De to påstande “AI tager arbejdet” og “AI skaber langt mere arbejde” er begge sande på én gang.

Tager maskinen vores job, eller skaber den nye?

Begge dele: Først æder den job, og så føder den en sværm af nye opgaver, der pludselig er værd at udføre. Det interessante at se på er, hvor værdien lander.

Jevons’ gamle opdagelse

Da dampmaskinen blev mere effektiv i 1800-tallet, steg kulforbruget. Økonomen William Stanley Jevons så hvorfor: Gør du noget billigere, finder du hundrede nye grunde til at bruge mere af det.

Det samme sker med det tankearbejde, AI gør næsten gratis. I en branche, der byder på store opgaver, tog gennemgangen af et udbud før to arbejdsdage; i dag tager den et kvarter.

Alligevel bruges samme antal folk, for udbud der før var for små eller for dyre at vurdere, er pludselig værd at gå efter: flere opgaver, bedre tilbud, samme mennesker.

Kæden fortsætter opad. Billigere software giver mere software, mere kompleksitet og større behov for dem, der kan holde styr på det. AI’s produktivitet inducerer efterspørgslen på dem, der skal styre den. Derfor bliver udviklere mere efterspurgte midt i fortællingen om, at maskinen overtager deres arbejde.

Den nye flaskehals ligger uden om produktionen

AI gør selve arbejdet billigt, mens alt omkring en virksomhed forbliver menneskeligt og friktionsfyldt: efterspørgsel, aftaler, medarbejdere, bank, regler og regnskaber. Dér støder den inducerede efterspørgsel mod en mur af sejt menneskeligt arbejde, ingen AI gør overflødigt foreløbig.

Om bredden vinder mere, end dybden taber, afhænger af mod: hvor mange der vil lægge hovedet på blokken og starte nye virksomheder vi kan arbejde i.

Landkortet trækkes i to retninger

Signe er en garvet softwarearkitekt i Ry. Det seneste år har hun arbejdet nogle timer om ugen for 14 virksomheder og kun været fysisk til stede hos fire.

Tidligere hun begrænset af, at de dygtigste og dyreste softwarearkitekter typisk sad i København og Aarhus. Men nu overtager AI det tunge udviklingsarbejde. En lokal juniorudvikler kan trække på den samme tekniske ekspertise, som før krævede højtbetalte specialister. Dermed kan en virksomhed i Skive få adgang til samme tekniske kompetencer som en virksomhed på Østerbro – uden at skulle tiltrække eller betale for de samme specialister.

Men udviklingen går begge veje. For selvom en virksomhed i Skive nu kan få adgang til samme tekniske ekspertise som virksomheder i København, Hamborg eller Austin, skal den også konkurrere med dem om specialisternes tid. Signe kan sælge sin ekspertise til hele den vestlige verden, og hendes pris bestemmes derfor af den globale efterspørgsel frem for det lokale marked.

AI gør altså almindeligt udviklingsarbejde billigere og mere tilgængeligt for langt flere virksomheder. Men samtidig bliver de få specialister, der kan løse de sværeste opgaver, endnu mere eftertragtede og kan tage sig tilsvarende bedre betalt. Arbejdet spredes ud til mange, mens en større del af indtjeningen samles hos de få.

Regningen er sendt til en anden adresse

Den store bekymring er, at AI overtager menneskers arbejde og dermed fjerner både jobs og skatteindtægter. Men så enkelt er det ikke. Når AI gør det billigere at drive virksomhed, kan det også skabe flere virksomheder, nye jobs og mere økonomisk aktivitet.

Problemet er snarere, hvem der tjener pengene, og hvor de bliver beskattet.

Det danske velfærdssamfund finansieres i høj grad gennem skat på løn. Men når AI overtager arbejde, som mennesker tidligere fik løn for, flytter en del af indtjeningen fra medarbejderne til ejerne af teknologien. Og afkast fra ejerskab beskattes anderledes end løn.

Samtidig er mange af de AI-systemer, danske virksomheder bruger, ejet af udenlandske selskaber. En dansk virksomhed kan fx spare penge ved at automatisere sit bogholderi med amerikansk AI. Arbejdet bliver stadig udført for en dansk virksomhed, men en del af pengene går nu til en amerikansk teknologivirksomhed frem for en dansk medarbejder, der betaler skat i Danmark.

Vi risikerer altså at skabe mere økonomisk aktivitet, uden at skatteindtægterne følger tilsvarende med.

Det er her, Signes eksempel bliver interessant. AI gør det almindelige arbejde billigere og mere tilgængeligt, mens en større del af indtjeningen samles hos de få specialister og teknologiejere. Men vores skattesystem er i høj grad bygget op omkring de mange almindelige lønmodtagere.

Det paradoksale er, at udviklingen kan være positiv for både virksomheder og samfundets samlede produktivitet. Virksomhederne sparer penge, medarbejderne får bedre værktøjer, og økonomien vokser. Men hvis en stadig større del af værdiskabelsen ender som afkast hos udenlandske teknologiejere frem for som dansk lønindkomst, kan det udfordre finansieringen af velfærdsstaten.

Danmark kan med andre ord blive rigere på AI, uden at statskassen nødvendigvis bliver tilsvarende rigere.

Regningen skal findes, mens den er lille

Vi skal tage imod AI-håndsrækningen; virksomheder, der lader være bliver løbet over ende.

Men regningen havner et andet sted: statskassen, sikkerhedsnettet, den model der i hundrede år har været grundlaget for den danske sindsro over for teknologiske omvæltninger. To spørgsmål afgør dens størrelse: om bredden vinder mere, end dybden taber, og om vi finder en måde at beskatte værdien på, når den holder op med at komme forbi en lønseddel.

Artiklen er tredje del af en serie og bygger på essayet “Hvor meget menneske vil du ha’?” om AI’s forandring af det danske samfund.

Læs også: Kasper fra marketing arbejder dobbelt så hurtigt – men er ved at miste noget vigtigere