DanBAN´ s 12 forslag til iværksætterreformen
DanBAN’s top 3 manifest, der også er en 12 punkts plan, er kastet ind i debatten her op til regeringens snarlige iværksætterreform. Alle organisationer forsøger at påvirke Morten Bødskov og MF’erne i erhvervsudvalget. Nu også DanBAN, der har stillet forslaget om et iværksætterfradrag i skatten ved konkurs allerforrest. For det er en svimmel risiko at investere i startups, hvor man ved, at 50-70% er væk inden 3-5 år.
I Danish Business Angels er vi enige med regeringen i, at vi står med 3 hovedudfordringer:
- Vi har for få vækstiværksættere, selv om det er let at starte op. Det er ikke attraktivt nok at løbe den meget store risiko, hverken for stiftere eller tidlige investorer, når over 50% af nye startups i Danmark er væk efter 3-5 år.
- Vi har alt for få startups/scaleups, der skalerer og blive store virksomheder her i landet. De mangler vækstkapital – her ikke mindst de der skal bruge meget kapital til at skabe ny ’grønne fabrikker’ til klimaomstillingen.
- Vi har for lidt mangfoldighed og diversitet i founder-teams, især for få kvinder i tech startups. Vi har meget svært ved at tiltrække en mangfoldighed af udenlandske medarbejdere, bl.a. fordi vi ikke kan tilbyde konkurrencedygtig medejerskab.
Vi har her 3 hovedforslag, vi vil anbefale regeringen:
- Indfør et dansk iværksætter-fradrag. Fra England til Sverige har det gjort at mange flere tør starte og især få kapital til at skalere.
- Skatten af kapitalindkomst på vækstvirksomheder skal ned på 20%. Vi har et kæmpe hul i finansieringen af tech, bl.a. til klima-omstillingen.
- Vi skal have mere mangfoldige og diverse tech og life science teams. Derfor skal danske startups skal have let og smidig adgang til innovativ udenlandsk arbejdskraft.
Til alle 3 er der 4 vigtige uddybende forslag. Alt i alt ser DanBAN’s 12 reformforslag ud som følger:
1. Folkeligt ejerskab er fremtiden. Skalering i Danmark er nødvendig
Vision
Ligesom i resten af Norden skal vi demokratisere ejerskabet af de virksomheder, vi skal leve af i fremtiden. Derfor skal vi gøre det let og attraktivt for alle at investere, så de danske vækstvirksomheder kan skalere her og blive længere i landet.
Fire vigtigste forslag
- Iværksætter-fradrag der reelt demokratiserer. Hvis du løber risikoen med at investere tidligt (mindst halvdelen af alle danske startups lukker inden deres 5. år) skal du kunne få skatteværdien af op til 1 mio. kr. investeret udbetalt upfront. (Evt. med 50% oveni, hvis det er en grøn investering i henhold til EU’s definition). Så tør langt flere stiftere prøve; og de mindre tidlige investorer tør være med. Og prøve igen, hvis første forsøg mislykkes. Det vil give netop det incitament til at vi kan investere i og skalere vækstiværksætteri, som vi savner. Den engelske EIS/SEIS- forordning og det svenske fradrag kan tjene som inspiration.
- Vi skal have 1000 nye vækstvirksomheder om året og mindst halvdelen skal være grønne. Det må være en ambition, vi skal måles på og som forpligter alt fra erhvervshuse til højere læreanstalter. Specifikt skal vi permanent understøtte front-løber initiativer, der skaber innovation på universiteter og stimulerer tidligt iværksætteri. Og særligt med vægt på tech og grøn omstilling. Det er fint med e-handel og Løvens Hule. Men det skaber sjældent skalering og de mange arbejdspladser.
- Væk med beløbsgrænser på aktiesparekonto, først beskatning ved fortjeneste. Millioner i Norge, Finland og Sverige er medejere af fætre, kusiners og andres vækstvirksomheder. Det er fordi det – ud over lavere beskatning (typisk 20-25%) – også er sådan, at midler først beskattes, når aktierne på konti’ene er realiseret. Og der er ingen begrænsninger på beløb. De har derfor et iværksættermiljø og et antal virksomheder på børser, der er i en helt anden liga end den danske. Skal vi virkelig være baghjul i Norden?
- Lagerbeskatning på vækstbørser skal væk. Det er en himmelråbende blokering, at Danmark som eneste land i verden beskatter små vækstiværksættere af pludselige kursværdier og ikke af hvad de reelt får ud. Det symboliserer om noget: I Danmark har vi straffet iværksættere! Det skal vi lave om nu
2. Den store klima-omstilling. Massiv fokus på tech og innovation
Vision
Vi kender meget af den nødvendige tech til den store omstilling, men ikke alt. Så forskning skal blive til innovation, hvor alle benspænd skal væk, og et helt andet niveau af midler i fonde skal mobiliseres til den store klima-omstilling, hvor ’grønne’ fabrikker bygges og hvor mange nye typer fagmedarbejdere skal i arbejde.
