Hvordan går det med investeringer i vores startups og scaleups?
Heldigvis falder renterne nu - og det alene vil gøre det lettere for founders at få finansiering. Men kapitalrejsning er en evig udfordring. Hvor skal du finde guldet? Det kan du studere, i den rapport om kapitalmarkederne, ”Fra Startup til Scaleup” EIFO udsender i dag. Vi giver dig et hurtigt overblik.
Nu er det ikke ulven, men væksten der kommer!
Jeg skrev i fredags, at nu det er lykkedes at få inflationen pænt ned, vil de amerikanske renter om et år være gået fra 5 til 3% og de europæiske og dermed danske fra 3,6 til 2,2%. Det er i al fald hvad markedet allerede nu har indpriset! Der er så det særlig gode budskab – jeg snakkede med Las Olsen, Danske Banks cheføkonomen om i går til FBV-konference om børsmarkederne – at selv om det er indpriset i verdensmarkedet, er de lave renter ikke nødvendigvis endnu indpriset i SMV startup og vækstsegmentet.
Så når det ikke længere vil koste 10-12% med et bank- eller EIFO lån, så tør founders igen låne, og der kan igen blive lidt travlt i erhvervsafdelingerne med at finansiere. Og når kapital fra venturefonde, kapital til vækstbørser osv. bliver billigere, tør startup og scaleups for alvor satse på at løfte toplinjen.
Som investeringsdirektør i EIFO Erik Balck-Sørensen udtrykker det: ” I 2024 er inflationen, såvel som renterne, stabiliseret, og der er rentesænkninger og dermed også billigere finansiering i vente. Sammen med bedre udsigter til vækst, vil det styrke investorernes lyst til at investere, og i det hele taget vil det give danske startups og SMV’er bedre adgang til finansiering til deres vækst.” Altså alt andet lige. En amerikansk recession kan komme noget på tværs.
Hjulene kører for ventureinvesteringer…
Der er jo vækst i Danmark – også udenfor Kalundborg – på omkring 2%, hvilket er bedre end i så mange andre EU-lande. Det danske venturemarked var i 2023 ét af de eneste lande i Europa, der voksede mest! Endda 24%. Og det ser ud til at have fortsat, hvilket så også tiltrækker udenlandske fonde tilbage til Danmark og med ind i syndikeringerne. Det er, som Erik Balck-Sørensen udtrykker det, ”gode nyheder, ikke mindst for founders. For dem betyder det, at de ikke behøver at sælge for meget ud og for tidligt.”
Som jeg ser markedet, er væksten i ventureinvesteringer trukket af familiekontorer og de mange venturefonde – førstegang som senere – der skal have deres kapital ud og arbejde. Der er især mange gode danske scaleups, og multipler og værdisætninger er acceptable, og der er selvfølgelig også mange opfølgningsinvesteringer. Fortsætter udviklingen fra første halvår her ind i andet halvår, kommer 2024 til at blive endnu bedre end 2023, konstaterer EIFO. Ja, og 2025 tegner altså endnu bedre!
… men alt med forskel
Intet vokser ind i himlen. Business angels har her ikke kunnet være med det seneste halvandet år. Der er åbenbart for mange, der har 3-5 investeringer og har brændt sig så meget på dem, at følehornene er trukket tilbage – og hvorfor løbe risiko, når en investeringsejendom giver sikkerhed? Og nogle BA’er med større porteføljer synes måske også, at de har taget risiko nok nu; især fordi de – som rapporten nævner – ikke føler founders i tidlige faser hurtigt nok har justeret deres værdisætninger ned til det internationale niveau. Hele tiden kommer der dog nye og bedre uddannede BA’er til, så mon ikke vi får vendt den nedadgående trend.
Vi ved alle, at der mangler vækstkapital i Danmark efter serie A. Kapitalfondene oppe i buyout-segmentet, har haft færre deals verden over og også i Danmark. De har måske købt lidt dyrt ind i de glade 2020-21 dage og kan nu ikke få exits. Så de holder sig p.t. til at skalere den portefølje, de har.
Som vi alle ved, er der flere afnoteringer end børsnoteringer på børserne. Her hjælper rentefald og lagerskat, så vi nok kan få en god restart med IPOs i 2025, ligesom det at vi får aktie crowdfunding igennem, kan hjælpe på den type mini-børsnoteringer.
Sådan er der så mange tendenser. Du kan selv dykke ned i de segment oplysninger , der interesserer dig i ”Fra Startup til Scaleup”.
Comments