Gæld er gift for startups! Vi skal finansiere med egenkapital
Lån til startups, der kører længe med underskud er gift, skriver Gregers Kronborg, investor og bestyrelsesmedlem i DanBAN. Det sker som opfølgning på sidste uges artikel, på basis af tal fra EIFO, om runway for danske startups/scaleups. Gregers Kronborg spørger, om det ikke vil være bedre for alle, også EIFO, hvis de går ind med egenkapital i stedet for lån. Og konverterer lånene i de startups, der har brug for det?
Hvorfor er det, at vi i så høj grad i Danmark, når det gælder staten, hjælper startups og scaleups med lån, som det generelle instrument? Det har ikke altid været sådan. Og i det nuværende marked er det tydeligt, at det ikke er hensigtsmæssigt for de fleste. Og da markedet er omskifteligt, så er det uhensigtsmæssigt. ALTID!
BA-matching og 3:1 miseren under covid 19
Business Angel Matching ordningen blev i sin tid etableret under Vækstfonden som en erstatning for ordningen under Innovationsmiljøerne. Men samtidig ændrede staten instrumentet fra egenkapital til lån. Det positive var, at investeringsbeslutninger blev flyttet fra embedsværk til erfarne erhvervsfolk og investorer. Det gav rigtig god mening. Men det, at satse på lån i stedet for egenkapital, har vist sig at være en stor fejl. Ikke for SMV’er, men for det segment af markedet, hvor vi kører med startup/scaleups, der for at vækste og komme ud på verdensmarkedet, kan køre en rum tid med underskud. For at illustrere pointen: Multi-milliard værdiansatte Uber og AirBnB har lige for første gang efter 15 år overskud.
Da Covid rullede over os, var der i foråret 2020 stor politisk velvilje til at hjælpe med en særordning. Her hjalp moms- og skatteudskydelse jo ikke som for andre virksomheder. Og vi frygtede for overlevelsen af startups. Derfor kæmpede vi dengang for at give matching-ordningen en ordentlig gang adrenalin! Og det lykkedes. Regeringen gav adgang til 3:1 gearing fra Vækstfonden. Så hvis vi BA- og VC-investorer risikerede 1 mio. kr., kunne founders låne op til 3 mio. kr. Den ordning var – trods det at nogle af os advarede – stadig baseret på lån som instrument. Og enkelte tog så alt det de kunne få! Men lån skal betales tilbage. Det gælder både almindelige lån og Covid-19 lån. Og det var ikke alle founders og investorer, der åbenbart var helt klare på det. Tankegangen var nok, at nu løser vi de akutte Covid-problemer, og når alt er lyst og fint igen, så fikser vi det med lånene.
Gæld er gift i start- og scaleups
For startups som ikke genererer overskud er gæld gift. For hvordan skal de servicere gælden uden overskud? Når gælden optages, laver man naturligvis et budget, hvor man vokser forretningen så den kan servicere gælden. Men vi ved også, at budgetter ikke altid opfyldes … specielt i start- og scaleups. Derfor bliver gælden også gift for fremtidig fundraising. Investering sker for fremtidig vækst, ikke for gammel gæld. Og det er præcis det vi ser nu.
Covid-19 ordningen var her særlig giftig, fordi EU-reglerne betyder, at man ikke kan forhandle gælden ”forretningsmæssigt”. Matching-lånene begynder at skulle serviceres fra nu og over de kommende kvartaler. Det vil belaste burn-multiplen, hvilket samtidig vil gøre fundraising sværere. Og uden fundaising reduceres muligheden for, at vokse omsætningen hurtigt nok til at løse gældsproblemet. Selv hvis man får udsættelse med afdrag på gælden, så ved investorerne godt, at senest ultimo 2026, forfalder Covid- lånene. Også for de formentlig ret mange startups, der har været nødt til at bede om udsættelse for at påbegynde afdrag.
Så står der altså en ”betonmur” foran disse startups. Den skal forceres – eller man får et crash. I det perspektiv vælger nye investorer startups, som ikke har det problem. Det kunne være interessant at vide, hvor mange i EIFO-porteføljen med forskellige typer matching-lån, der har bedt om, henholdsvis har fået udsættelse. Jeg vil tro, at det er ganske mange.
Lad os få gældskonvertering – og matching med kapital
Mit forslag er, at man skal få ryddet op i den gamle fejl med at bruge lån som instrument i det her startup-segment. Den gæld der er, skal kunne konverteres til egenkapital. For så er selskaberne igen ”fundable” og der er ikke en gæld, som skal serviceres. Både investorer, EIFO og founders undgår det totale tab af investering samt konkurser. Og de kan håbe på et senere afkast. Og håb er nu engang at foretrække frem for katastrofe!
Så jeg mener det er oplagt, at fremadrettet skal BA-matching baseres på egenkapital-matching!Og det perspektiv gælder også, når selskaberne finansieres af venturefonde. Vores VC-fonde taler ikke så højt om udfordringen med deres syndikeringslån. Men de er langt hen ad vejen præcis det samme.
Og hvem er så ”man”, som skal få ryddet op. Nu er der fløjtet i fløjten (igen). Jeg tænker, at EIFO kan nævne for Erhvervsministeren, om ”billedet” er helt forkert. Og hvis EIFO bekræfter problemstillingen, så fikser Erhvervsministeriet problemet, og skifter til egenkapital-matching. Done !
P.S.
Undervejs vil nogen spørge, hvilken kurs der skal konverteres til, hvis der ikke aktuelt er en investeringsrunde med en ny uafhængig investor, som sætter markedsprisen. Mit svar vil være en konvertibel lånenote uden rente, med 20% rabat på næste (kvalificerede) runde og evt. med en ”CAP”. Det koncept er velkendt.
Vi har bedt Anders Christian Andersen, ansvarlig for lånefinansiering af Digitale Platforme hos EIFO, svare på kritikken her
Comments