5 skarpe til ugens investor: Bjergegaard & Co.

Mange i økosystemet vil kende Martin Bjergegaard, der i 2008 var med til at starte Rainmaking og senere TechBBQ. Andre kender måske hans bror Anders der stod bag kæden Godt Smil. Sammen med andre investorer har de nu skabt venturefonden Bjergegaard & co, der nu er oppe på 6 investeringer. De har en anden - kald den bare dansk - tilgang til investeringer i ventures. Den uddyber Martin i dag og kommer med de første erfaringer fra deres nye fond.

1. Du var jo med i at skabe TechBBQ og Rainmaking (og dermed The Hub). Det må give en ret enestående tæthed til økosystemet. Hvordan har du oplevet udviklingen – og hvad er styrker og svagheder i det danske i dag?

 

“Da vi i 2006 startede Rainmaking som landets vist nok første virksomhedsfabrik, var der stort set ikke noget startup økosystem i Danmark. I dag er det helt anderledes. Vi har i Danmark, og ikke kun i København, et særdeles aktivt og omfattende startup økosystem. Det kan man fx se på den grafik som Hey Funding laver. Der mangler ikke længere noget, selv investorer med dybe lommer er der masser af. Der er med andre ord ingen undskyldning for ikke at kaste sig ud i et liv som iværksætter, hvis man har lyst til det. Hundredvis af danske iværksættere lykkes hvert år med at bygge levedygtige virksomheder, til glæde og gavn for både dem selv og samfundet.

Nu er der jo altid en slange i paradis, noget malurt i bægeret, og det gælder også her. Det politiske klima i Danmark er langt fra optimalt. Der er i den politiske top her til lands ikke synderlig forstand på iværksætteri, og ikke megen oprigtig kærlighed til gerningen med at skabe nye kommercielle virksomheden fra bunden af. Gode kræfter (ikke mindst DanBAN) arbejder for at forbedre love, regler og skattevilkår for iværksættere og investorer, og det er en vigtig indsats. Jeg læste, at siden år 2000 har danske iværksættere skabt 11 unicorns. Men at ingen af disse i dag har en betydelig del af deres organisation siddende i Danmark. Dels fordi det er svært at få udenlandsk talent ind i Danmark, og dels fordi det er uattraktivt at blive børsnoteret her i landet pga. rekordhøj skat på aktiegevinster. Så de virksomheder der vokser hurtigt, og dem der vil hente kapital gennem en børsnotering, de flytter ud af landet. Det er jo uhensigtsmæssigt.

En anden svaghed er, at vi indtil nu har arbejdet på at efterligne de store iværksætter- og innovationshubs rundt omkring i verden. Mest af alt Silicon Valley som i flere årtier har været den globale ledestjerne for alle klodens startup økosystemer. Det har været en fornuftig tilgang, fordi vi måtte lære at kravle før vi kunne gå. Men fremadrettet tror jeg, der er mere at hente ved at udvikle vores egne særegne tilgang. Vores egen ideologi om man vil. Vi er ikke Silicon Valley, men vi kan få stor succes på vores egne præmisser. Der er indtil videre mindst to brancher som i nyere tid er lykkedes med at omdefinere spillets regler, og faktisk blive blandt de førende i verden. Dogme-reglerne inden for filmbranchen, og Det Nye Nordiske Køkken inden for madbranchen. Disse brancher var engang blege kopier af henholdsvis Hollywood og Det Franske Køkken, men de lykkedes med at genopfinde sig selv og blive globale ikoner. Måske dansk iværksætteri og tech kan gøre det samme?”

 

2. Lidt sjovt laver du og din bror så en venturefond Bjergegaard & Co, hvor I går ud og siger at der er tidlige startups udenfor centrum i København, der er oversete og skal have kapital. Hvad er idegrundlaget helt præcist, hvem skal søge hos jer? Og hvordan vil I få en fond op med bare 50 mio. kroner, når normen er cirka 10 gange så meget?

 

“Vi tænkte, at vi ville have en stor andel af egne penge i fonden, sådan at vi føler os mere som investorer end som lønmodtagere. Anders ville gerne skyde 10 mio. kroner ind i denne vores første fond, og jeg synes det var passende med 2,5 mio. Hurtigt kom Søren Rode (ProData Consult / emagine) på banen med et tilsagn på 10 mio. kroner, og blev dermed corner investor sammen med Anders. To af mine gamle venner i startup mijøet Søren Riis (GoMore, UrbanWineBox) og Søren Kirketerp (ISH Spirits) ville også med fra starten af, og så havde vi 25 mio. kroner på plads inden for den første måned.

