Med 2050-deadline for Net Zero har vi 25 år til at reindustrialisere og støtte nye og bæredygtige teknologier. Så nu afgøres fremtiden for Europas produktions- og energisektor, der vil opleve en strøm af dybe og omfattende forandringer. Europas politikere, investorer og regulatoriske systemer bør gøre sig klar nu, lyder appellen fra Laurits Bach Sørensen, Nordic Alpha Partners.

Verden har gennemgået massiv industrialisering, siden det første kulfyrede kraftværk begyndte at producere elektricitet i 1872. Afhængigheden af fossile brændstoffer førte til en enorm ekspansion og globalisering af energiinfrastrukturen fra 1950’erne til 2000’erne. Elektricitet blev billigere, globale markeder mere forbundne, og masseproduktion og fremstilling på industriniveau blev normen. Aggressiv vækst i energiforbrug og afhængighed af importerede råmaterialer og sjældne metaller fulgte hurtigt efter. 

Først inden for de sidste 20 år er vi begyndt at tage den alvorlige påvirkning af fossile brændstoffer og muligheden for mere bæredygtige alternativer seriøst, og flere regulatoriske initiativer har skullet fremme en grøn omstilling. Den gængse 2050-deadline for Net Zero giver os i realiteten 25 år til at reindustrialisere verden, og støtte nye og bæredygtige teknologier.

 

Næste bølge af industrialisering banker på

Hvad vi har brugt de sidste 120 år på at bygge, skal vi nu ændre markant på lidt over to årtier! Det er en hurtigere omstilling end nogensinde før. Og kompleksiteten øges yderligere, når man tager de seneste geopolitiske begivenheder i betragtning.

Denne dobbelte fokus på Net Zero og geopolitik vil ifølge BloombergNEF drive den største transformationsinvestering i historien. Analyseinstituttet anslår, at der er behov for, at 215 billioner dollars bliver investeret i nye grønne teknologier, energi, logistik og optimerede produktionsinfrastrukturer. Overgangen vil sandsynligvis også betyde at eksisterende industrigiganter er i fare for at blive overflødige i den nærmeste fremtid. Hvis de største producenter, fremstillingsvirksomheder og andre konglomerater ikke hurtigt tilpasser sig den nye virkelighed og integrerer sig i nye industrielle værdikæder, er de i alvorlige problemer, især i EU. Lad os se nærmere på udfordringerne.

 

De 4 nøglefaktorer i den hypertransformation vi står med

Man kan ikke betragte hele den grønne omstilling som én homogen proces. Der er mange dele af omstillingen, der i sig selv er simpel, fx når man står overfor at skulle integrere en ny teknologi i en allerede etableret værdikæde. Det kan være når en ny type asfalt introduceres eller en ny type pumpe, der kun kræver en mild ’forstyrrelse’ af den eksisterende værdikæde. 

Omvendt er der er en særlig tung del af reindustrialiseringen, der kræver opbygning af helt nye værdikæder, som fx når al transport skal køre på el fra vedvarende energi, og når vi bl.a. skal lave batterier og brint som drivmiddel.

Det er i den tunge del af re-industrialiseringen hvor kompleksiteten er så høj, at vi kan begynde at tale om, at teknologier skal igennem “hypertransformation”. I hypertransformation er fire nøglefaktorer til stede samtidig: 

• Kapitalintensive og hardware-baserede forsyningskæder 
• gennemgribende teknologitransformation
• disruption af etablerede værdikæder 
• langvarig hypervækst (dvs. vækst i omsætning på mere end 40% årligt).

 

Northvolt som pioner 

Northvolt er et godt eksempel på en virksomhed, der oplevede en række udfordringer forbundet med tung reindustrialisering, og hvor hypertransformation er til stede. 

