Kilde: Getty Images

Venture vs. vækstbørs-vejen – Abzu’s vilde AI – Joo & Roope accelererer – Grøn Sky & MidwifeVR – Brænd hamsterhjulet

 

Det vilde ved tech i dag er, at det ikke bare mangedobler hastigheden i processer. AI kombinerer i dag data, den menneskelige hjerne ikke selv kan nå frem til. Men kan sammenhængene ikke forstås? Med kvanteteori og supercomputere kan vi nå forståelser, siger forskerhjernerne i dansk-spanske startup Abzu. Jeg har kun mødt CEO Casper Wilstrup, men det er også nok til at sige, at her har vi noget unikt. Casper fortæller som ugens startup om etiske konsekvenser, om at være med til at udrydde cancer og om AI op mod konkurrenter som Google, Amazon og Tencent.

Abzu-casen viser også, at vi efterhånden er virkelig gode til BA- og venturevejen frem til serie A. Den tidlige ”Dødens Dal” er langt hen væk. Til gengæld er vi virkelige dårlige til børsvejen. Og det er en skam, for den er mere demokratisk og lighedsskabende ved at sprede ejerskab på mindre investorer og medarbejdere, skriver Thomas Black-Petersen, direktør i den nye Foreningen af Børsnoterede Vækstvirksomheder (FBV) i klummen Venture eller vækstbørs? En af grundene er det, Thomas og FBV på deres hjemmeside kalder iværksætter-lagerbeskatning, altså at founders skal betale skat af ikke realiserede kursgevinster på børsen – og derfor typisk skal sælge ud af deres aktier med kursfald til følge.

En af de ting, der fungerer i Danmark, er acceleratorer, der griber vores pre-seed startups og udvikler dem. Joo Runge & Ann-Christine Roope, InTech Founders deler deres egne første erfaringer fra starten af deres accelerator, hvor det kræver mindst én kvindelig founder at deltage. Og så byder dagen på podcast med sjove Techtopia cases som Grøn Sky & MidwifeVR samt gode råd til at skabe en fed kultur uden for hamsterhjulet.

 

Ugens startup: Abzu – AI fra forudsigelse til forståelse

Abzu er en af Danmarks absolut mest spændende og avancerede startups. Kvantefysiker, co-founder og CEO Casper Wilstrup tilbyder i den dansk-spanske softwarevirksomhed en helt unik AI-teknologi. Men hvordan kan high performance computing-kvantefeltteori gøre Abzu’s AI så speciel til at forstå sammenhænge mellem data, og hvordan kan de distancere konkurrenter som Google, Amazon og Tencent? Få lidt hjernemassage med Abzu.

 

Hvad kommer efter business angel finansieringen? Venture eller vækstbørs?

Thomas Black-Petersen, FBV og DanBAN tager os på en lynrejse gennem valget mellem venture og børsrejse. Og der er også store perspektiver. For 25 år siden var der nemlig ca. 200 danske og 200 svenske børsnoterede virksomheder. I dag er der 189 danske og 1101 svenske. Tillykke Sverige! Hvad går vi glip af? Vi mister værditilvækst, og vi skaber ulighed. For vi mister den demokratisering det er, at vi er mange der ejer vores virksomheder og bakker dem op. Tjek valget ud med Thomas.

 

5 skarpe til ugens investor: Joo Runge & Ann-Christine Roope, Intech Founders

Joo og Ann-Christine gennemfører nu andet acceleratorforløb for startups med mindst én kvindelig founder. Hvad lægger de så vægt på ud over at gøre op med the confidence gap og ubevidst bias? Og hvad bruger de alle deres fine kompetencer til? Læs med.

 

Techtopia 230: Brug dine penge på en god ide

Ingeniørforeningen IDA gør noget for at støtte startups, der vil gøre en forskel indenfor tech. Med MidwifeVR kan nybagte mødre – i VR – lære at tackle udfordringen med at amme. Med Grønsky kan du gemme dine feriefotos i en sky, der udleder mindre CO2. Lyt til idérige founders.

 

Vækstfonden: Sådan skaber du en god arbejdskultur – med Pernille Garde Abildgaard

Take Back Time er et meget godt navn til et rådgivningsfirma, hvis man som Pernille Garde Abildgaard arbejder med at skabe både højere produktivitet og samtidig vil ’brænde hamsterhjulet’. Så hvordan kan man skabe en god arbejdskultur – både personligt og kollektivt? Lyt.

 

Arbejd færdig

Her brænder vi hverken hjul eller broer af, arbejder bare glade videre, så vi på fredag kan give dig et overblik over økosystemet i ugen. Bl.a. vil vi diskutere, om vækst og værdisætninger har toppet? Har du input, så skriv til jesper@bootstrapping.dk, og vil du gerne være med, støtte os og købe et PRO-medlemskab, så ringer du til Nikolaj på 42610660. Vi ses.