Kilde: Getty Images

Tjek eller ommer. 23 forslag til den iværksætterpolitik, vi venter på

Venstre har lanceret 23 forslag til iværksætterpolitik. Fordi de ved, at regeringen og Simon Kollerup snart vil spille ud og invitere til forhandlinger om dens længe ventede politik for iværksætteri. Vi diskuterer op og ned i forslagene med Sine Linderstrøm, DI og Thomas Black-Petersen, FBV og DanBAN.

5000 kr. til hver pensionist. Hvad så med førtidspensionister, kronikere og handicappede, studerende og pendlere? Alle skal vel have en check eller en grøn varmepumpe.De gamle for at være gamle. Sygeplejerskerne for at være sygeplejersker under corona. De unge for at få gratis uddannelser og SU. Pendlerne for at køre i bil. Aalborg Portland, fordi det er synd for dem, de udleder så meget CO2”, som Noa Redington skrev i søndagens Politiken og tilføjede ”De borgerlige partier er selv gået forrest med deres ønske om akutpakker. De slås for deres. Og de røde tror ikke deres eget held. Vi sagde jo, der findes pengetræer, og de blomstrer hele året.” Sådan kastes alt på inflationens bål – og gør, at den med garanti flammer op og ikke brænder ud foreløbig. Men alle udgifter er ’ansvarlige’, for i fremtiden er vi jo rigere. Og hvem skal så skaffe den rigdom??

Ja, så er vi ved iværksætterpolitikken. For den handler jo basalt om at skabe rigdom via fremtidens virksomheder: Skabe de fangster og tænde de bål, som skal varme os mere som 60-årige end 30 dage alene i vildmarken. Iværksætterpolitikken kommer snart, formentlig meget snart på bordet. Den skal nås på denne side af sommer og inden et evt. valg. Der er bare ikke så mange penge til den efter al den varmehjælp. Et Venstre i opposition har det her lettere og satser +500 mio. kr. i sin 23 forslags buket ”Venstres iværksætterstrategi”. Nogle af forslagene har Torsten Schack og Tommy Ahlers før turneret med, andre er nye. Sine Linderstrøm er ikke overraskende meget positiv, da en pæn del forslag er gengangere fra DI’s eget udspil. Thomas Black-Petersen håber også, de finder indpas i forhandlingerne, ”for mange iværksætterne oplever, at politikerne laver flere benspænd end tiltag, som hjælper iværksætteri og adgangen til risikovillig kapital.” Men hvad kan vi sætte tjek ved. Hvad er en ommer?

 

Forslag til at vi får talent og arbejdskraft – også kvinder

Tjek: Et af de alvorlige benspænd er på talentsiden. Det er også ifølge Venstre alt for svært og bøvlet at få relevant udenlandsk arbejdskraft, fx programmører. Vi skal have fasttrack og forserordningen i gang for scaleups, og vi skal, uanset skat, brande Danmark som Finland gør ved at tilbyde 90 dages prøveophold. Og så er det nu, vi skal have medarbejderaktier gjort attraktive. Hele økosystemet er vist enige om de her forslag. Og tilmed koster de ikke meget; men giver så meget mere.

Ommer: Forslagene til flere kvindelige talentfulde founders er endnu for meget proces med nye udvalg/partnerskaber end fx løsninger på barsel og bias. Som Sine siger, ”Der sker allerede en masse. Giv de bedste private initiativer nogle flere midler, så de kan komme ud til flere iværksættere.

 

Forslag til at vi får kapital til vores vækst

Tjek: Der er tre slags forslag til at skaffe mere kapital til vækstiværksættere, som både Sine og Thomas også synes er rigtig vigtige:

