
Seed Capital og business angels i Aarhus – Er cyber det nye sort i økosystemet?
Cybersikkerhed er en af tidens store samtaleemner. Det er det også i IT-byen i Aarhus, hvor Cyber Angel Academy i forrige uge blev sat i gang. Bootstrapping har sat det spirende miljø i INCUBA under lup, hvor 40 business angels og bl.a. Seed Capitals Geeta Schmidt diskuterede cyber-potentiale og faldgruber i spændingsfeltet mellem nye startup-løsninger og sikring af kritisk infrastruktur i corporates.
Hvis man har betrådt området omkring IT-byen i Aarhus Nord, har man helt sikkert lagt mærke til eller besøgt INCUBA. Det er her, aktører i det aarhusianske startupmiljø som bl.a. The Link og The Kitchen sammen med Aarhus Universitet de sidste par år har været med til at lægge kimen til skabelsen af en klynge af cyber-startups, der er ved at manifestere sig som en, målt på interesse og styrke, mulig pendant til robot-klyngen i Odense.
Godt accelereret af den skærpede geopolitiske situation, som sætter defence- og cyber i højsædet, er der så meget gang i det her felt, at de startups, der sidder i INCUBA, samlet har tiltrukket venturekapital for 450 mio. kr. inden for det sidste halve år.
Blandt de mere prominente cyber-startups, som INCUBA huser, kan man fx fremhæve Partisia, Humio og Coana. Partisia, som vi har beskrevet her i Bootstrapping, er forsker & founder Kurt Nielsens anden startup efter han solgte Sepior til en amerikansk blockchain-unicorn. Humio solgte Geeta Schmidt til Crowdstrike for 2,4 mia. kr. inden hun blev partner i Seed Capital, og Coana, der er ganske nye, har sikret venturekapital fra den berømte venturefond Sequioa.
Det er nogle af de startups, der er en del af en hub, der lige nu er så attraktiv, at big tech for alvor har fået øjnene op for miljøet med Google og Uber som nogen af de seneste tilflyttere i IT-byen.
Hypen har forplantet sig som et uundgåeligt vokseværk, der også griber om sig arkitektonisk. INCUBA-bygningen er gået fra 3 til 18 etager, og netop på 18. etage er business angels fra nær og fjern hen over foråret samlet til en håndfuld sessioner, hvor cyber er i højsædet.
Cyberangreb fra Sony til Vestas
Forrige uge var 40 jyske business angels samlet til startskuddet på The Links Cyber Angel Academy, der har økonomisk støtte fra Industriens Fond. Det var blot en uge efter, at de fornemme lokaler havde dannet rammer for generalprøven med 15-20 DanBAN-investorer, som blandt andet fik tidligere FE-chef, Lars Findsens, perspektiver på, hvordan Danmark står rustet i kampen mod cyber-trusler.
Så barren var sat højt i Incuba, da The Link endeligt åbnede dørene i smilets by. Solen reflekterede ind i de mondæne lokaler på 18. sal, hvor programmet blev åbnet ved, at cyber-ekspert Kenneth Bjerregaard præsenterede et ”State of the union” overblik om cyber-situationen her til lands. Han lagde mødet ud med at vise et slide af en Coca-Cola bællende teenager, der befandt sig i en plakat-plastret-kælder.
”Sådan så det ”team” ud, der i sin tid hackede Sony!”, understreg Kenneth Bjerregaard med store bogstaver. Han tryktestede herefter publikums forhold til compliance ved at vise en QR-kode, som man endelig bare skulle scanne. ”Hvad laver I? Ved I ikke, at QR-koder er noget af det farligste, vi kan tilgå på mobilen?”, lød det efterfølgende docerende med et smil på læben fra Kenneth, som i hvert fald nu havde slået fast med syvtommersøm, at hackerangreb kan komme fra hvor som helst, i enhver form, og kan ramme alle, som ikke tager potentielle eksterne IT-trusler alvorligt.
Et af de mest velkendte eksempler på en dansk virksomhed, som troede, de var sikret, men som blev alvorligt ramt, er Vestas. Morten Duus, ansvarlig for cyber-sikkerheden i Vestas, holdt oplæg, og tog her deltagerne gennem de tre døgn da en gruppe hackere en fredag eftermiddag tilbage i 2021 trængte ind i Vestas databaser og truede med at lække al data, hvis ikke Vestas betalte en løsesum.
Det er, eksemplificeret godt med Vestas, afgørende for dansk erhvervsliv, at vi har startups, der udvikler løsninger til at styrke forsvaret mod cybertrusler og beskytte IT og kritisk infrastruktur.
Cyber-kompetencer fra corporate til startup
Måske mere end i øvrige vertikaler, er de founders, der virkelig ender med at udvikle skelsættende løsninger, folk som Geeta Schmidt, der i corporate-regi har oplevet cyber, der ikke fungerede optimalt. Geeta Schmidt, der i dag er partner i Seed Capital, holdt dagens tredje og afsluttende indlæg.
Hun understregede hvordan, hun som ansat i virksomheden Trifork, mødte frustration over et ikke fuldt fungerende internt logging-system. Det var det, der fostrede ideen til Humio – en log management- og observability-platform, som hun og hendes co-founder cirka 4 år efter solgte til amerikanske Crowdstrike for 2,4 mia. kr.
Økosystemet trækker mod cyber
Geeta Schmidt og Seed Capital er godt i gang med at rejse en ny fond. Får cyber samme vægt som det klassiske software-fokus i den kommende portefølje, som fonden er ved at rejse en 1 mia. til? Det kan nok komme tæt på. Fra EIFO over venturefonde som Niels Vejrups Final Frontier til det spirende fokus i BA-miljøet som The Link er fokus på defence og cyber allestedsværende.
Det, der før var uberørt territorie for mange business angels, er man i Aarhus ved at få bundet sammen til en klynge for kompetencer fra folk, der forstår sektoren indefra. Det mærkede man var tilfældet blandt oplægsholdere som deltog i INCUBA til Cyber Angel Academy!
Comments