Vi skal bruge de store 2020-afkast til at skabe bredere, mere langsigtet og bæredygtig værdi
Vi er allerede i marts, og de færreste har nok helt forstået, hvad der skete i 2020. Det var på mange måder modsætningernes år. Pandemien overskyggede alt, folk blev syge, døde i tusindvis, og endnu flere mistede deres arbejde. Aktiemarkedet, ventureinvesteringer, (sommer)huspriserne, bitcoinmarkedet – vælg selv en aktivklasse – slog den ene rekord efter den anden.
Hvordan håndterer vi den største sociale skævvridning i nyere tid? Det bliver et af de vigtigste spørgsmål for politikere, erhvervsfolk og investorer de næste år.
Mange store virksomheder har nydt godt af de små og mellemstore virksomheders nedtur. Specialbutikkerne har været lukkede. Den lille restaurant eller café har drejet nøglen om.
Det truer den fundamentale sammenhængskraft i lokalsamfundet og har allerede påviseligt ledt til ensomhed og depressioner. De små handlende er det sociale klister i mange lokalsamfund og nabolag. Særligt for ensomme er det her, de får lidt daglig menneskelig kontakt, bliver set og måske hilst på med et ‘godmorgen, fru Hansen’. Det sker ikke i Bilka.
Samtidig skal vi ikke underkende den rolle, som de små og mellemstore virksomheder spiller i Danmark. 99 pct. af dansk erhvervsliv udgøres af de såkaldte SMV’er, og en analyse fra DI har vist, at 94 pct. af de danske højvækstvirksomheder er SMV’er.
De er rygraden i vores erhvervsliv, selvom det ikke er dem, vi hører mest om. Og de er en afgørende del af mange lokalsamfund, fordi de bidrager med arbejdspladser, lokal stolthed, skatter og måske sponsorater til lilleputterne i den lokale idrætsforening. Og så er de samtidig vigtige leverandører til landets største virksomheder og en væsentlig del af innovationskraften i dansk erhvervsliv.
Som jeg skriver i min bog Samfundskontrakten, er det en præmis for et velfungerende samfund og for et velfungerende erhvervsliv, at der eksisterer en høj grad af tillid og sikkerhed i et samfund. De mange små og mellemstore virksomheder bidrager væsentligt til begge dele, særligt lokalt. Danmark kan ikke undvære SMV’erne.
Det bliver en stor opgave for både politikere og fonde at finde en vej til at sikre, at coronakrisen ikke udrydder det mylder af virksomheder, der er forudsætningen for vækst og sammenhængskraft i landet.
Til gengæld skal virksomhederne investere i en fremtid, der skaber værdi for flere og på en måde, der ikke driver rovdrift på vores ressourcer, klima og natur. Det har vi forpligtet os til som nation ved at underskrive FN’s bæredygtighedsmål for 2030. Og samtidig vil det i stigende grad være en forventning fra de unge generationer.
De unge er ved at få øjnene op for at investere. Der er ikke noget at sige til, at unge er begyndt at handle aktier som aldrig før. 2020 var et kedeligt år at være ung i, og trading-platformene er blevet lige så intuitive og tillokkende som computerspil. Afkastene har været fantastiske.
Det er en virkelig god nyhed, at flere unge investerer i aktier. Det giver Danmark muligheder, og det er et tegn på, at mange unge er bevidste om, at de skal tage ansvar for deres fremtid, hvis de vil have del i rigdommen.
Mange unge investerer med hjertet. Kritikere, specielt hvide, midaldrende mænd, vil kritisere dem for at være naive: At de ikke forstår sammenhængen mellem en akties pris og de tilbagediskonterede, fremtidige pengestrømme, som man lærte om, da man læste finansiering.
Det er for ensidigt. Man kan også se det som en accelerator for at løse nogle af verdens største problemer: klimakrise, MeToo, Black Lives Matter m.m. Virksomheder, som ikke leverer på de unges høje forventninger til deres samfundssind og bidrag til en bæredygtig fremtid vil over tid få sværere adgang til kapital.
