Så er det en realitet. Med reformpakken fra i fredags er den meget diskuterede fusion af Vækstfonden og EKF på plads. Den fik et lidt længere navn til ære for de store eksportvirksomheder nemlig ”Danmarks Eksport- og Investeringsfond”. Superfonden slipper den nok ikke for at hedde på nettet. Og så fik den også et lokalt supplement i form af lokale fyrtårne. Er alle så glade? Vi ser på konstruktionerne, og hvad der siges og ikke siges om dem.

Mon ikke alle kan blive enige om to ting. For det første, at forløbet fra ideen efter sommer i regeringens ”Danmark kan mere 1” om at sammenlægge EKF, Danmarks Eksportkredit med Vækstfonden og dens lillesøster Danmarks Grønne Investeringsfond ikke har været meget kønt. I al fald meget langt fra hvordan vi forbereder fusioner andre steder.

For det andet, at det er godt, der kommer ro om konstruktionen. Især baglandet for EKF, i form af Coloplast, FLS m.fl., der ikke ønskede, der skulle rokkes ved deres eksportkreditter. Og det skabte usikkerhed, fordi Brian Mikkelsen, Dansk Erhverv på den basis før jul fik skabt et flertal af blå blok og De Radikale imod fusionen! Ikke verdens sundeste situation, især for ledere og medarbejdere, at manøvrere i.

Så nu er der i al fald en afgørelse. At der i forligsteksten står, at implementeringen vil ske ”faseopdelt” kan være en gave eller en hadegave. Lad os først se på aftalepapirets argumenter for fusionen.

 

Mere internatonalt, grønt og tværgående

Forligspartierne argumenterer ret grundigt for, at konstruktionen kan fremme ’alt det rigtige’ i tiden:

Det internationale.  Den stigende internationale konkurrence fremhæves straks, så ”EKFs ”specialiserede storkundeeservice skal fortsætte” som der eksplicit står. Det er det, onde tunger kalder corporates’ ’tag-selv bord’, hvad nu næppe er rimeligt sagt. Staten indskyder nu ”1,7 mia. kr. varigt til styrkelse af eksportindsatsen”. Sig så ikke, at Brian Mikkelsen & co ikke har fået i pose og sæk for at acceptere det her!  Set fra vores økosystem er det for så vidt fint nok, for scale-ups skal jo også ud på verdens markeder. Gerne med langt kendskab og god støtte i ryggen.

Det lokale. SMV’er skal – som altid langt hen forgæves, men særligt i de her år – rådgives. De skal ”have de rette finansieringsløsninger”. Reelt og klogest er det nok fortsat især at give garantier på den yderste bankrisiko, så de lokale banker tør gå med i SMV-fornyelser. Det ligger på den flade, at Vækstfonden og EKF har her overlappende garanti- og låneprodukter til SMV’er, der skal samordnes helt.

Den grønne omstilling. Fonden skal være central enabler ”inden for PtX, biomasse, pyrolyse, CO2-fangst” hvor ”både store og små, nye og etablerede virksomheder er i gang med udviklingsprojekter.” De fleste af de teknologier, vi skal bruge til 2030 og 2050-klimamålene, er langt hen kendte, men de skal skaleres, og det kræver virkelig styrke og ankerinvestorer. Det er formentlig vigtigt, som ved vindmøllerne i sin tid, at staten kan tør tage en risiko, så de private kan og tør løfte resten.

 Det tværgående. Tankegangen er, at de betydende innovative projekter i dag er mere komplekse og skal ses mere tværgående. ”Innovativt og agilt, skal fondens produkter og kompetencer kombineres” for at sikre finansiering af større projekter hedder det. Der skal større tyngde og mere sammenhængende produkter til.

 

Det offensive er det fede

Jeg tror sådan set, at hvis der er en stærk idé i det her, så er det de offensive muligheder. Fonden skal altså ikke bare som en gammeldags sparekasse passivt modtage låneansøgninger, men aktivt medskabe styrker og de samlingspunkter, der tegner sig fx indenfor life science, robotics, fintech osv. Det forudsætter en strategisk approach, samt især skarpe medarbejdere med stort frirum og mod i et miljø af ekspertise på equity og lån. Og det forudsætter, at der er armslængde til minister, så den større power ikke fører til mere politisk styring, men til en mere selvstændig og stærk igangsættende organisation.

