage. I al fald tør jeg godt skåle på, at har en ny regring, når vi ses her på fredag. Godt, for vi skal se at komme videre!
Comments