Louise Lachmann – Sådan gør man sig gældende som mindre dansk venturefond

Det ser lovende ud for kapitalrejsningen i fond II hos Ugly Duckling Ventures, der er på vej til at blive dobbelt så stor som den første fond, fortæller Louise Lachmann. Udover at være ny partner i venturefonden, er hun trådt ind som forperson hos Fonden for Entreprenørskab. Vi taler med hende om de nye poster, og hvordan man agerer bedst som mindre VC i Danmark.

– Tommy Andersen, byFounders, forudså i en Bootstrapping Podcast for et halvt år siden, at vi, med mange mindre venturefonde i det danske økosystem, ville se en konsolidering af venturemarkedet. Ser du udfordringer i at kunne positionere sig som mindre venturefond i det nuværende landskab og gøre en forskel med op mod 300 mio. kr.?

 

”Som Tommy rigtig påpeger, stiller et højrentemarked andre krav til startups, da finansieringen af væksten ikke længere er gratis, og derfor skal selskaberne kunne vise en vej til profitabilitet. Det stiller også krav til ventureselskaberne, som nu i højere grad skal kunne demonstrere over for deres LP´s, at de har evnen til at føre deres porteføljeselskaber mod en succesfuld exit.

Det er rigtigt, at mange first-time venturefonde har svært ved at rejse deres anden fond – data viser, at kun omkring 37% lykkes med dette. Dog har vi på kort tid formået at positionere os som en væsentlig aktør inden for danske B2B SaaS-virksomheder, hvilket er et område, vi ser stort potentiale i, og hvor vækst og profitabilitet skabt på baggrund af den underliggende forretning er et væsentlig parameter.

Som aktive investorer var vi blandt de top-10 mest aktive i Danmark i 2023 (jf. Danmarks Eksport og Investeringsfond), og med kun én investering tilbage i Fond I er vi i gang med at rejse Fond II, hvor vi allerede nu har +70% commited med en fond, der bliver næsten dobbelt så stor fond som fond I. 

Vi er både glade for og stolte over at have solid opbakning fra vores corner stone investorer og en række af vores eksisterende LPs, der i kroner og ører har re-commited med +120%. Dette vidner om den tillid, vores investorer har til vores strategi og vores evne til at skabe værdi.

Vi har bevidst valgt at rejse en fondsstørrelse, som vi føler os komfortable med, og som er tilpasset det segment, vi ønsker at operere i. Vores tese fokuserer på en koncentreret portefølje og en tung follow-up strategi, som vi tror, vil give os en konkurrencefordel i det nuværende marked. En mindre fond kan også have den fordel, at det er lettere at levere attraktive afkast, hvilket igen styrker vores position og differentiering i et konsoliderende marked.”

 

– Hvorfor har I valgt at fokusere udelukkende på B2B-subscription startups i Fond II, og hvad ser du som de største udfordringer og muligheder for vækst inden for dette segment?

 

”Vi har valgt at fokusere på innovative B2B-løsninger, der driver effektivitet og vækst gennem skalerbare abonnementsmodeller. Mange af disse løsninger forbedrer virksomheders effektivitet og automatiserer manuelle opgaver på en skalerbar og omkostningseffektiv måde. Kombinationen af lavere indgangsvurderinger og stærke vækstdrivere gør B2B subscription startups til et attraktivt investeringsfokus. 

Vi investerer først, når der er seriøs revenue og traction, hvilket giver os mulighed for at modellere og validere skaleringspotentialet inden vi investerer, og dermed også vurdere den underliggende forretning og vejen til profitabilitet.

Selvom salgsprocesserne i B2B kan være lange og kræve tilpasning til de større, komplekse kunder, giver det samtidig også mulighed for at opbygge stærke, langvarige kunderelationer, hvor exits ikke nødvendigvis er afhængig af en IPO, men hvor interesse fra PEs og strategiske opkøbere også skaber exit muligheder, som det fx. var tilfældet med min egen exit til Bauer Media Group.”

 

– Gør fokus på B2B-subscription uden vertikal-specialisering det ikke vanskeligt at understøtte porteføljer-virksomheder, i de udfordringer de møder i ret forskellige industrier?

 

”Selvom vi fokuserer på B2B-subscription på tværs af forskellige industrier, ser vi det ikke som en udfordring, men snarere som en styrke. Som GP´s (General Partner) er vi generalister, hvilket giver os en bred forståelse af forskellige markeder og de udfordringer, virksomheder kan møde. I subscription forretninger er det mange gange de KPI´er, man bliver målt på, og ift. skalering organisatorisk og go-to-market er det ofte også de samme udfordringer.