For økosystemet er det særligt perspektivrigt at kunne følge scaleups længere med de 4 mia. kr. i accelerationskapital, der kan understøtte, at danske private fonde kan være med længere. For 4 mia. kr. er altså mange penge, da de vil gå til toppen af poppen, de danske, der når pænt ud ad bogstavrækken efter serie A. Kan scaleups mere gnidningsløst internationalisere og dermed hoppe over den sene Udvandringens Dal, vil det være fedt. Ud skal de, og kommer det nok for tiden af mangel på arbejdskraft. Men helst ikke af ren mangel på stærk finansiering.

 

Hvad kan bekymre?

Nu er det sådan set lige meget, hvad der har været af argumenter imod fusionen. I al fald dem, hvor EKF-baglandet har været imod af angst for begrænsninger af deres kreditter. De mere principielle ideologiske  argumenter mod statslige konstruktioner, også hvor de her er tiltænkt at understøtte et marked, vil selvfølgelig være der. En mere praktisk vigtigere betænkelighed, jeg har hørt både i økosystemet og hos medarbejdere er, at striben af compliance, risikovurderinger, investeringskriterier osv. også vil kunne mærkes her. Den tynger i alle finansielle institutioner i disse år og giver åndenød hos kunder og kernemedarbejdere, hvor kompleksiteten internt vil stige til nye højder.

Flere frygter, at der dermed kun bliver flere og mere akademiske lag, der skal høres med flere specialiserede medarbejdere og topledere. De synes ofte, der allerede er for meget politik og for lidt forretning i rummet. Det er jo ikke nogen unaturlig bekymring hverken ved fusioner, eller når organisationer vokser sig større og kommando- og kontrolveje og hierarkier bliver tungere. Og den er særlig naturlig, hvis det ikke er en ægte fusion, men konstruktioner med ekstra mange lag og stater i staten. Men der er altid usikkerhed og uro i fusioner. Derfor gælder det om tidligt at sikre en stærk vision, som samler organisationen om kerneforretningen.

 

De lokale erhvervsfyrtårne

De samme diskussioner, forhåbninger og bekymringer kan så gentages på mere regionalt niveau. Aftalepartierne vil nemlig lægge 500 mio. kr. oveni de 500, de allerede for et år siden har bevilliget til 8 lokale erhvervsfyrtårne. Hvad og hvor de skal udvikles står ikke klart i aftaleteksten, hvor det centrale afsnit siger, at ”regionale vækstteams og lokale parter” sammen skal ”udvikle otte erhvervsfyrtårne, der skal fokusere på at udvikle en række af fremtidens styrkepositioner inden for blandt andet det grønne område (power-to-X, CCS, vand, biosolutions) robotteknologi og velfærdsteknologi.

Jeg ser for mig den graf, der var i ”Danmark kan mere 1” på side 35 med netop 8 lokale erhvervsfyrtårne lagt på et Danmarkskort. Her havde Nordjylland ”Fremtidens grønne erhverv inden for fangst, anvendelse og lagring af CO2” og Bornholm var ”Østersøens fyrtårn for udnyttelse af grøn energi fra havvindmøller”. Frederikshavn skal ikke have motorveje denne gang, men CO2 lagring og Bornholm ikke turisme, men havvindmøller. Noget kan give mening, selvsagt robotter i Odense, fordi startups, viden (universitet), relevant erhvervsliv er i én klynge. Men det kan også blive for skrivebordsplanlagt og hvor skal fx velfærdsteknologi ligge?

Markedet klarer nok selv meget af lokaliseringen og jo, noget kan understøttes, så det lyser op. Andet kan gå grueligt galt og blive slukket efter sidste fyrmester. Meget ligger i udmøntningen. Min rædsel er 8 nye sekretariater med 8 nye direktører for en overskrift på et landkort. For ofte har det været dér, at en milliard er endt og brugt. Lad os nu holde fast i, at det offentlige skal støtte private aktører, der hvor det kan accelerere deres innovation. Og så ønske fonden for eksport & investeringer tillykke med afklaringen og held og lykke på rejsen. Det er ikke kun økosystemet, men også Vækstfonden der kom massivt styrket gennem krisen. Og det hænger endda sammen. Den ny fond er alt for vigtig for økosystemet til ikke fortsat at have succes.