Venture Debt produktet er i forandring, og det er langt fra lige så homogent, som et traditionelt lån i en bank. Det mener Kim Lundberg, som i denne artikelserie undersøger markedet for Tech Lending i ´24. I denne artikel udreder han de konkrete lånevilkår i Venture Debt markedet anno 2024, og kaster lys på, at vi i disse år ser adskillige startups poppe frem, som tilbyder løsninger til at hente, strukturere og præsentere lige præcis de data, der kan vurdere, om din startup kan få et lån.

Nye vilkår i venture debt segmentet

Generelt er banklåneproduktet et relativt homogent produkt i forhold til struktur og prisvilkår. Det er langt fra tilfældet i Venture Debt-segmentet. Des videre har lånestrukturer og prisvilkår udviklet sig signifikant de senere år, hvilket bevirker endnu mere varians i de forskellige løsninger, der bliver tilbudt. Der er kommet aktører til, som har mange års erfaring fra Nordamerika. De medbringer et vilkårs-setup til Europa, som har været kendt og anvendt i Nordamerika gennem flere år. Samtidig ser vi de europæiske aktører udvikle deres tilbud. Og hvad betyder det så?

Jeg vil opsummere i nogle kondenserede konkrete betragtninger:

• Samlet løbetid og indledende afdragsfrihed er generelt blevet mere tålmodigt. Hvor vi for år tilbage typisk så samlede løbetider på 3-4 år med indledende afdragsfrihed på 6-12 måneder, så er det i dag ofte situationen, at vi ser 5-6 års løbetid og op til 24 måneders indledende afdragsfrihed.
• Afviklingsstrukturen varierer mere. Når selve afviklingen af lånet begynder, er der forskel på, hvordan afdragsprofilen ser ud. To forskellige lån med hver 5 års løbetid og 2 års indledende afdragsfrihed ser ikke nødvendigvis ens ud i den 3-årige afviklingsperiode. Den mest anvendte afdragsprofil er en såkaldt ”annuitet”, hvor låneydelsen holdes konstant i hele afviklingsperioden.
• Enkelte långivere sværger til ”serielån”, som var mere anvendt for årtier tilbage. Her er afdragsdelen konstant, men ikke ydelsen. Det betyder, at serielånsprofilen er mere likviditetskrævende i starten af afviklingsperioden end annuitetsprofilen. For låntageren må annuitetsprofilen i de fleste tilfælde være at foretrække, da man aftalemæssigt ønsker at præservere likviditet.
• I enkelte tilfælde er vi stødt på en atypisk afviklingsprofil, som er ingen af de to ovenfor nævnte og klassiske afviklingsprofiler. Her etableres der en mere bagendetung afviklingsprofil, hvor der fx kan være en mindre såkaldt ”bullit” tilbage til sidst, betydende at fx 25% af lånet står tilbage og skal afvikles som en større klump til allersidst.
• Rentesatser er øget Det er nok ikke overraskende idet fikseringsrenterne (fx CIBOR, EUROBOR, LIBOR osv.) ikke længere er <0%, men knap 4% (aktuelt). Rentemarginalerne har nok ikke rykket sig det store, men det er væsentlig at have den samlede rente for øje, dvs. fikseringsrenten + rentemarginalen. Akkumuleret ser vi aktuelt renteniveauer i spændet omkring 10-15%.

• Warrants er ikke længere en fast bestanddel af løsningen. Vi ser specielt to aktører operere med finansieringstilbud helt uden warrants. Den ene aktør har dog i stedet et mindre upside-instrument i form af en succes fee i forbindelse med exit. Derudover ser vi generelt større varians i, hvor mange warrants der kræves. Det holder dog nok stadig, at et gennemsnitligt spænd svarer til omkring 0,5% – 1% af fuldt udvandet ejerskab.

• Finansielle covenants er blevet introduceret i det danske tech-økosystem. Et par långivere bruger finansielle covenants til at afdække deres risiko. For begge parters vedkommende kan det ses som et relevant modstykke til, at der ikke kræves warrants. Jo lavere upside og honorering til långiver, des mindre risiko kan långiver påtage sig – alt andet lige.

For virksomheden der optager et lån med finansielle covenants, er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan forskellige udviklingsscenarier for virksomheden udspiller sig i forhold til covenant-strukturen. I kombination hermed er det også væsentligt at have forståelse for, hvordan långiver agerer, når covenants brydes.

Sikkerhedskonstruktionen er tæt ved uændret i forhold til mine tidligere beskrivelser. Den mest bærende sikkerhed er fortsat pant i aktivmassen via virksomhedspant i de selskaber, hvor der er relevante aktiver. Dernæst bruges også ofte pant i ejerandele i de koncernselskaber, hvor det er relevant og muligt. Udbyttebegrænsningserklæring og tilbagetrædelse fra nærtstående kommer man heller ikke udenom.