Vi tænkte, at det ville passe os fem helt fint at eje halvdelen af fonden, og så tilbyde andre i vores netværk at komme ind med den anden halvdel. Vi havde ikke noget ønske om at skulle på rundtur hos pensionkasser, Vækstfonden osv. Så bliver det hele mere langsommeligt og bureaukratisk. Vi ville gerne gå til opgaven som iværksættere, og se den første fond som vores MVP, der skulle hurtigt ud på markedet og bevise sit værd.

Tanken strejfede mig også, at det måtte være mere spændende for entreprenante business angels at komme ind med fx 1 mio. kroner i vores lille fond, hvor et sådant beløb er nok til at få opmærksomhed, end at skyde det ind i en milliardfond, hvor et commitment i den størrelse ikke er tilstrækkeligt til reelt at blive involveret. Den hypotese er siden blevet bekræftet. Vi tilstræber at skabe et community i vores lille investorkreds, som pt. er på 21 personer (inkl. os første 5) og nok lander på ca. 25 stykker, når vi er fuldtegnede. Stemningen i gruppen er virkelig god, og folk engagerer sig.

Et hensyn mere vi havde var at spørge os selv: hvilken beløbsstørrelse føler vi os sikre på, at vi kan placere med tilstrækkelig grundighed og nærvær, til at afkastet per investeret krone bliver rigtig godt? Som iværksættere forstår vi at få meget ud af pengene og at komme langt for hver million, så vi kunne ikke rigtig se, at det skulle være nødvendigt med halve eller hele milliarder for at bidrage til udviklingen af nye succesfulde virksomheder. Tit skaber for mange penge flere problemer, end de løser. Det er i hvert fald vores egen erfaring, og den vi nu bygger på i vores rolle som investorer.”

 

3. I skriver at virksomhederne skal have proff of business og helst allerede overskud før I investerer. Det udelukker jo mange typer startups. Er modellen mere vækstvirksomheder á la din brors Godt Smil tandlæge-kæde, der endte med at blive værdisat til henved 1 mia. kroner eller Sørens Rodes ProData Consult som blev solgt til Axcel for det dobbelte?

 

“Vi er ikke til teknologisk risiko og ej heller til meget store burn rates. Vi kan lide den slags koncepter, hvor produktet hurtigt kan komme i markedet. Hvor der allerede er glade kunder. Dermed bliver den risiko vi tager en skaleringsrisiko, og der føler vi os godt klædt på til at kunne vurdere, hvad som kan blive en god forretning.

Software og platforme kan vi godt lide, for det er jo det som Søren Rode, Søren Riis og jeg har arbejdet allermest med. Men vi kan også godt lide fødevarekoncepter, som Søren Kirketerp og jeg har meget erfaring med. Service- og klinik koncepter kan vi gennem min brors erfaringer med Godt Smil og Tandprotesehuet også bidrage kompetent til. Min bror og jeg er desuden investorer i begravelseskæden Min Afsked, fra før vi startede fonden. Nogle dele af Fintech har vi også mod på, og i fonden har vi lavet et par Fintech investeringer allerede. Det tør vi dels på baggrund af min egen erfaring fra Rainmaking hvor vi var meget involveret i Fintech, og dels fordi vi i fonden har Fintech eksperten Claus Nielsen (tidligere direktion i Saxo Bank) med i ejerkredsen.

Så vi bygger meget på, hvad os som er de mest aktive i fonden har viden om. Derudover har vi vores værdibaserede lag, som går ud på, at vi godt kan lide konceptet der styrker bæredygtighed for planeten, frihed for mennesker. Det kan måske virke ukonkret for dem, som gerne vil have en bestemt branche eller teknologi som fokus, men for os giver det mening, og fungerer i praksis som en brugbar rettesnor for, hvad vi kigger på, og hvad vi siger pænt nej tak til.

Det hører også med til historien, at vi med denne fond har valgt udelukkende at investere i danske startups. Mest fordi vi ikke synes, der er grund til at gå over åen efter vand. Til vores lille fond er der rigeligt med muligheder i det danske land, og vi kan bedre bidrage, når vi bor tæt på vores investeringer.”

 

4. I foråret skrev du til mig, at I havde de 3 første investeringer og udviklingen var flot. Nu har I flere, til gengæld er markedet vendt. Hvordan går det med porteføljen og hvilke vil du fremhæve?

