”Forslag til Lov om Danmarks Eksport- og Investeringsfond” har Simon Kollerup sendt i høring til på fredag. Det mest spændende er det, der ikke står på de 112 siders af lovforslag og bemærkninger. Hvor ender den nye konstruktion? Og hvilke opgaver skal den løse for vores økosystem? Vi ser på det første spørgsmål i dag og det andet i næste uge.

Vækstfonden og Eksportkreditfonden skal som bekendt fusioneres til Danmarks Eksport- og Investeringfond (DEIF). Det ved vi. Det vi ikke endegyldigt ved er, i hvilke rammer og hvad den nye fonds mandat er. Regeringens forslag er til høring hos ca. 140 organisationer og kan læses af alle her.

Lad os starte med det vigtigste, herunder sikkert til beroligelse for alle liberale og frihedssøgende sjæle: I § 1 står, at fonden skal ”fremme vækst og fornyelse i dansk erhvervsliv” og i § 2 om målgrupper, at førstnævnte er virksomheder med vækstpotentiale. I § 3 står der så, at fonden normalt skal udøve sin aktivitet ”når det private marked ikke vil påtage sig den pågældende aktivitet henset til arten, omfanget eller risikoen forbundet hermed.” Intet nyt under solen her, og så er alle betrygget: Gerne hjælp fra fonden – men hjælp til selvhjælp.

 

Konstruktionen til betryggelse af Danmarks Brian

Dansk Erhvervs direktør poserer i disse dage dristigt i højhælede Roccamore-sko. Men netop betryggelse er nok et bedre ord for den indsats, han har lavet i forhold til lovforslaget. For efter lanceringen af fusionen i september samlede Brian Mikkelsen mediemæssigt sidst på efteråret protester fra dele af det store erhvervsliv med FLS, Vestas, Ørsted m.fl. op og fik faktisk politisk flertal af erhvervsordførere til at erklære sig mod fusionen! Som jeg før har beskrevet her, ønskede det tunge eksportende erhvervsliv ikke, at nogen skulle risikere at rokke ved den internationale regulering og nok heller ikke ved deres adgang til eksportkreditter! Og sådan bliver det så, for uforandret tryghed er den usynlig tråd gennem siderne med meget grundige begrundelser. Eksportkreditfonden og Vækstfonden fortsætter derfor med hver sin 4-persons bestyrelse og en egen direktør i spidsen!

Først oven over dem kommer der en bestyrelse i selve DEIF (Danmarks Eksport- og Investeringsfond) på op til 12 personer og med en allerøverste direktør. Så fusionen sker i en koncernstruktur ovenpå en bund med de altså to fortsættende velkendte størrelser. De to hedder så ikke en SOV (selvstændig offentlig virksomhed) men som en nyskabelse, en SODV (selvstændig offentlig dattervirksomhed). Kort sagt: Vi ender med to relativt selvstændige døtre, Eksportkreditfonden og Vækstfonden, der har fået en mor smækket ned over sig.

Oven på hende sidder ministeren. Og hvordan ansvarsfordelingen skal være i den struktur, vil fremgå af en senere koncerninstruks. Den vil jeg godt se udkastet til! Men det hele handler altså om at betrygge Dansk Erhvervs store medlemmer og deres Brian’er og Bettina’er. Ironisk nok ville ingen private selskaber nogensinde vælge en så absurd eller politisk konstruktion: 3 bestyrelser, der udpeger hver sin direktør! Vel at mærke, når pointen netop var at lave én fusioneret virksomhed. Hvis man skal se logikken positivt i det, må den være, at de to datterselskaber er en slags inversteringskomiteer, der har en bestyrelse som overbygning. Men hvorfor hedder de så bestyrelser?

 

Lur mig, det kan blive anderledes

Hvis den beskrevne konstruktion endelig var bestemt for evigheden, ville der være en lille bestyrelse for koncernen på toppen med Anders Eldrup eller lignende tidligere embedsmand som direktør og to normale forretningsbestyrelser og -direktører for hhv. det hjemlige og eksportbenet. Når det ikke er sådan, kan jeg bedst forstå det sådan, at konstruktionen ikke er ment for evigheden. (Sagt her med det forbehold, at jeg kan have misforstået det hele.) Ministeren vil holde armslængde, står der mange steder, men vedkommende kan dog ændre vedtægter og udpege bestyrelserne, som det passer. Og på side 71 fremgår det, at ”Erhvervsministeren kan endvidere (…) træffe beslutning om at opløse de selvstændige offentlige dattervirksomheder.” Tydeligere kan det vel ikke siges. Og inden er der flere steder åbnet for ”omstruktureringer på tværs af koncernen” (s. 62).

Jeg tror, de gode embedsmænd under departementschef Michael Dithmer har svedt og har løst cirklens kvadratur, der handler om politisk at få ro samtidig med at få den fleksibilitet, der muliggør, at den oprindeligt tænkte fulde fusion kan laves, når tiden redebon, altså parat.

 

Nye grønne oste til vækst og eksport?

Nu startede jeg til beroligelse med, at DEIF ikke skal konkurrere med, men hjælpe private selskaber, business angels, VC- og andre fonde, herunder pensionsfonde m.m. i indland og udland, ligesom en god del andre opgaver og mandater kan tænkes. Men hvorfor er det egentlig kun huller i osten, fonden skal fylde ud? Kan DEIF ikke tage en mere aktiv rolle ud over mulige synergier og skarpere produkter? Har vi ikke brug for at skabe og skalere flere typer af oste, herunder grønne oste? Hvad kunne egentlig være vores aktive ønskeliste til den nye fond? Det tager jeg op i næste uge – og du er mere end velkommen med dine forslag, mens Erhvervsministeriet studerer de mange velmente høringssvar, der så sjældent fører til større ændringer, når løbet er kørt.