Annemarie Munk Riis til Innovationsfonden

Annemarie Munk Riis kommer fra en stilling som erhvervspolitisk og international chef i Københavns Kommune. Nu er hun ansat som vicedirektør i Innovationsfonden fra d. 15. maj 2020.

I den sammenhæng har hun arbejdet tæt sammen med sammenslutningen af bæredygtige storbyer, C40, og etableret partnerskaber med virksomheder og private fonde. Annemarie Munk Riis har desuden ledet kommunens strategiske arbejde med tiltrækning af udenlandske talenter og virksomheder, og har herunder etableret Københavns myndighedssamarbejde med Beijing og Buenos Aires inden for bl.a. energi, vand og bygninger.

Innovationsfondens nye vicedirektør har lang erfaring med evalueringer, analyser og udvikling af det danske innovationssystem.

Dels som medstifter af og partner i virksomheden IRIS Group, der har specialiseret sig i analyser inden for innovations- og erhvervspolitik, dels gennem praktisk erfaring med klyngesamarbejder mellem vidensinstitutioner, erhvervsliv og myndigheder.

Derudover har hun som medlem af styregruppen for Copenhagen EU Office i Bruxelles arbejdet med at understøtte danske forskere, virksomheder og kommuner i at skaffe EU-funding.

Indsigt i innovationssystemet og international erfaring

Annemarie Munk Riis er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og har en ph.d. fra Copenhagen Business School (CBS). Tidligere i sin karriere var hun ansat i Erhvervsministeriet og har i en årrække været ekstern lektor på CBS. Gennem årene har hun med sin familie boet og arbejdet i en række lande – herunder USA, Japan, Belgien og Schweiz.

– Vi er meget glade for at få Annemarie ombord. Hun kommer med solid indsigt i det danske innovationssystem, i samspillet mellem forskning, erhvervsliv og myndigheder og har desuden bred international erfaring. Alle kompetencer, der sammen med hendes lederevner og store engagement kommer til gavn for både fonden, fondens medarbejdere og ikke mindst ansøgere og samarbejdspartnere, siger direktør i Innovationsfonden, Anne-Marie Levy Rasmussen.

Anne-Marie Levy Rasmussen ser frem til, at Innovationsfondens ledelse med ansættelsen af den nye vicedirektør nu bliver endnu bedre rustet til de vigtige opgaver, fonden står over for aktuelt og de kommende år med at løse samfundsudfordringer som følge af COVID-19, sætte fart på den grønne omstilling og bidrage til genopretningen af samfundet og dansk økonomi.

Comments