  • For det første 500 mio. kr. til lavere, ensartet skat på investeringer. Det vil virkelig være rigtig godt for Danmark som investeringsland.
  • For det andet matching fra de statslige fonde af privat kapital. Vi havde megasucces med 1:3 under corona, og Venstres 1:2 er nok i normale situationer rimeligt. Man kunne have mere gearing til bæredygtige, men så har vi endnu bøvlet med at definere det.
  • For det tredje, friere rammer for privates investeringer. Det gælder i særdeleshed at få ophævet det Venstre kalder ”crowdfunding benspænd”, når kun 7 personer må investere fra et fælles holdingselskab. Og det gælder iværksætter-lagerbeskatningen på 22 %, der nævnes.For medarbejdere med under 10 % ejerskab af en børsnoteret startup er den et problem, særligt her hvor ’21 kursgevinster er væk i ’22, men skatten er betalt, typisk ved tvangssalg af aktier. Vi er uendelig langt efter Sverige, når det gælder vækstbørsnoteringer, konstaterer venstre

Ommer: Thomas nævner, at investorfradraget selvfølgelig også skal omfatte holdingselskaber, da det som i UK og Sverige stimulerer til at tage risiko frem for investering i ejendomme og lignende. Og Sine gør opmærksom på, at et flertal i Folketingets skatteudvalg har anbefalet mange af de samme forslag..

 

Forslag der gør det lettere at starte og drive iværksættervirksomhed

Tjek: Så er der de længere dagsordener. Vi skal have byrder og bøvl væk (fx den jeg nævnte i fredags med de mange år det tager at få godkendt novel food). Iværksætteri skal ind i skolen. Og vi skal have flere startups ud af vores forskning, sådan som fx Jes Broeng gør med Open Entrepreneurship mellem universiteter og erhvervsliv. En sjovt nyt forslag er at ændre ATP’s formålsparagraf, så lidt af de 900 mia. kr. kan komme i spil til vækstiværksættere. Vi skal også have flere iværksættere, og derfor skal kapitalkravet nedsættes, og det skal gøres lettere at bruge egne etablerings- og pensionskonti til det.

Ommer: Sine er slet ikke begejstret for, at Venstre genopfinder de lokale erhvervshuse. ”Det er vigtigt at fastholde forenklingen af erhvervsfremme- og iværksættersystemet”. Og i det hele taget vigtigt, at staten støtter private initiativer, der allerede er i gang, snarere end at lave nye organiseringer. Også fint ifølge Sine at ”få tech forståelse ind i folkeskolen, men iværksætteri skal ikke på skemaet som fag, men som en måde at arbejde på i projekter, hvor de unge fx skaber og kører en egen virksomhed”. Thomas hæfter sig ved, at Venstre vil have højere loft for Skattekreditordningen, men i praksis er det en katastrofe, at ordningen er alt for risikabel at bruge. ”Derfor er det vigtigere at lempe reglerne end at forhøje loftet, således at Skattestyrelsens ikke kan stoppe deres klapjagt på startups, som har benyttet Skattekreditordningen. Ordningen kan alligevel kun bruges af virksomheder som har underskud, jf #10 i serien på Bootstrapping om SKAT”.  Sine er helt enig.

 

Simon, Torsten, Mona, Katrine – nu er det handlingens tid

Nu er det så op til erhvervsminister Simon Kollerup – med skatteminister Jeppe Bruus på sidelinjen – at spille ud og få lavet er forlig med erhvervsordførerne. Fra DI’s 25 forslag til Flere ny vækstvirksomheder”  til de 28 forslag i Dansk Erhvervs Verdens bedste iværksætterland”, samt forslag fra FBV, Aktive Ejere, SMVDanmark, ITB  og fra diverse udvalg og arbejdsgrupper i Danske  Tech Startups. Der er nok steder at kigge hen i økosystemet, som jeg senest har samlet det op artiklen Hvis jeg var Simon Kollerup: Mere arbejdskraft. Mindre skat på aktivitet.

Vi lever i et år med budkrig om hele dagen at dele mere ud, altså indtil vi når til erhvervsliv og banker. Nogle startups vil sige, Venstres forslag er uambitiøse. Andre at de ikke er urealistisk dyre. Lige meget. Økosystemet skal selv på en god dag nok kun regne med at en håndfuld, og slet ikke over en snes bliver realiseret. Sådan er politik så konstant som at der (næsten) altid er en Hækkerup på Christiansborg. Og samtidig ret uforudsigelig i detaljen, fx i forhold til hvilke af de 23 forslag, der kommer på bordet en sen nat. Men lad os nu klø på og komme ind i kampen. Vi skal jo skabe fremtiden!