Samtidig har vi set, at de unge har betalt den højeste pris for coronakrisen. Jeg kalder det et generationstyveri. Gymnasieelever med udsigt til endnu en sommer uden eksamener. Studerende, som ikke kender deres medstuderende og undervisere. En tårnhøj statsgæld, som de selvfølgelig skal være med til at betale tilbage over resten af deres levetid. Tabte fremtidsmuligheder. Alt imens de allerede etablerede, som ejer aktiverne, bliver rigere som følge af lave renter og centralbankernes hastigt kørende seddelpresse.
De unges mistrivsel under coronanedlukningerne er et globalt problem, hvor der fra adskillige lande meldes om voldsomme stigninger i unge med sociale og psykiske problemer, mere vold i hjemmet, flere sultende børn, flere børn uden hjælp til indlæringsvanskeligheder osv. Vi ser samtidig tegn på, at årtiers fremskridt i kampen mod børnearbejde er sat tilbage.
I en globaliseret verden vedkommer dette også os. Social uro er skidt for verdensøkonomien og dermed for dansk økonomi og har før vist sig at øge rekrutteringen til blandt andet terrorbevægelser.
Men også i vores eget velfærdsland er de unge sat længere bagud. Arbejdsløsheden under coronakrisen er steget mest for de unge under 30 år. I første halvår af 2020 steg den ifølge en analyse fra Beskæftigelsesministeriet med hele 40,8 pct., og selvom det lettede noget i andet halvår, var det stadig de unge, der var mærkbart hårdest ramt.
Dertil kommer, at de unge lige om lidt skal overtage en verden, der er præget af coronakrisen på snart sagt alle områder, og hvor vi voksne til gengæld stadig ikke har løst de andre alvorlige kriser som klima og biodiversitet.
Virksomhederne har en soleklar interesse i at investere i en mere bæredygtig og inkluderende fremtid med mindre ulighed. Jeg synes, at de også har et moralsk ansvar. Det gælder uligheden mellem generationer, men det gælder også ulighed i bredere forstand. Analyser viser, at danske virksomheder er langt bagud på diversitet, hvad angår såvel køn som etnicitet og nationalitet.
Som erhvervsledere har vi her en særlig forpligtelse. Vi har et ansvar for, at vi giver alle lige muligheder, at vi ikke diskriminerer, at vi bakker en mere ligelig fordeling af velstanden op, at vi følger spillereglerne. Efter corona skal vi tilføje en yderligere dimension: alder. Hvor vi tidligere har været bevidste om, at de ældre generationer også skulle have en chance, så har vi nu et ansvar i endnu højere grad for, at de unge får muligheder. At vi giver dem grund til at tro på fremtiden.
De store afkast fra 2020 afspejler en uretfærdighed, som ikke er bæredygtig på langt sigt. Vi skal have vekslet dem til en vækst, der kommer alle til gode.
Og så skal vi forstærke de unges interesse i at investere i erhvervslivet. Det kan vise sig, at de ad den vej kan skabe mindst lige så store positive forandringer som ved at bruge deres stemmeret.
Så til sidst en opfordring: Alle unge bør som minimum tage, hvad vi kunne kalde det lille kørekort til investeringer og aktiehandel. Man kan fx følge Scott Galloway, som er professor på NYU, der forklarer om ”the algebra of wealth” og konkluderer, at 80-95 pct. af alle daytradere taber penge. Derefter kan man jo læse ”Snowball” om Warren Buffetts liv eller måske ligefrem ”The Intelligent Investor” af Benjamin Graham eller ”Den rationelle investor” af danske Kurt Kara.
Så lærer man, at det tager tid og flid, hvis man vil have en vis sikkerhed for høje afkast. Og man forstår, at det faktisk er muligt at bidrage til en mere bæredygtig fremtid gennem sin investeringsstrategi.
Comments