Uge 39 I Økosystemet: Skal investorer se på vacciner eller nye fonde? Skal startups med i acceleratorer, veste mere af lønnen eller bare med i den ny tech-forening? Nu skal du med ind i ugen – og det bliver i sidevognen!

 

Efter nytår. Er hjælpepakke 2 i julemandens sæk?

Nogle gange er det svært at holde styr på sine dage, men i går var der tre måneder til juleaften. Glæd dig… Og så alligevel. Kan du forestille dig selv som julemand med mundbind, der mumler om der er søde børn her? Forestille dig julekirkegang uden salmesang, en unødvendigt afsprittet andesteg og en oversprittet asmatisk farfar ved frokostbordet første juledag under skrål og smask? Nej vel, det lyder ”uhyyyyyggeligt”, som Lars von Trier sagde i Riget.

Hvad sker der så med startups’ likviditet og finansiering, når nytårsaften er ovre? Ja, så er der dømt tømmermænd! Så er der mere udskilningsløb, og vi vil se flere gå ned. Eller hvad? Men det kan vel heller ikke blive ved. Professor Torben M. Andersen kommenterede i Børsen i ugen, ja, det var vist mandag, beregninger fra Finansministeriet, der viser, at der nu vil være udsigt til 25 år med underskud så store, at det vil bryde med både vores egen budgetlov og EU’s finanspagt. ”Det er en udfordring, man er nødt til at tage alvorligt,” sagde Torben og de andre vise mænd. Hvorefter de i øvrigt mente, udpumpningen skulle fortsætte.

Så den kan blive ved. Bare ikke med uendelig lånefinansieret gældsætning. Heller ikke i selskaberne. Så genopretningshjælpen må være mere finmasket eller intelligent stimulerende, som 130 %-fradraget for udviklingsinvesteringer. Og alt kan vel ikke sundt holdes i live?

 

Mr. kun 3 % og matching-lån ude at gå

I stedet for at se frem mod jul og ind i en helt mudret krisefrontrude, er det lettere at kigge bagud.

Peter Warnøe må snart have fået vendt hver restaurantbillet, kronprinsebesøg mm. af Ekstra Bladet, og i går var ingen undtagelse. Men Altaf Khanani var et navn, jeg først opdagede i Politiken, ”kongen af hvidvask”. Jeg lærte, at han tager 3 % af de globale midler, hans teams har hvidvasket fra Pakistan, også via danskejede banker. Jeg var egentlig positivt overrasket over renten, men når vi snakker 100 milliarder kr., er en rolle som Mr. 3 % vel ikke at foragte. Eller han ”tog” 3 %, for han sider buret inde i USA.

5 % tager dog helt igennem ordentlige og uberygtede Rolf Kjærgaard, Vækstfonden, i Danmark, vel at mærke på COVID-19-produkterne. Og det er også ret billigt, faktisk halv pris ift. risikoen. Vækstfonden opererer da også, men det er nu pga. nedskrivninger, med underskud for halvåret. Det kan ikke præcist ses, hvordan startuphjælpepakkens 2,2 mia. kr. er blevet matching-lånt 1:3 ud til de fire lånegrupper: Startlån målrettet opstartsfasen, direkte Investorlån målrettet startups i COVID-19-krise, Business angel-lån og Syndikeringslån til ventures, family offices mm.

Mit bedste gæt er, at halvdelen vel allerede er ude at arbejde, og resten vil komme det. Blandt andet venturepuljen blev straks allokeret, DanBAN, Keystones og BA Syddanmark som business angel-netværk kommer løbende frem mod juleaften, ligesom 93 business angels nu er individuelt godkendt. Det er sådan min ultrakorte fredagsudgave af Vækstfondens halvårsrapport, der kom tirsdag.

