Morten Bødskov

Bødskov lægger presbold for innovation og skalering

Spiller vi ikke sammen i hele værdikæden fra forsker til scaleup, har vi allerede tabt det, vi lever af: innovative teknologier og produkter. Det ved Morten Bødskov, der er rundt og tale godt for bidrag fra universiteter, de store fonde og pensionskasserne - som vi ved flere lejligheder fangede på hans rundtur. Lad os se på hvad der sker – og hvorfor det sker.

De 45 forslag i flertalsregeringens iværksættereform skal gennem Folketinget. P.t. studeres høringssvar fra organisationerne, og vi skal nok give en før-jule status på forhandlingerne. Men ét er folketingets præcise udmøntning af de 2,1 mia. kr. i de kommende par år, noget andet er, hvordan vi understøtter det ude i økosystemet. Her må jeg medgive: vi har en aktiv minister. Bare de sidste ti dage har vi på Bootstrappings redaktion hørt på og snakket fire gange med Morten Bødskov, når han er ude i møder om dele af reformen. Så i dag tager vi den på tværs, og ser på hvilke rationaler og hvilke sigtelinjer, regeringen styrer efter.

 

Verden er blevet en helt anden, så….

Rammen for en vækst- og iværksætterpolitik er vendt op og ned og valget af Trump vil kun skærpe det. Du kan være så liberal, du være vil: Statsstøtte og sikring af egne forsyningskæder er dagens (u)orden. 37 af 44 kritiske teknologier sidder Kina allerede på. USA vil under Trump bygge toldmure. 

I Danmark har vi til nu haft fuld beskæftigelse og høje lønninger, fordi vi, som Morten Bødskov siger, lever af det sidste og det nyeste, som vi har kunnet eksportere til hele verden. Skal vi blive ved med det, skal vi være endnu mere innovative og endnu hurtigere fremme på markeder i benhård konkurrence med virksomheder, der har hæmningsløs statsstøtte i ryggen. Det er logikken bag Morten Bødskov budskaber – som det langt hen er bag Mario Dragis 150 forslag til EU i hans 500 siders rapport om EU’s vækstkrise

 

Hvad skal de erhvervsdrivende fonde gøre for vækst og skalering

Når Morten Bødskov fx i mandags talte til de ni største erhvervsdrivende fonde på det Novo Nordisk Fonden finansierede Bioinnovation Institute, ønskede han sig ”flere fondsfinansierede BII’s ud over landet”. I iværksætterreformen stod som ét af de 45 forslag, at fondene bør koordinere bedre med hinanden og med EIFO om at skabe innovation. Morten Bødskovs argumentation for det, er karakteristisk: 

Fra Grundfos til Danfoss er I fonde der for at støtte jeres store innovative cleantech selskaber. Men jeres virksomheder kan ikke blive i front, hvis I ikke mere koordineret og samlet understøtter klynger omkring jer samt tværgående innovative teknologer som kvante, AI, robot m.m. 

Vi skal simpelthen spille mere sammen og turde satse, hvor det giver mening. Bødskov er fx optaget af, at hvis du som startup fx nørder med fermentering, så skal der være let adgang til fermenteringstanke i biosolutions klyngen på Sjælland. Familie-fondene er en kæmpe mulighed for at kunne understøtte den type langsigtet teknologiudvikling – og når de nu yderligere bør initiere inkubationsmiljøer, er det altså også for at sikre egne oprindelige virksomheders fremtid.

 

Universiteterne skal oppe sig og åbne sig

Thomas Hofman-Bang, Industrien Fond, pegede på et missing link fra projekt til drift. Hans eget projektfinansierede Open Entrepreneurship for alle 8 universiteter, startups og corporates på DTU’s campus, er et super eksempel. Hele kæden af initiativer skal tidligt spille sammen, så bæredygtige projekter skal kunne fortsætte i drift, hvad der så lige med reformen er lykkedes for Open Entrepreneurship at få bevilling til.

Så fondene behøver ikke den store presbold. Men det er der andre, der gør. Når regeringen i sidste uge fx kom med en ny life science strategi, er det ikke fordi, vi ikke har fremragende forskere på universiteter og universitetshospitaler. Og slet ikke fordi vi ikke har verdensklasse virksomheder og kæmpe eksport, også af andet end Wegovey. Sidste år havde sektoren en eksport på 174 mia. kr. Men vi underperformer i forhold til Oxbridge og Boston på at skabe nye virksomheder ud af forskningen. Deraf Bødskovs pointe om, at vi skal have flere inkubationsmiljøer som det af Novo Nordisk Fonden finansierede BII. Samtidig skal vi skal have universitetsbureaukratiet op i gear. Der er bl.a. – som vi har afdækket i Bootstrapping – kæmpe forskelle mellem de to timer, det kan tage at lave aftaler med universitetet ved Limfjorden og evig venten på Tech Transfer kontorer ved Øresund. Og der er ikke mange hospitaler, der som Lillebælt spiller så intenst sammen med investorer som Bagger-Sørensen familiekontor til at sikre startups udvikling inden for sundhed. 

 

Er pensionskasserne gået på pension?

Ikke helt – flere af dem investerer i dansk venture via fonde. Men de fleste lægger langt størsteparten af deres æg i amerikanske venture- og kapitalfonde. I den nye geopolitiske virkelighed giver det følgende logik: 

1. Danske lønmodtagere sparer flot op.
2. Deres valgte bestyrelser accepterer, at pengestrømmen går til amerikanske fonde, selv om de i snit performer dårligere end europæiske.
3. De fonde takker og opkøber så de bedste danske og europæiske startups.
4. De ender så med at flytte HQ og viden ud. Tak for det! Vi har skildret den trafik her mange gange og investor Michael Moesgaard Andersen fortæller i sin nye bog og ugens Bootstrapping podcast om samme. 

Morten Bødskov er også optaget af det selvmål. Og måske skal der mere til for bl.a. at nå målet om at fordoble dansk life science rapport, som målsætningen er med den nye life science strategi. I hvert fald er Bøskov meget bevidst om, at vi savner dansk vækstkapital til skalering. Nu ser vi snart, hvad der sker med ejerskabet af Dansk Vækstkapital (DVK), ligesom at EIFO snart skal løfte en growth kapital fond, jf. vores podcast med investeringsdirektør Erik Balck-Sørensen. Men den helt store udfordring post iværksætterreformen er at få sat flere af vores 4000 mia. kr. i pensionskapital i spil til 4. generation af store, danske iværksættervirksomheder.

 

Bødskov er – foreløbig – soft

Vi har en god dansk tradition for positivt samspil. Derfor er det nok hensigtsmæssigt, at Morten Bødskov kun henstiller og foreslår. Det skriver jeg, på trods af at mit eget temperament efterhånden er til fx at ændre universitetsloven, så de 8 rektorer og bestyrelser også måles på og forskerne meriteres af innovation, ikke bare forskning in abstracto. Ligesom at jeg hellere end gerne så, at pensionsselskaber fik lovkrav på at skæve til både afkast og dansk vækst. For markederne er ikke globale længere, og det er vel nok bedre, at pensionisternes børnebørn har jobs end pengearv? 

Frem for alt: som den geopolitiske udvikling er nu, er det op mod Putins Rusland et must, at vi kan forsynes os selv med grøn energi, at vi har adgang til råstoffer – og frem for alt er førende på al innovation, defence inklusive.

Så Morten: Bliv ved. Innovation og skalering er ikke nice to have, men need to have.