De statslige ventureselskaber vi kendte som CAPNOVA, Borean, Syddansk Innovation og PreSeed Innovation er ved at blive afviklet. Godt! 3 mia. kr. har skatteyderne brugt over 20 år på at forsøge at skabe højteknologisk universitets-iværksætteri. Resultaterne taler for sig selv.

At PreSeed Ventures har formået at pivotere videre som dygtig privat partnerejet venture er en af de gode historier, om at staten gik ind tidligt for at hjælpe kommercialiseringen af DTU-projekter. Og at markedet en snes år efter heldigvis nu kan selv. Det er sådan det skal være. Men ikke for Lars Stigel, der mener, innovationsmiljøerne skulle have fortsat.

 

Fra forskning til faktura. Og +250 offentlige innovationsaktører

Erhvervsministeriet under departementschef Jørgen Rosted udtænkte i slutningen af 90’ernes dot.com bølge, at små regionale statsfinansierede ventureselskaber var lige det, der skulle skabe danske innovative iværksættervirksomheder ud af universiteternes forskning. Fra forskning til faktura, som Helge Sander døbte det. Så vi fik en række statsfinansierede såkaldte ”innovationsmiljøer”. 20 år senere, efter 1400 investeringer til 2,6 mia. kr. og et tilbageløb til staten på de bedste dage det halve, de fleste ned til 7 %, besluttede politikere og embedsmænd at afvikle dem. Det skete på baggrund af en rapport fra Claus Juhl, tidligere topchef i Københavns kommune. Lars Stigel var med hele vejen fra fødselshjælper og direktør, og hans varme forsvar for miljøerne er velment, jf. dagens boganmeldelse. Jeg kan så passende skabe lidt ligevægt. For jeg har mange gange i Bootstrapping fremhævet sammenlægningen lige på dette punkt som en entydigt god beslutning. Claus Juhls rapport kunne opregne over 250 offentlige aktører med 1900 ansatte, der brugte 4,3 mia. statskroner med et resultat, ingen kunne redegøre klart for! Noget måtte vel ske?

 

Et ud af fire miljøer overlevede. Hvem har skylden?

Danmark er for lille et land til mere end én ballet og til mere end én national statsfond i de tidligste innovationsfaser ud af de 8 universiteter (Innovationsfonden) og én fond (Vækstfonden) for de senere faser fra seed til unicorn. Alt tyder da også på, at Vækstfondens investeringer i denne del af det nye erhvervsliv giver et helt andet afkast og tilbageløb og understøtter den private kapital bedre.

Syndebukke finder Stigel mange af, fra Agnete Gjersing til Søren Pind og fra DI (hvor vi i forskningsudvalget sandt nok så Innovationsfonden som ’vores barn’) til Seed Capital. Især den sidste er skurken på grund af dens ”møgsag”, hvor den red på ryggen af DTU/Symbion vel længe. For Stigel ødelagde det omdømmet for alle. Det kan man diskutere retfærdigheden i. For SEED Capital og dengang Pre-seed Innovation var det miljø, der faktisk skabte resultater. Og derfor det venture-miljø, der overlevede og i dag kan fremvise en perlerække af scaleups.

 

Universal Robots som det lysende eksempel

”I bagklogskabens lys og ud fra et forretningsmæssigt synspunkt blev der helt sikkert startet for mange nye virksomheder på et for tidligt udviklingsstadie”, skriver Lars Stigel befriende nok. Universal Robots er det eneste lysende eksempel ud af de 1400 på stor succes, og man kan vel spørge, om ikke SDU’s store satsning på robotforskning og Vækstfonden havde klaret det uden Syddansk Innovation i perioden 2005-08. I al fald mindes jeg ikke at have hørt Esben Østergaard eller Enrico Krogh sende takketaler den vej. Ingen kom da heller innovationsmiljøerne til undsætning, da de blev nedlagt, konstaterer Lars Stigel. Deres mangel på succes talte for sig selv. Alle de navneskift og sammenlægninger, der var undervejs og som fint beskrives i bogen, er for mig et andet tydeligt symptom på, hvor vakkelvorn hele konstruktionen var. Men lad mig tage min egen oplevelse.

 

Talentløsheden hos CAPNOVA var grænseløs

Vi ville slet ikke være mennesker, hvis ikke vi kunne handle – og dermed komme for skade at gøre noget forkert, sagde filosoffen Hanna Arendt. Så man skal kunne tilgive. Og her mange år efter mine egne oplevelser med det sjællandske CAPNOVA innovationsmiljø er jeg absolut tilgivende. Men det er nok alligevel det mest idiotiske og nedværdigende, jeg har prøvet i en temmelig lang karriere. Første gang var det ned en startup ”ask-me-blu”, en international analysevirksomhed, hvor vi havde en 3 måneder lang CAPNOVA proces, inden vores investeringsproces var kommet helt på plads i deres terms og systemer. Kun underskriften manglede, da de trak stikket med en kritik af noget ved abonnementsmodellen, de havde fået at vide day one. Min med-founder gik fallit. Det var selvsagt ikke afvisningen, men processen der var pinligt ringe.

Nu var jeg heldigvis også rådgiver, og som sådan kunne jeg opleve fusionen mellem CAPNOVA og Østjysk Innovation. Som strategikonsulent oplever man meget og synker det i tavshed. Men om den hedengangne fusionsstrategiproces tør jeg god sige offentligt, at større omgang ledelsesmæssig talentløshed samlet på et sted har jeg dog aldrig oplevet. Hvordan de skulle kunne hjælpe virksomheder, når de ikke kun hjælpe sig selv, er for mig en gåde den dag i dag.

 

Novicernes vagtparade

Skal hele det regionale innovationscirkus undskyldes i Arendts ånd kan to ting siges. For det første at det ikke er bedre med nogle af de kommunale væksthuse. De har bare meget stærkere politisk opbakning fra deres kommuner og KL. For det andet har hele det kommunalt-regionale system selvfølgelig været med til at udvikle det økosystem for iværksættere, som vi har i dag, og som ikke fungerer så dårligt endda. De 70 medarbejdere i Innovationsfonden og de over 300 i Vækstfonden er professionelle miljøer med højere niveau, dybere erfaringssammensætning og frem for alt dygtigere ledelse. Når man oplever problemer, er det ofte underbemanding i Innovationsfonden eller EU’s statsstøtteregler, der blokerer for bedste løsning. Compliance er ikke værre end i bankerne, hvilket så også er slemt nok. Vi kan stadig ikke, måske aldrig, som i USA bare lade markedet drive udviklingen. Men når man tænker på, hvor svært det er at nedlægge offentlige kasser, må jeg bare sige, at det da er lykkedes at forenkle systemet lidt og samtidig professionalisere det. Og – lidt ufrivilligt – beviser Lars Stigels bog det, fordi han som historiker faktisk fremviser fakta.