TechBBQ scene

3 stemmer du ikke må misse på TechBBQ

Obamas tidligere højre hånd, en co-founder af nøglekomponent hos Apple og en verdenskendt whisteblower. Bootstrapping har udvalgt 3 navne, som er centrale stemmer på en tech-messe anno 2024.  

Ben Rhodes, tidligere national sikkerhedsrådgiver for Obama

 

Ben Rhodes er en virkelig interessant person at følge, når vi taler global politik og diplomati i det 21. århundrede. Som næstformand for den nationale sikkerhedsrådgivning under Barack Obama var Rhodes en nøgleperson bag flere af USA’s mest markante udenrigspolitiske træk, herunder atomaftalen med Iran og genoprettelsen af relationerne med Cuba. 

Han kender indgående spillet inden for global politik og har et unikt indblik i, hvordan brugen af blød og hård magt påvirker verdensordenen. Rhodes’ internationale relationer gør ham i sig selv til et navn. 

Hans indsigt i, hvordan stater bruger tech til forsvar, sikkerhed og diplomati, er central i en tid, hvor AI, cyber-krig og databeskyttelse er altoverskyggende dagsordener. I en verden, hvor tech-startups hurtigt vokser og spiller en rolle i staters magtspil, kan du forvente, at Rhodes giver dig et perspektiv på, hvordan startup-innovationen påvirker global politik – og vice versa.

Med tanke på vigtigheden i at forstå de geopolitiske dynamikker, som tech startups indgår i, kan founders såvel som investorer nok have meget ud af at høre Rhodes folde sig ud på BBQ Stage.

Oplev Rhodes:

 “Democracy in the Digital Age: In conversation with Ben Rhodes” på BBQ Stage kl. 11.41 (dag 2)

 

Adam Cheyer, co-founder af Siri

 

Hvis du er interesseret i at høre om de nyeste tendenser og dilemmaer inden for AI, skal Adam Cheyer stå højt på din liste over folk, du skal høre. Han er nok bedst kendt som co-founder af den dengang revolutionerende AI-assistent, SIRI, der blev en central del af Apples produkter efter opkøbet i 2010 kun to år efter launch. Cheyer har siden co-founded´ en række succeser såsom Viv Labs – en anden AI-assistent-tech, der senere blev opkøbt af Samsung, hvor den blev grundlaget for deres AI-assistent, Bixby.  Cheyer har også været med til at udvikle teknologier inden for områder som computersyn, natural language processing og mobil software (bl.a. som teknisk direktør for iPhone-gruppen hos Apple). Samtidig har han været en del af det tekniske team bag Change.org, en platform, der har haft stor betydning for sociale og politiske bevægelser verden over. 

Kort fortalt har Cheyer udviklet tech, der både fremmer innovation og har dyb social indflydelse, og er derfor et ”must-see” navn inden for AI.

Er du iværksætter og forsøger at udvikle teknisk avancerede løsninger, som samtidig er brugervenlige og tilgængelige for den brede offentlighed, kan det i den grad være lærerigt at høre Cheyer dele sine erfaringer med at udvikle tech. 

Oplev Cheyer:

“Optimistic AI: Enhancing Human Experiences and Empowering Society” på BBQ Stage kl. 12.13 (dag 2)

“The Rise of Conversational AI: From Siri to ChatGPT and Beyond” på Tech Stage kl. 13.22 (dag 2)

 

Chelsea Manning, verdensberømt whistleblower

 

Chelsea Manning, der blev kendt som whistleblower, da hun i 2010 lækkede hemmeligstemplede dokumenter til WikiLeaks, er en af hovedtalerne på TechBBQ. 

Mannings erfaringer med lækagerne til WikiLeaks og kampen for øget transparens i stats- og techinstitutioner gør hende til en nøgleperson, når vi taler om teknologiens rolle og mulige trusler i vores samfund.

Manning, der dengang arbejdede som efterretningsanalytiker i den amerikanske hær, afslørede oplysninger om krigsførelsen i Irak og Afghanistan, som førte til store, globale diskussioner om gennemsigtighed, statslig overvågning og borgeres ret til information. En diskussion, der på en tech-messe i 2024, nok er mere relevant end nogensinde. 

Hendes indsigt i, hvordan teknologi kan bruges til både overvågning og beskyttelse, er vigtig i en tid, hvor cybertrusler, datasikkerhed og teknologisk udvikling er centrale udfordringer. 

Founders, investorer og tech-entusiaster generelt kan formentlig lære en del af hendes erfaringer ift., hvordan vi skal forholde os til de voksende udfordringer, som ny teknologi bringer om person-/datasikkerhed overfor global sikkerhed.

Oplev Manning:

“Defense, Security, and Cyber-Sector Dynamics in an Increasingly Complex World” på BBQ Stage kl. 15.00 (dag 1)