Lars Tvede: Vi kan og skal innovere vores investeringstilgang
Investeringsprocesser, herunder i startups, skal radikalt innoveres. Det er ikke bare Lars Tvedes budskab; det er hans nye praksis. Læs hvorfor og hvordan, når vi går Lars Tvede på klingen med, hvordan han vha. kunstig intelligens og Supertrends’ rådgiverteam opbygger og tilbyder en helt ny type investeringstilgang.
Lars Tvede taler med den investeringsfaglige iver og smittende begejstring, der opstår, når man står med en innovation, der er i hastig udvikling. En slags MVP, der nu er ved at bevise sig på markedet. Efter 20 år med 17 bogtitler og en række erhvervspriser, utallige optrædener og ikke mindst masser af succesfulde investeringer – senest blev coronaperioden ramt helt rigtigt – står Lars Tvede og er optaget af det nyeste nye.
”Investorer kan få masser af data, tal og webinarer fra Bloomberg og andre udbydere, men du bliver alligevel efterladt i et tomrum. For det har hidtil været alt for svært at koble fra mikroøkonomi til makroøkonomi – og vice versa. Bliver brintøkonomien til noget, og hvor først? Det er den slags, vi som investorer gerne vil have klart og hurtigt svar på. Men ofte, som de sidste mange år, får vi mest udsagn som ”renten nok går op”. Det er ikke godt nok. Og ikke længere nødvendigt at lade sig nøje med. Er du makroinvestor, skal du også have forstand på mikroøkonomi. Ligesom f.eks. ventureinvestorer også skal vide noget om makro. Derfor har jeg sat mig for sammen med teamet i Supertrends at vende op og ned på det med de nyeste digitale teknologier.”
– Men Supertrends er jo ikke nyt. I al fald var det også titlen på en bog, du udgav allerede i 2009. Hvad er det nye?
”Det er rigtigt, at det også er en lang linje i mit liv. Allerede i 1984 begyndte jeg i mine bøger og privat at lave tjeklister for, hvordan man driver virksomheder. Siden begyndte jeg også at lave lister over dynamiske fænomener, der driver verdens udvikling. Det var regelmæssigheder i den sociale, demografiske, miljømæssige, nationaløkonomiske og ikke mindst teknologiske udvikling. Med tiden blev jeg dog specielt fokuseret på de supertrends, der skaber innovation i forretninger. Det nye er, at vi nu sætter kunstig intelligens (AI) og robotter på. Og hvad ændrer det? Først og fremmest reach og tempo. Vi har måske milliarder af datapunkter på et emne. Og hvis emnet er kvantecomputing, så kan vi på få minutter svare med tre grafer og dermed på, hvilken af de tre metoder til at måle ydelsen af kvantecomputing der vil vinde, og hvilke selskaber der arbejder med den. Manuelt tog det samme arbejde mange uger, hvis ikke måneder, og grundlaget var mere usikkert med langt færre globale informationspunkter. Og tilsvarende på fx vertical farming. Så det er blevet meget mere granulært. Vi er meget tættere på det konkrete og særlige – og voldsomt meget hurtigere.”
– Jo, men min erfaring – fx fra mit eget Nextworks analysepartnere og fx fra Airfinity i London, der på samme måde analyserer vaccine- og farmaprodukter – er, at alle de ”big data”, der spyttes ud, også skal tolkes for at være brugbare. Data i sig selv leverer vel ikke hele svaret, og crowdsourcing af fælles intelligens kan vel ligesom nogle af forudsigelserne i Gartners hype-cyklus også levere forkerte svar?
”Vi har ligget i et halvt år nu og færdigprogrammeret og lavet kørsler for testkunder med vores software, og vi kan så at sige tage enhver branche, ethvert investeringstema, og køre på det. Men det er rigtigt, at en af hovedudfordringerne er, at ud af de 100 allermest læste artikler om 3D-print er de tre originale og de 97 afarter, der kan mønstergenkendes. Så vi skal frem til den finale og udslagsgivende. Det kræver, at vi også validerer med erfaring og ekspertise. Første gang, vi analyserer et givent marked, skal en fagekspert kigge os over skulderen. Og det tager typisk en halv til to dage. Men derefter kan vi sætte analysen på repeat når som helst. Ligesom de der klaverer, der kan spille af sig selv.”
– Nu I vægter innovation i investeringsfeltet, hvad så med også at innovere væk fra lange rapporter med utallige grafer?
”SBB i Schweiz, som svarer til DSB i Danmark – bortset fra, at SBB kommer til tiden, ha, ha – har en app, hvor du let med fingeren kan tegne en streg mellem punkt A, hvor du skal fra, og punkt B, hvor du skal hen – og så vupti, kan du stå med billetten på mobilen. Så mit krav til vores mobilapp var, at du skal kunne gå gennem en lufthavn med håndtaget til den carry-on-bagage i den ene hånd, imens du swiper med tommeltotten på den anden hånd. Og derved skal du få et aktuelt overblik over alt, hvad der sker med innovation i verden inden for netop din branche. Derfor har vi også inviteret de bedste bruger- og mediefolk, fx Per Mikael Jensen (tidligere direktør for TV 2 og Metro, red.), for at brugerinterfacet er second to none. Det er appen. Så har vi Strategi-Lab, hvor virksomhedsledere kan være med til at udforske de på deres område relevante investeringstemaer.”
– Er du så ikke inde i consulting? Og er det nu en vej, der er værd at betræde, spørger jeg, som aldrig er stoppet som konsulent?
