
L 25 og skattekredit: Massiv kritik, men lange udsigter for software-startups
Torsdag den 20. februar samledes lobbyorganisationerne hos Skatteministeriet med ét klart budskab: L 25-fradragsordningen og skattekreditten skal reformeres. Skatteministeriet lyttede pænt og høfligt på en enstemmigt enig flok deltagere, men gav ikke nogen indikationer på, hvorvidt deres videre håndtering stod foran en ændring. Læs her hvordan det forløb, og hvad startups, der er ramt, kan forvente.
Unison kritik og krav om forandring
Workshoppen i Skatteministeriet handlede om FoU-definitionen, der betyder alt for fradrag- og skattekredit-muligheder i sin sondring af, hvad der kan kaldes forskning og hvad softwareudvikling. Fire oplægsholdere skulle præsentere problemstillingerne, og alle havde tæt på samme budskab: den nuværende praksis fungerer så langt fra.
”Der var faktisk så meget enighed, at Dansk Industri foreslog, om vi ikke helt kunne droppe gruppearbejdet”, lyder det fra Claus Pilgård, advokat hos Nielsen Nørager, som har siddet med et væld af skattekredit-sager.
”Der var 100 % enighed om, at problemerne ikke kan løses administrativt. Vi er nødt til at starte forfra. Der er brug for en lovændring”, siger Claus Pilgård videre.
”Der var faktisk så meget enighed, at Dansk Industri foreslog, om vi ikke helt kunne droppe gruppearbejdet”
Jacob Ravn, skattepolitisk chef i Dansk Erhverv, var en af oplægsholderne. Han er overbevist om effekten ved, at blev råbt i kor ved mødet:
”Selvom det var os deltagere, der præsenterede og diskuterede, så sad Skatteministeriets folk med i de grupper, vi blev sat i. Når der lige pludselig kommer 30 mennesker, der siger: ”Find nu en løsning”, så bør det jo give en effekt”.
Opsplitning af ordningen og Oslo-manualen
Skatteministeriet var også primært lyttende, når konkrete løsninger, der skal ændre status quo for de hårdt ramte startups, kom på bordet. Også ved præsentationen af et af de forslag, som der var entydig konsensus om blandt deltagerne, nemlig en opsplitning af skattekreditordningen og FoU-fradraget, som Jacob Ravn stod for:
”Der hvor kontrollen er stor, bør være på FoU. Det er jo helt tydeligt der, pengene er. Eftersom skattekredit ikke er skattelettelser, men blot en likviditetsforskydning, så kunne man jo godt lave bredere rammer for, hvem der kan få skattekreditten, som fx hvis man har fået penge af Innobooster”.
Det var et budskab, som de fleste ved mødet, tilsluttede sig, forlyder det.
”Det er jo fint nok, at der er forøgede skatterabatter til de videnskabelige virksomheder, som ubesværet hører ind under FoU. Det er vi bare nødt til at adskille fra de mange små virksomheder, der kører med underskud, og som ikke kan få skattekredit, fx softwareudviklere”, siger Morten Høgh-Petersen, Grant Thornton.
Antallet af virksomheder, der modtager superfradraget, er faldende, men det samlede beløb stiger. Det skyldes, at de store farmaceutiske virksomheder i stigende grad benytter ordningen – 1.200 virksomheder søgte om FoU-fradrag, hvilket gav dem hele 83 mia. kr. i 2023.
”I Danmark har vi en forældet praksis og en noget gammeldags forståelse af, at innovation kun bliver lavet af folk i hvide kitler”
Samtidig er antallet af ansøgninger om skattekredit faldet fra 1.400 i 2021 til under 1.000 i 2023 – et fald på omkring en tredjedel. Software-startups og -scaleups tøver med at søge, selvom det til sammenligning blot drejer sig om 1,17 mia. kr. (primært i likviditetsforskydning) fordelt på cirka 1.000 virksomheder.
Morten Høgh-Petersen håber, at man vil begynde at læne sig op ad OECD’s Oslo-manual, hvor ny software-kode (”copy-right” software), kan klassificeres som innovation, som tilfældet bl.a. er i UK og Frankrig.
