Til kamp: DK som grønt Silicon Valley – 15 stærke Healthtech – ERNITs pitch-død!

Sidste forår var en gave for økosystemet. Lad det ske igen. Nu ikke på grund af smittetrussel udefra, men fordi krisen har vist startups som overlegne radikalt digitale forretninger. Lad os gribe mulighederne for at skabe grøn og bæredygtig vækst!

Nu hvor genåbningen kan skimtes, skal vi være forårsklar med vores politiske forslag til Simon Kollerup og venner. Derfor har vi på Bootstrapping gravet i, hvad vores mange organisationer vil – eller måske burde – fremme. Og især i, hvad det er muligt at få igennem: Det skal først og fremmest være grønt. Også gerne lokalt og demokratisk. Vi har en regering, som de nationalkonservative skamroser, fordi Mette tør bruge sin statsmagt og ikke bare administrerer efter embedsmændenes såkaldte ’nødvendigheder’. Ok, så lad os få noget kød på bordet. Lammekød om ikke andet og lad os få flyttet nogle hegnspæle, så de små påskelam kan vokse sig store.

For vi har jo hørt en del om ønsket unicorn status, senest var det Kents Lunar, der fulgte op på Jeppes Pleo. Og endnu bedre har vi allerede fået nogle nye unicorns i 2021, som især Trustpilot. Især fordi Mühlmann skaber vækst i Danmark, ikke bare i USA. Men hvordan får vi flere? Og især: Hvordan får vi flere til at blive længere i Danmark? Og hvordan får vi flere grønne og sociale? Det er opgaven.

Jeg kunne lave et katalog med en mængde, som matcher alle de påskeæg, påskeharen forventes at lægge de kommende dage til glæde for de smås findeleg. Men jeg har samlet dem i Økosystemets 5 fede forslag. Forstået som de felter, hvor vi har mulighed for at gøre noget omkring den fælles vision om et grønt og bæredygtigt Silicon Valley – i Danmark. En dal, der også er social, og hvor vi bruger vores styrkepositioner og bedre kan dele og få den viden frem kommercielt og investeringsmæssigt, som vi skal leve af.

En industri, der har impact i forhold til verdensmål og dansk styrke, er Life Science & MedTech. Her har vi en klynge, hvor dansk forskning er superstærk, og corporates som Novo, Lundbeck og Leo er ditto. Så her er det startups, der skal være broen mellem forskning og corporates. Vi har til påskeugen udgivet TechBBQ’s kortlægning af klyngen. Og behandlet 15 nordiske startups, der er blevet præsenteret i Asien. Mange af dem, vi på Bootstrapping før har præsenteret som ugens cases, fx Corti, Radiobotics, Measurelet, Fidabio, Ward 24/7 og sani nudge kunne også have været med. Vi skal bl.a. ud over investorfordomme om at man skal have dybe lommer eller være længe med i det felt. Det er notorisk forkert.

Nu skrev jeg, at Danmark skal være et nyt grønt Silicon Valley HUB. Udfordringen er, at Silicon Valley selv på mange punkter er længere i den grønne omstilling, end vi er. Vi har jo bedt Katrine Joensen, CEO for Innovation Centre Denmark om at skrive til os om ”Silicon Valley going Green”. Og første artikel i serien har titlen California – A Global Green Frontrunner og behandler netop, hvordan State of California understøtter den grønne omstilling. Læs om klimalove og støtte til grøn innovation. Det fortæller, hvordan vi selv skal op i omdrejninger.

Fra Silicon Valley har vi også fået de mange sociale platforme og mødesteder. I ugens Techtopia 187 spørger Henrik Føhns, om alle de møderum nu er sikre fx i forhold til misbrug af børn.

Møder kan også misbruges på andre måder. Founder Søren Nielsen af fintech startup ERNIT har fået masser af awards og funding. Men lukkede i 2020, fordi Søren oplevede ”Death by innovations teater”. Læs vores uddrag af hans nye bog med samme titel. Det handler bl.a. om at blive inviteret til fine pitch events med udenlandske storbanker og mødt i interviews af studenter med nul erfaring. Volia, det er så potent som min påskebryg med en Linie Aquavit.

Og så er det jo snart tid til en påskefrokost. Nyd de kommende højtider og kylle-kylle dage. Og så glæder jeg mig til at vende tilbage i næste uge med fantastiske nyheder både fra og til og om dette herlige økosystems herligheder.

God påske.