De fleste aktører interesserer sig fortsat for cap table og kapitalrejsningshistorikken. Seneste (reelle) egenkapitalrunde vejes ind, samt hvor meget egenkapital, der er rejst akkumuleret over tid. Det er dog min oplevelse, at nogle udbydere er blevet mere fleksible i forhold til timingen fra seneste kapitalrunde. En årsagsforklaring hertil er måske, at vi i dag ser mere modererede budgetter, hvor det er nemmere at skimte en gældsserviceringsevne tidligere i virksomhedens udvikling.

Én ting er i hvert fald uændret. Min klare opfattelse og besked er til stadighed, at det i højere grad handler om at finde den rigtige langsigtede lånepartner. Et par procenter hist og her, en sikkerhedsafdækning, en covenant, samlet lånebeløb, warrants – alle er elementer man fokuserer på og forhandler om. Men til syvende og sidst er det allervigtigste, at man kan løse tingene sammen, hvis planerne ikke materialiserer sig som forventet.

Det er ikke usædvanligt, at man nede ad vejen ønsker at justere på den oprindeligt aftalte afviklingsprofil. I det tilfælde kan der være stor forskel på, hvordan en långiver angriber situationen. Er man klar til at udskyde og forlænge? Vil man kræve fuld refinansiering? Er man klar til at samarbejde med andre långivere?

Mange af tech-långiverne har relationelt funderede samarbejder med investorer (ikke formaliserede samarbejder), og der vil deraf afledt ofte være foretrukne lånepartnere, som investorerne peger på. Långivere og investorer kan have forskellige interesser, specielt hvis tingene brænder på. Og i de situationer kan det være afgørende, at man med udgangspunkt i værdifulde relationer, får landet en løsning.

 

Se på din långiver som en investor

Der er efterhånden oparbejdet god erfaring med Tech Lending i det danske tech-økosystem. Jeg vil til hver en tid opfordre til, at man foretager research og opsamler referencer på den långiver, man agter at samarbejde med. På præcis samme måde som man også bør gøre det på en større og aktiv investor.

Tilgangen fra långiver er forskellig, om der er tale om en Venture Debt fond eller en tech bank, og disse bagvedliggende forskelle er væsentlige at have for øje. Der er efterhånden en del personer i det danske tech økosystem, som har erfaring med Venture Debt, og som man dermed kan søge referencer hos.

 

Banker kan ikke rumme scaleups

Segmentet er fortsat svært underserviceret og derfor har EIFO en betydelig rolle at spille. EIFO har gennem de seneste 5-6 år opbygget en stor låneportefølje af startups og scaleups. Over årene er vurderingstilgangen blevet forfinet og stadigt mere sofistikeret. Tabene på porteføljeniveau er (signifikant) lavere end hvad en klassisk ratingmodel ville tilsige, når der er tale om långivning til de mere modne scaleups.

En banks rating- og kapitalallokeringsmodel kan fortsat ikke rumme de her virksomheder. Selvom vi endnu ikke har de store mangeårige statistiske data på det, så er min subjektive opfattelse ubetinget, at der er god resonans i at lånefinansiere det her virksomhedssegment på trods af, at bankmodellen ikke kan rumme det.

I mine øjne er det en selvfølgelighed, at man ikke kan nøjes med at beregne risiko og prissætning med udgangspunkt i overskuds- og soliditetsgrad i seneste årsrapport, som er nogle af de mest drivende datapunkter for risikoberegningen og den deraf afledte kapitalallokering i en bank. Med udgangspunkt i digitale forretningsmodeller og målemetoder kan og bør langt flere kvantitative data inkluderes i risikobetragtningen.

Långivning til cash-forbrændende virksomheder med vokseværk vil fortsat udvikle sig hastigt.  Som tidligere nævnt er HSBC’s samarbejde med re:cap bemærkelsesværdigt, og Gilions proprietær-software interessant. Humlen er, at det giver mening, at en lånerisikovurdering i høj grad også baseres på en lang række digitale datapunkter frem for seneste årsrapport – sat på spidsen.

Personligt tror jeg på, at den tilgang over de kommende årtier vil finde sin vej ind i al risikoberegning i forbindelse med långivning. Vi ser i disse år adskillige startups poppe frem, som tilbyder en løsning til at hente, strukturere og præsentere lige præcis de data. Resultatet af et softwareprodukt med de egenskaber kan bruges på tværs af mange behov – ikke kun risikovurdering i forbindelse med långivning.