”I Danmark har vi en forældet praksis og en noget gammeldags forståelse af, at innovation kun bliver lavet af folk i hvide kitler. Det virker ulogisk, at cyber og AI ikke er lige så innovativt som laboratoriearbejde”.
”Vi skal have en meget mere praktisk orienteret definition af, hvem der kan få en skattekredit. Vi synes, at det er en god idé, at man fx lægger vægt på, at virksomhederne kan opnå ekstern finansiering til udviklingsaktiviteten”, lyder det fra Sine Linderstrøm, chef for iværksætteri og SMV hos DI.
Hvis Skatteministeriet før var i tvivl – de har en snes cases, de kan læse fra de sidste 4 år på bootstrapping.dk – er de næppe efter mødet i tvivl om, at deres praksis omkring skattekreditordningen opleves som et kæmpe problem i økosystemet.
Ingen penge, ingen løsning?
Advokat Claus Pilgård er som nævnt mindre optimistisk for den videre proces. Skatteministeriet understregede nemlig flere gange, at der ikke var sat penge af til noget-som-helst – heller ikke den undersøgelse, som de har gang i.
”Regeringen er som bekendt blot kommet med den udtalelse, at man vil nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle vurdere om ”afgrænsningen er tidssvarende”. Konklusionen må da være hurtig og simpel: Det er den selvsagt ikke.”
Til juni 2025 vil Skatteministeriet så afholde et nyt møde.
”Efter mødet i vil ministeriet levere ”noget skriftligt” til politikerne. Det fremstod ikke helt klart, hvad der ville blive leveret. Men det bliver med sikkkerhed først efter sommerferien”.
Med sit kendskab til politiske processer på skatteområdet, frygter Claus Pilgård, at eventuelle nye regler først kommer til at gælde fra 2027.
”Der er lang vej endnu og en lang proces, når det handler om sådan noget her. Vi risikerer klart, at vi først taler 2027 – og det bliver næppe med tilbagevirkende kraft. Det vil betyde, at lovændringen ikke redder de start-ups, som allerede i dag står i problemer”.
Udsigterne kan næppe behage dem, det hele handler om. Ved høringen om skattekreditordningen hos Danske Tech startups i efteråret 2024, var forargelsen stor over, at man først ville høre noget i sommeren 2025.
“Vi risikerer klart, at vi først taler 2027 – og det bliver næppe med tilbagevirkende kraft”
”Skatteministeriet er jo sat på en svær og ukonkret opgave. Det er jo en politisk beslutning, om der skal sættes penge af til iværksætterstøtte eller ikke. Det er ikke Skatteministeriets beslutning. Og skal Skatteministeriet så foreslå en ny iværksætterstøtte-skattekreditordning?”, fortsætter Claus Pilgård.
”Ikke raketvidenskab”
Morten Høgh Petersen har stadig en forhåbning om, at en ændring af fortolkningen hos SKAT kan komme startups til undsætning inden.
”Skatteministeriet skal have ros for at tage sagen op. Men vi bliver allesammen nødt til at forstå, at det her haster. Det koster ikke særligt meget at løse problemet, i forhold til det tab vores samfund lider hvis nye Ideer til software fremover placeres i udenlanske selskaber”.
Jacob Ravn er enig, men understreger, at startups, der er berørt, gør klogt i at væbne sig med tålmodighed.
”Det er jo ikke raketvidenskab det her. Vi taler om nogle definitioner, som bør være relativt lette at ændre. Men det er rigtigt, at når vi skal ind og starte forfra – for det skal vi altså, hvis vi skal have nye definitioner – så kommer det til at tage tid”.
Hos DI, fortæller Sine Linderstrøm, at man vil gøre alt for, at processen ikke bliver forsinket. Og at man vil kæmpe for, at man ikke igen står i en situation, hvor der findes nye oversete huller.
”Der er flere udfordringer, vi skal kigge på, som også vedrører L25 (at startups ikke længere kan straksfradrage udgifter til deres udviklingstid og IT, red.), som skal med, når vi designer den nye løsning.”
Hun fortsætter:
”Hvis vi ikke løser problemerne i den danske lovgivning hurtigt, kan virksomhederne være nødt til at flytte aktivitet til andre lande, fx Sverige – til klar skade for Danmark og dansk iværksætteri.”
Comments