Chief Learning Officer til CanopyLAB

Lise Andersen-Alstrup tiltræder stillingen som Chief Learning Officer i CanopyLAB A/S, hvor hun vil være ansvarlig for produktion af indhold samt videreudvikle og geare CanopyLAB til fremtiden og sikre både danske og internationale kunders optimale udbytte af platformen.

Lise har stor erfaring inden for uddannelse samt EdTech og kommer fra en stilling som Head of Editorial Operations fra Clio, hvor hun har været ansat de sidste syv år. CanopyLAB er en dansk EdTech virksomhed, der har udviklet en læringsplatform, der muliggør forskellige typer læringsoplevelser, kompetenceudvikling og fællesskaber, kaldet social learning.

“Jeg glæder mig meget til at overføre al min viden fra mine år i Clio til CanopyLAB og til deres kundesegment. Læring er helt fundamentalt for mennesket uanset alder, segment og branche, og i takt med at teknologiske systemer som adaptivitet, AI og machine learning udvikles, demokratiseres læring, og målrettet og personificeret undervisning muliggøres for alvor. På den måde skabes de bedste forudsætninger for den enkelte, og det er det centrale. Mulighederne og kravene for læring kommer til virkelig at tage fart nu, og vi har kun set begyndelsen. Derfor er det fantastisk spændende og inspirerende at være en del af en virksomhed som CanopyLAB, der er lige så passioneret omkring læring og perspektiverne for læring, som jeg er,” siger hun.

Comments