Fire vigtigste forslag
- Skatten af kapitalindkomst skal ned på 20% i startups. Indkomst af kapital, der tilføres virksomheder, er det, der ikke bare holder hjulene i gang, men sikrer at der investeres i nye (el-drevne) hjul. Det skal modsat i dag være markant mere attraktivt for folk, end at investere i obligationer, ejendom og ’død’ kapital.
- Vi skal op på at skabe 100 nye scaleups om året. Op mod 100 mia. kr. afsættes til kapital til grønne vækstfonde, gerne i EU-perspektiv. Afgørende for at skalere de grønne hard tech fabrikker fra PtX til storskala-landbrug, fra affaldscirkulation til grønne byggeelementer er, at der er kapital mellem serie A og til serie C og D, dvs. indtil kapitalfonde og pensionskasser vil investere. For de vil kun investere i etableret vækst. Vi mister p.t. alle de potentielle grønne industrier tidligt til udlandet, og det gælder fra Seaborg til Re-Match. EIFO skal det kommende årti skabe og placere helt andre midler, op til 100 mia. kr., i private vækstfonde. Det vil være en god investering for staten. Og det vil være nødvendigt, hvis Europa ikke bare skal være innovativt laboratorium, hvorefter USA og Asien scorer hele gevinsten.
- Vores alles pensionsformuer skal i spil som vækstkapital. Vi har en fælles opsparing fra alle danske lønmodtagere på p.t. astronomiske 4-5.000 mia. kr. Det eneste sted den stort set aldrig kommer i spil, er til tidligt at skabe fremtidens danske virksomheder og arbejdspladser. Der skal laves en aftale, ligesom den aktuelle engelske regering har gjort. Og den største, ATP, skal gå forrest. I Danmark har sektoren typisk ønsket en tabsforsikring, men meget bedre er at PAL-skatten reduceres med fx 50% for investeringer i samme vækstfonde med startups fra omkring serie A til C samt for kapital, der går til notering på vækstbørser.
- Udlugning af al regulering, der hæmmer initiativ og innovation. Vi får ikke 1000 nye startups og 100 store, hvis vi spænder ben for dem. Et tværministerielt udvalg, gerne fx med Tommy Ahlers & Esben Østergaard i spidsen, skal luge ud, set fra et startup- og innovationsperspektiv, i uhensigtsmæssig regulering. Det gælder som flg. eksempler:
-
- De incitamentsprogrammer, der er underlagt ligningslovens §7p, der er så begrænsende, at startup medarbejdere bedre kan rejse til udlandet!
- Manglen på offentlige grønne indkøb fra innovative virksomheder er massiv.
- De af vores startups der laver fremtidens uorganiske fødevarer møder en mur af barrierer, og det samme gælder ved opstilling af nye tech energianlæg.
- Dansk diskrimination af aktiecrowdfunding.
- Tech transfer kontorer på nogle universiteter, der burde ensrettes eller nedlægges, for ’opfinderne’ skal eje deres opfindelse, ikke det offentlige.
3. Talent og diversitet skal forankres. Iværksættere og medejere er ønsket
Vision
Alle unge skal have bedre mulighed for at blive iværksættere og alle medarbejdere der vil, skal have mulighed for let og demokratisk medejerskab. Som et lille land skal vi tiltrække og udvikle alle talenter, af alle køn og nationaliteter, også så vi får diversitet i iværksætterteams og investeringer.
Fire vigtigste forslag
- Innovativ udenlandsk arbejdskraft skal have let og smidig adgang. Det vil være det vigtigste af mange tiltag for at få mere mangfoldige og diverse tech og life science teams. Der er stadig for mange benspænd, der hæmmer hurtig vækst af medarbejdere i Danmark for danske start- og scaleups. SIRI skal reorganiseres. Og STAR og A-kasser skal tilpasses et nyt arbejdsmarked med remote arbejde, freelancere og mulighed for fleksibel barsel samt let adgang til medejerskab.
- Det at medeje en startup skal gøres let . Vi gør alt for, at det er bøvlet og dyrt at blive medejer af en virksomhed, selv om alle arbejder i teams. Og for stiftere af startups er det en vital del af den mulige lønpakke, fordi de ikke tidligt kan matche corporates tech-lønninger. Indfør skematisk værdiansættelse, sænkede krav mm. I et demokrati skal virksomheder i dag kunne ejes af alle, der vil gi’ en hånd med til at skabe fremtiden.
- Vi skal have flere forskere til at blive founders. Vi har verdensklasse forskning, men i få andre lande bliver det i så høj grad ved papir. Så vi spilder den side af vores talent. Det skal være ligeså meriterende at være founder af en innovativ tech- eller LS-startup, som at skrive en forskningsartikel, en Ph.d.- eller doktorafhandling. Alle campus skal åbnes for startups, virksomheder og investorer – og techtransfer kontorer lukkes.
- Diversitet i stifter-teams og investeringer skal stimuleres. Vi har store udfordringer med at opnå større diversitet med køn, alder, race og anden mangfoldighed i startups. Derfor skal alle referencer fjernes i skriftlige ansøgninger, stive barsels- og orlovsregler ses efter og lempes for founders, og alle fonde og organisationer i feltet skal på linje med DanBAN rapportere i årsregnskab og opfordres til at tilslutte sig Diversity Commitment.
Comments