”Jeg læste før COVID-19 en artikel i The Economist om, at den mindst moderniserede branche er din! Fornyerne af andre har det allersværest med at forny sig selv! Men der er dog altid brug for mennesker og rådgivere, for der er masser af psykologi i en omstilling. Det er ofte vigtigt, at du ikke bare får spyttet et facit ud, men selv er med i processen. Personligt skal jeg nok hverken være konsulent eller coach; det rækker min tid og mine evner næppe til. Men jeg synes, det skaber værdi, at Supertrends er med til at tilbyde en ny type innovativ strategilægning, hvor man sammen i et war room omkring store TV-skærme kan dykke ned i data og temaer. I dette setup kan ledere gennemgå et interaktivt forløb med vores digitale strategispil, som kombinerer mine mange tjekklister med vores overblik over den globale innovation. Det er der stor interesse for. Flere europæiske virksomhedsledere samt kapitalfonde og investeringsbanker vil gerne eksempelvis med på det, vi har gang i. Så jeg tror, at vores War Room og Strategy Games kommer til at rykke. (Se beskrivelse i artiklen Lars Tvede om Supertrends’ 5 nye produkter) Og det hele er jo meget større end mig selv; og nu går vi fra fokus på ren egenudvikling og tests til internationalt kundefokus. Der er i foråret investeret over 10 mio. kr. fra europæiske investorer i Supertrends til en værdisætning på 45 mio. kr.”
– Stadig er præmissen for Supertrends vel en tech-optimisme? Tech, herunder biotech, kan og skal løse de problemer, vi har i verden, ikke politikerne. Hvad er forskellen på Supertrends og fx Singularity og Ray Kurzweil med hans eksponentielle innovation?
”Jeg har ikke besøgt Singularity, sådan som fx mange danske ledere har – men jeg ved godt, at de bliver ”blown away”. Jeg tror bare, det er en ret generel stimulans, de får i San Francisco. De får næppe noget med, som de meget konkret har kunnet bruge i egen forretning eller investering. Her går vi igennem en proces, hvor du får en helt specifik og meget detaljeret viden. Altså, hvad der kommer til at ske i det scope, netop du har. Og vi tilbyder oveni en konstant overvågningspakke. Så du bliver permanent empoweret på de felter og temaer, der har dit fokus. Det er ikke bare en generel snak om alle de nye spændende teknologier, der ”frelser” verden, pyntet med tilfældige succeseksempler.”
– Men den fokusering, du giver, kan vel så også risikere at forblive i silotænkning, i kun at ramme ét emne? Og meget innovation består jo netop i krydsbefrugtning mellem felter?
”Ja, man kan få så meget information om én ting, at man ikke kan se, hvad der er lige ved siden af. Men vi tagger innovation med 3.000 tags, og derfor vil mange af vores tags vise branchefolk noget, de ikke var klar over kunne påvirke deres egen branche. Kan man fx få protein ud af kuldioxid i luften, som Solein kan, så vil nogen måske afvise innovationen som irrelevant. Medmindre man lige ved, at planeten Mars’ atmosfære består af 95 % kuldioxid; og så er det i al fald relevant for de kommende space-ekspeditioner, for med den teknologi kan de lave mad ud af atmosfæren. Derfor er det vigtigt, at vi bruger paneler og bringer folk fra forskere til founders ind, der kan se på tværs. Hvad er fx sustainable i modebranchen? På 15 minutter fik vi et resultat, vi tidligere tog mange måneder om. Men data skal valideres og kigges på.”
– Den her type analyse skal vel så også bruges i din nye Atlas Global Macro-kapitalfond og dens forvaltning af foreløbig 1,7 mia. kr.?
”Supertrends er som sagt et helt selvstændigt selskab, ligesom Atlas-fonden med foreløbig 1.100 aktionærer er det. Men Atlas har – ligesom andre – købt et abonnement på de analyser, der ligger på appen. Så jo, det ville være godt dumt ikke også at investere efter det, ligesom det er let at generere præsentationer med værktøjet. Men Atlas har jo også langt hen mere almindelige finansielle investeringer i fx råvarer og valuta, der undertiden påvirkes meget af konjunkturcykler og andet, der ikke umiddelbart er teknologisk. Men kigger vi så nærmere på markederne, hjælper det virkelig at have teknologisk overblik også. Og så – hvis man ved, en elbil bruger 84 kg kobber – kan det jo godt betyde noget for køb og salg af positioner på den råvare. Men som alle andre værktøjer er Supertrends godt til noget, og mindre relevant til andet. I det felt af ventures, I arbejder med på Bootstrapping, er det i al fald højrelevant. Fx er vi i dialog med to venturefonde om at screene startups for dem. Og vi har jo kun lige set starten.”
– Og hvordan ser du så i øvrigt udsigterne for startupscenen?
”Iværksættere og venturekapital har historisk, fx de venetianske købmænd, der brugte en kapitalfondsmodel, bidraget til at gøre samfund rige. Men i Danmark præmierer og forkæler vi jo to andre grupper: Lønmodtagere med fast indkomst lige under topskattegrænsen og ”rent seekers”, ejendomsejere, der tjener større og mindre formuer på deres passive mursten. Danmarks usædvanligt høje kapitalbeskatning på aktiegevinster straffer alle de aktive, risikotagende vækstiværksættere, hvis værdiskabelse alle de andre jo i virkeligheden udsuger. Det er ufatteligt, altså ufatteligt, dumt.”
Comments