 

Vækster nye vedtægter vækstiværksætternes nye forening

Det var i onsdags, at tech-aktierne på Nasdaq dykkede 3 %, hvad du nu selv kan konstatere i din aktie- eller pensionsportefølje. Mere positivt nyt i min mailboks samme dag kom fra Pia Ella Elmegaard. Nu er den nye Brancheforeningen for Tech Startups i Danmark (BTS) klar, i al fald vedtægterne, og du kan melde dig ind. Missionen er ”at skabe de bedste forhold for tech-startups og scaleups, og sikre etablering og vækst af fremtidens virksomheder i Danmark.” Visionen er cirka den samme: ”Skabe endnu bedre forhold for at etablere, drive og vækste en tech startup fra Danmark”. Men der er selvsagt en ongoing global pointe i nuancen, om det er i eller fra Danmark.

På sitet står der også: ”Der vil ramme en krise igen, hvor der er behov for at synkronisere os og stå sammen som tech-vækstvirksomheder i Danmark.” Ja, nationaløkonomer som Torben M. Andersen ovenfor vil hævde, vi er i den dybeste krise målt på BNP siden 2. verdenskrig. Så hvad skal man stå sammen om lige nu for at skubbe på Vækstdanmark, er vel det presserende spørgsmål? Af en startup har vi ventet længe på vedtægterne, så den kickoff-reception, Pia stiller i udsigt om morgenen den 22. oktober kl. 8.30, lyder som en god frisk start.

 

Climate Tech funds, Secondary fund og en Side Car fond – hvad bliver det næste?

I går aftes, altså torsdag, bladrede jeg i en rapport fra PwC, ”The State of Climate Tech 2020: The next frontier for venture capital”. Der står bl.a., at der – alene i startups – er investeret 60 milliarder $ i det, PwC definerer som Climate Tech, siden 2013. Ja, det er nok bare starten, for hvad er sejere end Climate Tech og Social Tech? Der er gang i de almindelige tech-fonde, fx sidder jeg her til morgen med en pressemeddelelse fra Gorilla Capital, der er en af de store nordiske early stage ventures, om at de har foretaget 13 nyinvesteringer allerede i 2020. Men ikke mindst, så vælter det frem med specialiserede venturefonde, og alene brandværdien er med til at løfte værdien ekstra på impactstartups.

Af ugens nye fonde var en ny såre dansk Side Car fond den, der gav mig det sjoveste, let patriarkalske billede på nethinden: fatter med læderkasket på og lillemor med tæpper i sidevognen på søndagstur i en dansk Nimbus ned ad jyske landeveje.

Ideen er, at man er i sidevognen på rigtige fonde, altså medinvesterer, og i den forstand hægter sig på deres udvælgelse og due diligence. En sådan fond udvikler Jakob Ellehauge Sode og Søren Jørgensen for Danish Business Angels. Og det kan være ret smart, fordi det kan sikre en spredning. Så hvis jeg i mangel af rigtig motorcykelkasket tager min DanBAN-kasket, synes jeg, ideen er god. Vi har talt syndikeringer op og lavet dem i årevis; det her er en let måde at sikre spredning på for tidlige investorer. Fonden skal være på 30 mio. kr. og ticket size er 750 t.kr.

En anden sjov fond er Nordic Secondary Fund (N2F), som en anden DanBAN-busines angel, nemlig Peter Sandberg, har stiftet sammen med Frank Lyhne Hansen og Niels-Ulrik Mousten. Her er pointen, at man køber aktier, typisk fra founders i scaleups efter A-runden og senere. Så kan de nemlig få til storbylejligheden og elbilen, de har ønsket sig, mens de venter på den endelige exit. Og investorer er med i mere sikre aktier med typisk vel 30 % discount. Peter har endnu ikke overtalt alle investorer, der har tørt krudt, til at være med i hovedvognen med en million krones penge, men med hans iver varer det næppe længe. Svenske Klarna og danske Actimo og GoMore er fx med i 170 mio. kr. porteføljen – og det lyder ikke som det værste. Klarna er før seneste runde på 650 mio. $ den højst valuerede fintech i verden med Silver Lake, GIC, BlackRock and HMI Capital og mange flere, inklusive Bestseller Group, med på forbrugerkreditrejsen. Vi skal nok komme tilbage til disse to og mange andre fondsinitiativer.