 

“Vi har nu 6 investeringer. De har alle betalende glade kunder og vækst i 2022. Så vi er godt tilfredse med vores start, omend vi selvfølgelig også kan se, at der er opbremsning i forbruget. Vores seneste investering er i Factofly. En service til freelancere, som gør det muligt for dem at fakturere deres kunder uden at have CVR-nummer og være momsregistreret. Der er indtil videre et par tusinde freelancere som bruger platformen, og volumen vokser for tiden 5-10% om måneden. Med i pakken hos Factofly får freelancerne også forsikring, løn under sygdom, og hurtig udbetaling. Vi kan rigtig godt lide et sådant koncept, fordi freelancearbejde er en stærk trend, og det er noget som øger den menneskelige frihed og udfoldelse. Med Factofly er det meget nemmere for freelancerne at fokusere på det, som de er gode til, og de behøver ikke bøvle med administration.

Udover Factofly vil jeg gerne fremhæve ØNSK, som er en kaffevirksomhed. Kaffe har et stort klimaaftryk, og da Søren Kirketerp og jeg har baggrund i fødevarebranchen, gik vi i gang med et lede efter en fødevarevirksomhed, som vi kunne bidrage til. Vores vigtigste kriterier var, at det skulle være det mest bæredygtige produkt på markedet, og at det kunne blive en rigtig god forretning. Vi forelskede os i ØNSK, fordi de laver monokultur plantager om til skovlandbrug, og selv har hele forsyningskæden. De sælger deres kaffe på abonnement, primært til arbejdspladser, og har realiseret en vækst på 50% fra 2021 til 2022. I dag er der over 400 arbejdspladser i Storkøbenhavn som får al deres kaffe fra ØNSK, og kundetilfredsheden er tornhøj.

Vi forventer at lave 4-6 investeringer mere i løbet af 2023, og vi vil fokusere på virksomheder, som allerede har nået break even, og som har haft et godt 2022. På den måde reducerer vi risikoen for at blive hårdt ramt af den økonomiske afmatning i samfundet, som vi gætter på vil vare mindst et par år.”

 

5. I er jo netværkere fra TechBBQ og Rainmaking. Og I blev DanBAN-partnere her i 22. Hvad er det I tilbyder – og hvad får I ud af det? Og hvordan arbejder I nu i netværk?

 

“Anders og jeg er lidt forskellige i den henseende. Du kan godt sige, at jeg er netværker. Men Anders er den meget fokuserede og eksekverende type. Han undgår så vidt muligt møder, og han går aldrig til netværksarrangementer. Så på den måde er vi et godt match. Søren er nok midt imellem, med en udvikling i retning af at blive mere netværkende i startup økosystemet, nu hvor han er overgået fra CEO rollen til bestyrelsen i sin virksomhed.

For min del har det altid faldet mig naturligt at engagere mig i startup økosystemet, og jeg har været med i det stort set fra starten af. Jeg var også med til nogle business angel arrangementer på Næsseslottet tilbage i 2007, hvor det at startup investorer dannede netværk, var en ny ting i Danmark. Jeg har fuldt DanBANs udvikling gennem årene, hvor jeg også har været så heldig at have DanBANs bestyrelsesformand Jesper Jarlbæk som investor i Rainmaking helt fra starten af, og også som bestyrelsesformand i en af vores virksomheder. Derfor var det oplagt, at jeg meldte mig ind i DanBAN, da jeg i løbet af 2021 overgik fra primært at være iværksætter til primært at blive investor. Jeg er også medlem af Keystones, hvor jeg har kendt stifterne Kenneth Larsen og Jan Rosenbom siden 2008.

I forhold til hvad vi tilbyder, så er det vigtigste vel muligheden for at komme med i vores fond. Den dør er åben lidt endnu. Der er på nuværende tidspunkt rejst 43 mio. kroner ud af fondens max beløb på 50 mio. 10 personer fra Keystones netværket er gået med, alle med enten 750k eller 1 mio. Per 1.1.2023 opgraderer vi mit personlige medlemsskab i DanBAN til et partnerskab, og i den forbindelse inviterer vi DanBANs medlemmer til komme med os på rejsen.

I forhold til hvad jeg selv får ud af netværket, så synes jeg at læringskurven er det vigtigste. Jeg lærer altid noget, når jeg er med til et DanBAN-arrangement. Selv efter så mange år i økosystemet. Der er et højt vidensniveau i netværket, og fokus på det faglige. Det kan jeg godt lide, og jeg tænker ,det gør os allesammen bedre til at lykkes med vores investeringer.”