Med virksomheden Satcom1 løste Karina Bergstrøm Larsen to ting – alles ønske om at være på nettet, når vi flyver, og sikringen af sin egen økonomiske fremtid.
Nu er den danske ingeniør, mor og hustru atter åben for nye eventyr. Hun har nemlig sagt sit job op hos Honeywell. Firmaet, der efter budrunde betalte de mange penge for Satcom1 og siden har været hendes arbejdsgiver. Først i et klausuleret forhold og det seneste halvandet år, fordi Karina Bergstrøm Larsen ville gøre sin opgave færdig.
“Jeg skulle løse et helikopterprojekt. På grund af propellens hurtige rotation har det nemlig indtil nu været umuligt at få satellitkommunikationen i en helikopter til at virke. Men det har vi løst nu. Og så passer det med, at min datter går på sommerferie,” fortæller hun.
FAKTABOKS: Karina Bergstrøm Larsen
49 år
Uddannet ingeniør i 1996
Stiftede i 2003 Satcom1 sammen med fransk partner og en business angel
Satcom1 har udviklet den routersoftware, der gør det muligt at få mobiltelefoni, internet, TV og videokonferencer til at fungere ombord på fly via satellit.
Mentor, bestyrelse og måske iværksætter igen
De næste måneder trækker hun arbejdsstikket. Men hun ved stadig ikke, hvor hun skal sætte det i, når datteren er færdig med sommerferien, og kalenderen skriver august.
“Jeg har mange ideer, Men jeg har besluttet mig for, at jeg gerne vil tage nogle bestyrelsesposter. Jeg vil fortsat gerne arbejde med satellitstyring og kommunikation. Og så kunne jeg godt tænke mig at være mentor for startups, måske også investor, lyder ambitionerne.
Men meget tyder på, at det ikke bliver ved det. For selvom hun har solgt en virksomhed for flere penge, end de fleste af os nogensinde kommer i nærheden af, så er hun ikke mæt.
“Jeg kunne sagtens forestille mig at blive fuldtidsiværksætter igen. Jeg har så mange ideer. Og så kunne jeg måske godt tænke mig at starte noget op alene, for så kunne jeg bestemme det hele,” siger hun med et grin.
Indtil videre må både ideer og ønsket om at være eneste chef i egen butik dog koge videre i gryden. Karina Bergstrøm Larsen gav nemlig sin mand et løfte, da hun solgte Satcom1 i 2015 – at vente med at starte noget nyt, til der var gået fem år. Det er der om 18 måneder.