De måtte håndtere både avanceret hardware teknologi (fabrikker) og helt nye værdikæder på samme tid. Den type virksomheder er, uanset størrelse, ægte pionerer i en ny forretningsvirkelighed. Et hovedproblem er bare, at de typisk er underlagt adskillige tredjepartsafhængigheder, der er uden for deres kontrol. Northvolt forsøgte at sikre en forsyning af batterier, mens de forsøgte at etablere en effektiv fabrik i industriel størrelse. De forsøgte også at skabe efterspørgsel på deres produkter, samtidig med at de skulle sørge for at servicere deres gældsforpligtelser og rejse kapital til en operation, der ville forblive kontantnegativ i en meget lang periode. 

Men Northvolt var også tænkt som en ny måde for Europa at sikre sig kritiske og sjældne råmaterialer og opbygge kapacitet. Man kunne næsten have betragtet Northvolt som en ny type “mine”, der ville gøre EU i stand til at udvinde sjældne råstoffer, der ellers ikke er tilgængelige i regionen. 

 

Sikkerhedspolitik driver reindustrialiseringen

Det er naivt at tro, at Northvolt projektet ikke også havde en stærk makroøkonomisk og sikkerhedspolitisk dagsorden. Det er en misforståelse, at reindustrialiseringen alene drives frem af den grønne dagsorden. Tværtimod, så er én af de største drivkræfter for regioner som USA og Kina af makroøkonomisk karakter. Reindustrialisering er lige så meget et forsøg på at sikre energiuafhængighed og imødekomme skiftende globale handelsmønstre.

Det betyder altså områder, hvor nye og avancerede grønne teknologier er løsningen – ikke kun fordi de er grønne, men fordi de er de bedste løsninger til gøre sig fri at de tunge værdikæder, som ikke længere er bæredygtige. 

Brint er et andet eksempel på en industri, der har makroøkonomisk betydning for hele Europas energiinfrastruktur. Med en fungerende brintværdikæde ville regionen være et stort skridt tættere på fuldstændig energi- og brændstofuafhængighed. 

Vi ser imidlertid utallige projekter blive skrottet i øjeblikket, fordi de grundlæggende dele af infrastrukturen ikke hænger sammen. Ifølge den seneste McKinsey-rapport har Europa forpligtet det mindste beløb til brintindustrien, sammenlignet med andre globale regioner, trods Europa havde annonceret flest planer for fremtidig kapacitet. 

 

Tre eksempler på de store regulatoriske dilemmaer

Politisk regulering er i sig selv demokratisk og positiv – men kan også påvirke de nye markedsdynamikker negativt. Det sidste er ikke mindst tilfældet i en kompliceret struktur som EU’s, hvor det i dag i sidste ende er politikere og embedsmænd i hvert enkelt medlemsland, som fortolker hvordan reguleringen udformes, Det fører ofte til inkonsistent regulering, der påvirker nye teknologiers konkurrenceevne og skalerbarhed, Lad mig give tre eksempler:

• En stor barriere for banebrydende greentech teknologier er konkurrence- og udbudslovgivningen i EU. Den tvinger unikke teknologier til direkte 1-1 sammenligning med teknologisk ellers underlegne spillere i markedet. Med krav om generiske udbudskriterier, kan du ikke specificere, hvordan din løsning skiller sig ud fra andre i markedet. Dette udvander konkurrencefordele og hindrer deres skalerbarhed i EU. Så reelt forhindrer den type udbudslovgivning nye innovationer.

