Varsler mødet mellem toppen af dansk VC-land og amerikanske kvante-profiler teknologisk paradigmeskift?
Såvel store danske som udenlandske venturefonde var i sidste uge samlet til EIFOs årlige GP Community Summit. De mødte bl.a. internationale topprofiler inden for kvantefeltet for at få en status på, hvor langt Danmark er med at blive en førende aktør inden for kvanteteknologi. Vi fangede Ben Bloom, CEO i Atom Computing og Lee Edwards, partner i Amerikanske Root Ventures.
At prominente navne fra bl.a. NVIDIA og Atom Computing i sidste uge var taget til Danmark for over to dage at snakke kvantepotentialer er i sig selv en markering af, at Danmark faktisk mener det, når vi gerne vil placere os forrest i feltet inden for kvantecomputing – og tilsyneladende er det ikke kun os selv, der ser os spille en vigtig rolle i det kapløb.
Der blev taget fat på vigtige diskussioner i løbet af de to intensive dage, der blandt andet bød på besøg hos BII (BioInnovation Institute) og alt fra investeringer i deeptech-startups til det nationale potentiale for at skalere kvante- og AI-teknologier ud over landets grænser, og hvor vores muligheder er i forhold til nabolande og Europa generelt, blev vendt.
Mødet markerer, at vi befinder os midt i et paradigmeskift, hvor AI og kvanteteknologi i øjeblikket driver et globalt innovationstog frem, som Danmark gerne vil være en del af fronten i.
”Danmark bokser i en klasse langt tungere end dets størrelse”
Ben Bloom er co-founder og CEO i et af verdens førende nye virksomheder inden for atomcomputing. EIFO investerede sammen med PensionDanmark 70 mio. kr. i virksomheden inden sommeren. Danmark arbejder som bekendt på at blive et center for international kvanteteknologi, og det at kunne tiltrække internationale kvantevirksomheder til Danmark er et vigtigt værktøj.
Vi spurgte Ben Bloom, der deltog i EIFO’s GP Community Summit, hvorfor virksomheden med hovedsæde på den amerikanske vestkyst nu har valgt at placere deres europæiske hovedkvarter i København.
Bloom havde i noget tid mærket en stor interesse fra Danmark og fortæller, at han har kendt flere aktører i venturemiljøet gennem flere år.
”Interessen og viljestyrken fra Danmark til at opbygge et stærkt kvantemiljø, sammen med landets og startup-økosystemets kvalitet, gjorde, at Danmark var et oplagt sted at placere vores europæiske hovedkvarter.”
Bloom fremhæver desuden Danmarks traditioner inden for life science, og ser det som en vigtig ingrediens, hvis Danmark skal ligge i førersædet på kvanteområdet.
”Investeringer i kvanteteknologi er på mange måder som investeringer i life science eller biotek. Her har Danmark en stærk tradition, og man kender udfordringerne og de – i forhold til andre sektorer – længere udsigter. Disse styrkepositioner betyder desuden, at der er en stor industriel underskov, hvor kvanteteknologi kan få stor effekt, fra Novo Nordisk til Mærsk og videre nedad. Det er den slags forhold, der gør, at jeg mener, Danmark er et lille land, der bokser i en klasse langt tungere end sin størrelse”, lyder det fra Bloom.
Kvante – ny dansk styrkeposition?
Bloom er overbevist om, at adgangen til kapital inden for kvanteteknologi vil blive styrket de kommende år.
At EIFO lige nu investerer i virksomheder som Atom Computing og danske modstykker som Kvantify er kun toppen af isbjerget, mener han. Flere tunge aktører vil blande sig i feltet, i takt med at kvanteteknologi beviser sit potentiale. Bloom har selvsagt tro på, at hans Atom Computing vil placere sig forrest i feltet, men har generel stor tiltro til nye aktører i Danmark.
”Hver dag de sidste seks måneder er der taget store skridt fremad i industrien. Vi kommer til at få kvantecomputere, der kan gøre ting, som er helt uden sammenligning med, hvad vi hidtil har set.”
Lee Edwards, partner i amerikanske Root Ventures, der investerer i deeptech på seed-stadiet, var en af de deeptech-investorer, der var fløjet ind fra USA for at deltage ved EIFO’s GP Community Summit. Edwards har et særligt fokus på, hvordan kvanteteknologi vil ændre spillet for AI og software.
”Vi vil formentlig se, at kvante-computing ændrer spillet for AI og software og hele måden, hvorpå man udvikler software. Det følger vi meget nøje.”
Edwards tror generelt på, at udviklingen inden for kvanteteknologi og AI er ved at facilitere et skift fra software til deeptech-baseret hardware.
”Vi har i mange år været vidne til – især i USA – at mange VC’er har haft fokus rettet mod forbrugerdrevet software. Rykket inden for kvante og AI gør nu, at jeg tror, vi står over for et skift, hvor investorer i højere grad kigger mod industrier med reel teknisk risiko inden for deeptech og hardware. Her vil lande som Danmark, der har stærke akademiske institutioner og forstår værdien af videnskabelig innovation, have et forspring. Men det skal understøttes af et stærkt VC-landskab,” understreger han.
Comments