Ofte har startups styr på deres produkt, men det er i deres vækstfase, hvor de virkelig har brug for vejledning til at skalere effektivt og sikre en succesfuld indtræden på markedet. For at supplere vores ekspertise sørger vi desuden ofte for at inkludere industrieksperter med dyb domæneviden som medinvestorer og bestyrelsesmedlemmer. Denne tilgang sikrer, at porteføljevirksomhederne får både strategisk og operationel støtte, der er skræddersyet til deres specifikke industri.

Vi har med denne approach også kunne tiltrække række LP´s, der kommer med en founder/operator baggrund, og som er aktive i BA-miljøet. Disse ønsker at tage noget af risikoen af ved at investere via en fond, hvor de samtidig får mulighed for at kunne bringe deres erfaring og talent i spil. Jeg er selv et godt eksempel herpå, som investor i Fond I samtidig med, at jeg er aktiv sparringspartner og direkte investor i to af porteføljeselskaberne.

Vores kombination af bred erfaring, specifik B2B SaaS-viden og samarbejde med domæneeksperter gør os i stand til effektivt at understøtte virksomheder på tværs af forskellige sektorer.”

 

– Kan du give eksempler på investeringer på vej i fond II eller bare succes cases i fond I? I startede jo midt i 2022 og dermed lige omkring en markedsvending. Rune & Andreas må – som mange andre – også have nogen i porteføljen, der er gået ned?

 

”Selvom vi startede i 2021/2022, lige omkring en markedsvending, har vi oplevet både udfordringer og succeser i vores portefølje. Vi er stolte over at kunne sige, at vores første fond, trods to konkurser, er foran på J-kurven, hvilket betyder, at vi har undgået den typiske initiale nedgang, mange venturefonde oplever.

Vi har set positive markups i flere B2B-subscription porteføljeselskaber som Eupry, Unioo og YOGO, som har formået at vokse og tiltrække yderligere investeringer til højere valuations. Juristic og BeCause er også gode eksempler på virksomheder, der har opnået betydelig fremgang og markedsopmærksomhed, siden vi investerede.

Vi har også lært meget undervejs, især fra investeringer som Kollektiv og Læsk, der desværre gik konkurs. Disse erfaringer har været afgørende for, at vi har valgt at indskærpe vores fokus i Fond II, hvor vi nu udelukkende investerer i B2B-subscription startups med begyndende revenue og traction. Denne strategi sikrer, at vi fokuserer vores ressourcer på de områder, hvor vi har størst ekspertise og ser det største potentiale for vækst, hvilket også er reflekteret i, at 90% af de investerede midler i Fond I er investeret i B2B-subscription startups.” 

 

– Du er selv for ganske nyligt trådt ind som forperson for Fonden for Entreprenørskab efter André Rogaczewski. Hvad er det for en retning, du kommer til at sætte der for at stimulere til iværksætteri allerede i uddannelserne? 

 

“Som ny forperson for Fonden for Entreprenørskab er mit mål at bygge videre på det stærke fundament, som fonden står på, og samtidig bringe min egen erfaring og vision ind i arbejdet. Jeg har været iværksætter det meste af mit liv, og jeg har navigeret gennem både succeser og udfordringer i tech-verdenen. Det giver mig en dyb forståelse for de udfordringer og muligheder, iværksættere står over for i dag.

Mit fokus vil være på at styrke entreprenørskab som en central del af uddannelsessystemet, hvor vi allerede fra en tidlig alder lærer børn og unge at tænke kreativt, tage initiativ og skabe forandring. Entreprenørskab handler ikke kun om at starte virksomheder – det handler om evnen til at se muligheder, tænke innovativt og drive forandring, uanset hvilken karrierevej man vælger.

Jeg ønsker også at fremme en iværksætterkultur, hvor vi bryder med nulfejlskulturen og i stedet hylder dem, der tør tage chancer. Vi skal være bedre til at støtte hinanden undervejs og anerkende, at læring fra fiasko er en vigtig del af succesen. Desuden er det afgørende for mig at arbejde for at få flere kvindelige founders, da diversitet er med til at skabe innovation og vækst. Jeg vil arbejde målrettet for at sikre, at vi får skabt de bedste rammer for den næste generation af iværksættere i Danmark. ”