Den danske startupvirksomhed Novorésumé har skabt en platform, der gør det muligt for selv de mindst kreative sjæle at skabe et grafisk flot og professionelt CV, der kan skille sig ud i bunken af ansøgninger. Og der er mange, som kan se værdien i et unikt CV. Novorésumé har nemlig allerede to millioner brugere af deres digitale CV-værktøj.
Førstehåndsindtrykket er vigtigt. Det kan de fleste skrive under på. Især i situationer som jobsamtaler og første dates, hvor et menneskes personlighed, værdier og kvalifikationer skal kortlægges på meget kort tid. I datingverdenen er en personlig og spændende profiltekst ofte et krav for, at man overhovedet bliver taget til overvejelse til stillingen som potentiel livspartner. Man kommer næppe langt med standardtekster om ens kærlighed til vin og gåture på stranden.
Arbejdslivets svar på en datingprofiltekst er CV’et. Et unikt, overskueligt og personligt CV giver ofte et langt bedre førstehåndsindtryk end den almindelige standardopsætning fra Word. Ligesom der findes hjemmesider med gode råd til at friske ens datingtekst op, har den danske startupvirksomhed Novorésumé nu skabt en platform, der gør det let og overskueligt for alle at kreere et kreativt og professionelt CV til at gøre det bedst mulige førstehåndsindtryk hos fremtidige arbejdsgivere.
Det viste sig hurtigt at være en god forretning. I september 2018 ramte online-CV-værktøjet Novorésumé milepælen en million brugere, blot to år efter lanceringen. I dag kan Novorésumé meddele en ny bemærkelsesværdig milepæl kun ni måneder efter: to millioner brugere.

Det startede med en vennetjeneste
Det var sådan set et tilfælde, at de tre rumænske studerende Andrei, Stefan og Cristian mødte hinanden på udvekslingsopholdet i Danmark. De var alle tre rejst til Danmark for at studere på Copenhagen Business Academy på hhv. softwareudvikling, multimediedesign og innovativt entreprenørskab.
Lige så tilfældigt var det også, da forretningsidéen om en platform for CV-skabeloner opstod for tre år siden. Det startede en dag, hvor en ven bad om hjælp til at sætte en jobansøgning og et CV op. Han ville skille sig ud fra konkurrenterne med et mere kreativt og unikt CV. Det blev startskuddet til en idé, der skulle vende op og ned på de tre grundlæggeres tilværelse.
”Vi hjalp en ven med at layoute hans CV, men da flere venner pludselig kom og bad om vores hjælp, gik det op for os, at hey, der er faktisk et marked for det her. Derfra var der ikke langt fra tanke til handling,” siger Stefan Polexe, som er en af grundlæggerne bag Novorésumé.
Her tre år efter er idéen blevet til en platform med to millioner brugere, der kommer fra 238 lande fra hele verden. I 2018 havde Novorésumé en omsætning på 9 millioner kr. og forventer en omsætning på 15 millioner kr. i 2019.
“Vi startede med en sjov idé, tre laptops, stort set ingen penge og nul brugere. Det er vildt at tænke på, at udviklingen er gået så hurtigt, og det bekræfter, at der er et reelt behov for vores værktøj. Jobsøgende har rent faktisk brug for en digital hjælpende hånd til at nå deres karrieremål,” siger Stefan Polexe, CEO og co-founder af Novorésumé.
Novorésumé’s gode eksempler på hpbbyer til dit CV:
Udholdenhedsport – sportsgrene som svømning og løb viser, at du har udholdenhed og drivkraft.
Kreative hobbyer – såsom maleri eller skrivning. Det antyder, at du har et kreativt sind og kan komme med nye løsninger på komplicerede problemer.
Holdsport – fodbold, basketball, volleyball osv. antyder, at du er god til at arbejde sammen med mennesker for at nå et fælles mål.
Strategiske spil – for eksempel skak viser, at du nyder at tænke strategisk.
Engagement i lokale fællesskaber – hvilket viser, at du er en person, der er til at samarbejde med andre.
Bueskydning – viser, at du er en præcis og fokuseret person.
Havearbejde – viser, at du er interesseret i miljøet og naturen.
Yoga – viser, at du er en rolig person og har kontrol over dine handlinger.
Læs flere gode råd til dit CV på Novorésumé’s karriere-blog.
Danmark som startupland
Ifølge Stefan har de tre virksomhedspartnere da heller ingen planer om at flytte tilbage til hjemstavnen Rumænien – særligt på grund af Danmarks gode startupmiljø.
”Danmark er et fantastisk land for startups. Det er nemt at finde ud af, hvad man må og ikke må, og så har man fra politisk plan gjort det utroligt nemt ved, at alt foregår digitalt. Fx er vores selskab registreret i Danmark, men hvis vi havde registreret det i Rumænien og fx en dag skulle skifte adresse fra én gade til en anden, ville det betyde, at vi alle tre skulle flyve til Rumænien og troppe op på et kontor for at skrive under på et fysisk papir,” siger Stefan Polexe.
Den tid, de sparer på det administrative arbejde, har stifterne bag Novorésumé tænkt sig at bruge til at forsætte udviklingen og skabe nye produkter.
”Vi vil bringe rekrutteringskonsulenter og jobsøgende endnu tættere på hinanden. Vores næste mål er at udvide vores serviceområde med værktøjer til dem, som ansætter de jobsøgende. Vi er i den indledende fase af dette nye område i Novorésumé, og vi ser frem til at kunne fortælle mere og præsentere de nye produkter,” siger Andrei Kurtuy, CCO og co-founder af Novorésumé.