
Danmark til cyber-kamp: Nu skal investorer uddannes i cybersikkerhed
Industriens Fond og The Link gået sammen om at styrke det danske innovations- og startupøkosystem inden for cybersikkerhed. Der skal udvikles og investeres meget mere end vi har set indtil nu. Et vigtigt skridt er at tilbyde business angels et Cyber Angel Academy.
Danmark, og det meste af verden, står over for et stigende antal hackerangreb og forhøjede cybertrusler. For at stå i mod, er der behov for innovative løsninger og en stærk digital infrastruktur.
I det lys er de Industriens Fond og The Link gået sammen om at etablere et dansk Cyber Angel Academy. Akademiet skal uddanne og styrke investorer, så de bliver dygtigere til at forstå og investere i startups inden for cybersikkerhed:
”Cybersikkerhed er ikke længere en niche. Tværtimod. Høj sikkerhed er nødvendigt for alle i en verden, hvor danske virksomheder ofte rammes af cyberangreb og hvor energiforsyninger, vandværker, hospitaler og anden kritisk infrastruktur også er i fare for at blive angrebet. Det store behov for sikre produkter og løsninger betyder, at markedet er attraktivt og vokser. Og det skal vi udnytte bedre i Danmark,” siger Malene Stidsen, programleder hos Industriens Fond.
Vi skal føre founders og investorer sammen
Cybersikkerhed betaler sig. Ifølge forskningsinstituttet Cybersecurity Ventures forventes de globale omkostninger, forbundet med cyberkriminalitet, at nå op på svimlende 10,5 billioner amerikanske dollar i 2025. Problemet er globalt. Malene Stidsen mener, det vigtige derfor nu i Danmark er at skabe relation mellem iværksættere i feltet og investorer:
”Vi understøtter nu fra Industriens Fond – både via det nye akademi, men også gennem et generelt større iværksætterfokus – at flere iværksættere udvikler nye cybersikkerhedsløsninger og at business angels og venturekapitalister bliver bedre til at investere i dem, så de sammen kan skabe innovative produkter, høj vækst og bidrage til øget sikkerhed i både Danmark og internationalt”.
I takt med at vi digitaliserer vores samfund og erhvervsliv, så stiger antallet af angreb, og behovet for innovative sikkerhedsløsninger bliver stadig mere presserende.
Den danske udfordring: Startups mangler kapital
Udfordringen er desværre tydelig. Trods Danmarks stærke iværksættermiljø står mange startups inden for cybersikkerhed uden adgang til den nødvendige kapital.
Internationale rapporter, blandt andre fra videnportalen Venture in Security, viser, at lande som USA og Israel fører an i investeringer i cybersikkerhed. Her er dedikerede investorer med til at skabe stærke økosystemer for startups. VC-investor og iværksætter Geeta Schmidt, som har stiftet det aarhusianske cybersikkerheds startup Humio, der blev solgt til den amerikanske it-virksomhed CrowdStrike for 400 millioner USD i 2021, siger:
“Hvis vi ikke har investorer der er klædt godt på og ser mulighederne i cybersecurity, risikerer vi, at lovende startups aldrig når deres fulde potentiale. Da Humio startede, havde vi brug for investorer, der forstod kompleksiteten og potentialet i vores cybersikkerhedsløsning. Hvis investorer ikke forstår denne sektor, risikerer vi at miste ikke bare innovation, men også økonomisk vækst og beskyttelse af kritisk infrastruktur.”
Vi risikerer at sakke bagud
Her i Europa halter vi generelt bagefter både i forhold til volumen og netværk af investorer med indsigt i sektoren – og det er desværre særligt udtalt i Danmark. Det hæmmer udviklingen og væksten hos danske cybersikkerheds startups, som ikke har de nødvendige ressourcer til at bringe deres løsninger til markedet.
”Uden en fokuseret indsats risikerer dansk erhvervsliv at sakke bagud i en voksende industri, der tilmed er afgørende for fremtidens digitale sikkerhed og økonomi. Derfor håber vi at Cyber Angel Academy får ændret opfattelsen af investeringer i cybersikkerheds-iværksætteri fra at være højrisiko til at blive set som en strategisk nødvendighed med stort indtjeningspotentiale. Ved at klæde investorer på til at investere i cybersikkerhed, får vi tilføjet en altafgørende byggesten i opbygningen af et stærkt dansk økosystem på cybersikkerhedsområdet og skaber fundamentet for at fremtidens løsninger inden for cybersikkerhed kommer her fra Danmark,” siger Ellen Kobberø, der er projektleder for det nye akademi, som støttes af Industriens Fond med godt 3,2 mio. kroner.
Viden, værktøjer og træning
I praksis er Cyber Angel Academy en platform, hvor investorer får viden og værktøjer til at træffe beslutninger om investeringer i cybersikkerhed. Og akademiet arbejder blandt andet i tæt partnerskab med Keystones og DanBAN, der begge er blandt de største og mest aktive business angel-netværk i Danmark.
Gennem events, uddannelse og netværk klædes investorerne på til at forstå de teknologiske og forretningsmæssige aspekter af sektoren, samtidig med at de møder innovative startups og dermed præsenteres for konkrete investeringsmuligheder.
Cyber Angel Academy inviterer til kick-off-event i Aarhus den 5. marts 2025. Her får deltagerne indsigt i markedet for cybersikkerhed og møder blandt andet en erfaren business angel, der fortæller om sine erfaringer med at investere i cybersikkerhed, samt lovende startups inden for cybersikkerhed, der præsenterer deres forretningsidéer.
Læs meget mere om Cyber Angel Academy her: https://www.cyberangelacademy.dk/
Comments