Rollemodeller for alle #8 – Allan Polack, Administrerende Direktør for PFA

“God ledelse handler om at udvide vores horisont for styrken i forskellighed. Tænke mangfoldighed og diversitet i måden vi tilgår alle opgaver på. Gode stærke rollemodeller er helt essentielle, når vi skal inspirere både nutidens og fremtidens kvindelige talenter”

Fleksibilitet giver mere diversitet.

Udgangspunktet for PFA’s arbejde med inklusion og diversitet er fleksibilitet. Et normalt voksenliv betyder ofte, at medarbejderne i nogle perioder kan arbejde rigtig meget, mens de i andre perioder – f.eks. i forbindelse med små børn – arbejder mindre. Det skal organisationen kunne tilpasse sig, mener Allan Polack, der er Group CEO i PFA. Fleksibiliteten gælder både for mænd og kvinder, og den medfører en større rummelighed og dermed en større mangfoldighed blandt medarbejderne. De skal så til gengæld selv tage ansvar for, hvordan deres karriere bygges op. Dermed er rammerne klare, og forudsætningerne på plads for, at alle – også kvinder – i eget tempo kan søge mod lederstillinger hos pensionsselskabet.

Interviewet i denne toplederstafet er en del af kampagnen ”Rollemodeller for alle”, hvor Foreningen KvindeKompagniet og Female Leadership Academy giver deres bidrag til debatten om diversitet og kvinder i ledelse. Formålet med podcastserien at høre toneangivende erhvervsledere og sikre vidensdeling på tværs af brancher bl.a. om, hvordan vi i Danmark skaber flere rollemodeller og øger andelen af kvindelige ledere.