 

Nye acceleratorer og Frederiks høkerberegning af, hvad en startup skal have i løn

Secondarys hjælp til likviditet for founders fører lige over i spørgsmålet om, hvad en founder i en startup skal have i løn i spændet mellem SU-caffe latte-løn og en normal direktørløn i samme størrelse virksomhed. Kvikke Frederik Ploug fra Keystones har tidligere lavet en høkermodel for indikation af værdiansættelse, og nu har han så suppleret med en høkerkurve for reverse vesting, hvilken du kan se her. Så kan du selv se, om din løn og din ejerandel matcher.

Men du kan også komme på skolebænken og kvalificere dig til discountet cashflow-modeller og megen anden tung startuplærdom. I den tidlige ende ligger Innofounder Graduateforløb, hvor et nyt hold starter for 18 ultratidlige startups. Feltet spænder meget vidt fra matching-software til at parre rette hingst med hoppe – hvordan deres datingprofiler så end ser ud – til droner, der kan forudse udvikling i skovbrande.

En helt ny accelerator kan du nå at onboarde inden 4. oktober, hvis du er over MVP-stadiet.  Danske startups har endnu større risiko end normalt under coronakrisen, hvad en rapport fra TechBBQ viste i ugen. Hvordan understøtter vi så de bedste af dem på deres rejse mod at blive scaleups? Det har et makker- og partnerskab af organisationer nu et tilbud om, som de kalder Beyond Beta. Accelerace, som med Peter Torstensen er en af de første og største på feltet, og Christoffer Malling og hans team fra Dansk Design Center samt erhvervshusene er med ombord.

 

Min helt egen nye sidevognsfond for COVID-19-vacciner

Hvis jeg havde tid, midler og Finanstilsynets mange godkendelser, ville jeg for længst have lavet en fond, der investerede i de ni mest lovende af de 261 selskaber, der forsøger af komme først med en vaccine mod COVID-19.

Jeg skrev i onsdags om Rasmus Bech Hansens Airfinity – ud over DrugStars og Robotics, der også er spændende sundhedsdatastartups. Og i går kunne jeg så kl. 14.30 se gode Rasmus tone frem på CNN Worldwide. Det er sådan en lille sejr for en redaktør at udkomme før CNN. Og det er, fordi Rasmus’ team kan kortlægge, hvem der er hvor langt, og dermed hvem der får succes. Financial Times,  skrev samtidig følgende om de ni, Airfinity har udpeget:

“One of the nine vaccines is being developed in the UK by AstraZeneca at Oxford University; two of the most advanced US candidates come from pharmaceutical company Pfizer, in partnership with Germany’s BioNTech, and Moderna; four vaccines are being produced in China by Sinovac Biotech, CanSino Biologics and Sinopharm, which has two different shots in development; and one is being led by US multinational Johnson & Johnson. A Russian vaccine produced by the Gamaleya Research Institute entered phase 3 this month. All nine have already signed purchase agreements with governments around the world.”

Pointen hos Rasmus er, at vi ikke får én blockbuster, men en flerhed af vacciner. Så de ni er ret sikre investeringsobjekter, da den amerikanske regering allerede har investeret 10 mia. $ i vaccinekandidater! Den, der laver en fond, hvor jeg kan sidde som lillemor i sidevognen og investere i dem, får et forbudt vådt kys. Men der er selvfølgelig allerede for længst investeret i de selskaber. Da tech-aktier gik ned i onsdags, gik sundhedsaktierne op. Men hvem har ikke lov at drømme om at sidde i sidevognen og blive kørt mod himlen.

 

Kys og god weekend alligevel

Se sådan sluttede jeg med at give økosystemet en lille tur rundt på en fredag. På næste onsdag kan du læse mere om startups, investorer og IPOs. Så glæd dig. Men planlæg allerede nu din juleaften, og indtast MobilePay 125016 for en første tidlig adventsgave efter egen valgte størrelse. Så giver du et Bootstrapping-medlemskab til dine nærmeste og er med til at holde communitiet i gang.