Efter sindssyg nat: Enrico og OnRobot – Sult for afkast og K-formet krise – Helle Uth om ny fond & kvinder i venturemiljø – Return on Diversity
Mens vi ser ind i et cirkus af beskyldninger om massiv valgsvindel, uendelige retssager og ulidelige tweets fra Donald Trump, må vi bare være i limbo og vente på, hvem der vinder i Pennsylvania og dermed det amerikanske valg. Kønt er det i al fald ikke.
Så det er bare med at slukke fjernsynet og prøve – uanset den volatilitet, vi vil se på finansmarkederne – at se positivt fremad på forretningen i det her økosystem, ingen kan holde nede – hverken med retssager eller mundbind.
Og vil du som founder, eller investor for den sags skyld, sikre dig, at også dine nøglemedarbejdere har øjet på bolden, er aktieoptioner et godt værktøj. Og nu bliver det meget bedre. Fra nytår kan, med stor sandsynlighed, op til 50 % af lønnen tildeles som aktieoptioner, mod 10 % i dag. Da du ikke kan være sikker på, din egen revisor får fortalt dig det, har vi bedt Morten Høgh-Petersen, KPMG, udlægge den ny ordning.
Er der én person, der længe har holdt øjet stift på bolden og har skabt foreløbig to fantastiske startups og dermed en hel danskbaseret klynge, er det Enrico. Og Enrico er jo Enrico Krogh Iversen og hans robotvirksomheder Universal Robots og OnRobot. I 2021 vil Enrico tredoble OnRobots omsætning ude på verdensmarkedet fra 6 til 18 mio. €. Læs, hvad han har at sige som beskedent fynsk forbillede – og som muligt investeringsobjekt.
PSV Tech01 er en anden mulig investeringscase i med fokus på software-drevede startups i det tidlige pre-seed stadie. Her er ATP en af ankerinvestorerne, hvilket jeg med mit tætte kenskab til pensionsbranchens direktørers sikkerheds- og afkastkrav (Mr. 7 % kalder jeg dem drillende) synes, er bemærkelsesværdigt. PSV er mere velkendte PreSeed Ventures, og partner Helle Uth er ugens investor. Hun kommer også, blandt meget andet godt, rundt om længden af toiletkøer i en mandsdomineret økologi.
Når investeringer fra pensionskasser som ATP og familiefonde vrimler ind i ventures, kan det ses i et større billede af jagt efter afkast. Med negative renter, og negativ rente på selv usikre – junk bonds – virksomhedsobligationer, er der et ”Hunt for yield.” Du kan udfordre ugens klumme om dette, og om, hvorfor vi nu kalder krisen K-formet, hvor den før var V-, U- eller L-formet. Kort fortalt drejer det sig i vores økosystem om, at mange klarer sig fantastisk, mens andre lider. Men vi hører også gerne din mening, inden vi inde bag mundbindet løber sur i bogstaverne og allerede er ude af krisen igen.
Vi vil gerne nu have svunget en anden debat fra, hvor tunger og andre mandlige gevækster roterede engang, til mere at dreje sig om, hvordan vi får en helt anden diversitet og dermed vækstpotentialer ind i vores eget økosystem. Så nu lægger vi ud med #1 i en serie om Return on Diversity. Serien er baseret på Bootstrappings kommende rapport om samme, skabt sammen med Female Founders of the Future og supporteret af Danske Bank og ITB. Du kan også lytte til podcast fra KvindeKompagniet, som vi har fået fornøjelsen af at samarbejde med. I første podcast taler ”Løvens Hule”-serieinvestor og iværksætter Christian Arnstedt med founder, Josefine Volqvartz om bl.a. kvindelig iværksætterkultur, rollemodeller – at have nogen eller én at spejle sig i. Og det passer jo fint med vores tema om Return on Diversity.
Når vi høres ved på fredag med Ugen i økosystemet, kan vi håbe på mere afklaring over there. Og ellers lægger vi bare sag an! Inden kan du selvfølgelig også høre seneste Techtopia om bl.a. Dominic Williams fra den schweiziske fond Dfinity, der er i gang med at bygge en internetcomputer.
Til sidst kan du kontakte os på info@bootstrapping.fk, hvis du har spændende informationer om, hvem der rykker inden for vores økosystem. Det er jo en af de skønne ting ved vores herlige økosystem, at der er så mange spændende jobmuligheder. Her har vi det som Enrico – vi keder os aldrig!
Comments