1. Dokumentationskrav er kun rimeligt, men det kan – fx i det nylige EU-affaldsforordning – være stærkt hæmmende. Reelt kan unge, cirkulære greentech-virksomheder i dag ikke indsamle affald på tværs af grænser pga. forskellige stærkt stigende dokumentationskrav – lavet i bedste mening. De tager så til USA.
2. Grøn brint er som nævnt et tredje aktuelt eksempel på en værdikæde for reindustrialisering i stor skala, hvor tværnationale brintledninger er kritisk for en effektiv udvikling. Selv stærkt forbundne lande som Danmark og Tyskland har selvkørende administrationer med skæve tidslinjer, der forsinker overgangen betydeligt. For nylig blev en rørledning mellem Tyskland og Norge aflyst, og rørledningen mellem Danmark og Tyskland er som bekendt enormt forsinket. Heldigvis er Danmark ved at vågne op på den front, og klimaminister Lars Aagaard meldte d. 31. januar ud, at staten er klar til at støtte nyt brintrør til Tyskland med milliarder.

Hæmsko for investorer

Kigger vi på de tre ovenstående faktorer, så må vi bare konstatere, at de som de variabler de er, udgør benspænd for, at få flere investorer ind i denne vitale sektor for grøn transformation.

Samlet set er dilemmaet, hvorvidt EU’s forsøg på at accelerere den grønne overgang skaber problemer for grønne teknologipionerers skalering pga.: 

• Øget fokus op regulering og implementering af forordninger forsinker, forvirrer og påvirker negativt de frie markedsdynamikker i EU.
• De suveræne statsstrukturer i EU gør hurtig reindustrialisering meget ineffektiv, da hvert medlemsland har forskellige lokale regulerings – og investeringsovervejelser.
• Konkurrencelovgivningen straffer banebrydende innovationer snarere end den belønner og omfavner dem.

 

Samarbejde er afgørende

Europas industrielle sektorer skal være klar til et skift af tektonisk karakter. Den nye geopolitiske virkelighed og afhængighed af nye teknologier og værdikæder gør, at den omfattende reindustrialisering kommer hurtigt. Og på nogle felter er vi klar til den.

EU er stærke, når det kommer til innovation. Vi har et fantastisk miljø for udveksling af ideer, viden og arbejdskraft. EU er også relativt gode til at sikre den tidlige finansiering, og som resultat ser man fx nye klimaorienterede startups og venturefonde skyde op ugentligt. Europa udmærker sig også ved at pensionsselskaber støtter infrastrukturfonde. Her har især “infracap”-giganter som Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) vist sig klar til at investere i store projekter med stabile afkast. Selv miljøet for klassiske virksomhedsopkøb er robust for forretninger og teknologier, der er tilstrækkeligt modne. De finansielle udfordringer er til gengæld massive, når det gælder vækstkapital og growth fonde, dem der opererer i fasen mellem teknologi-modning og global skala.

Vi mangler selvsagt også mere talent, der kan træde ind som ledere af hele den grønne omstilling af de store industrier og tackle processens forskellige dynamiske kompleksiteter, jf. Northvolt-eksemplet. Det er afgørende for, hvorvidt vi lykkes med re-industrialiseringen og i sidste ende med at bygge en bæredygtig verden, der kan levere Net Zero. 

I Nordic Alpha Partners (NAP) investerer vi ikke bare i transformative vækstvirksomheder. Vi samarbejder også med førende akademiske institutioner om at opbygge kompetencer omkring hypertransformation. Det gælder en række Ivy League-partnere, der alle deler ambitionen om at udstyre den næste generation af ledere med de værktøjer og playbooks, der skal til for at navigere i den grønne reindustrialisering. Og så udvikler vi i samarbejde DTU, Europas ledende universitet for ingeniørvidenskab, et “Green Re-Industrialisation Programme” (GRIP).

Samarbejde på tværs af det alternative kapitalsystem og de akademiske miljøer i forhold til talentudvikling vil være altafgørende for Europas evne til at håndtere omstillingen. Vi kan ikke spekulere os frem til løsninger. Der er i stedet brug for en stærkt operationel tilgang til værdiskabelse og vækst i den tidligere investeringsfase. 

Det korte af det lange er, at Europa ikke når i mål med den grønne omstilling, hvis det finansielle økosystem ikke går sammen om at få lukket det hul der er opstået omkring industrielle vækstaktiver.