Foto: Rune Johansen

Paralenz hardtech – DI startup-reform – Blockchain – Social kapital – Tvedes mareridt

 

Med den lave rente bliver penge kastet i grams og bitcoins, og det hele bliver sikkert kun endnu værre næste halvår. Men hvem tør stoppe recovery og lade Italiens økonomi gå ned? Det danske økosystem virker nu sundt nok med digital succes og vækst for tech startups. Herunder for kapitaltilførsler som fx fra ugens investor SEED Capital. Og som fx med 25 mio. kr. til ugens case Paralenz. Og med IPO’s på First North, der samlet i halvåret har vist sig bæredygtige.

I aften kan vi så stoppe op, kigge ud over vandet og skåle i et glas rosé eller en kop øl og tænke vores om en dejlig sommer der venter, mens vi deltager i den faktisk ret nye tradition med at futte heksefigurer af på toppen af bål og synge Drachmanns midsommervise. Den hedenske midsommerfest var mere vild og magisk, så kvinder skulle passe på ikke at blive stukket gravide af sankthansormen. Sådan ændrer mangt og meget sig, herunder kvindesynet. Dansk Erhverv udgav i morges deres publikation 25 kvindelige iværksættere du bør kende. Der var faktisk et par veletablerede imellem, som vi på redaktionen ikke har haft øje for, som Clionadh Martin, founder af Coalescent Mobile Robotics og Jenifer Clausell-Tormos, CEO, Develop Diverse. Tak for det Brian, eller måske snarere tak til Jasmina Pless for arbejdet med at synliggøre 25 kvindelige rollemodeller.

De næste mange uger ’forstyrrer’ vi dig kun på onsdage og mest med opsamlinger, som fx på næste onsdag med de 5 bedste iværksætterpodcasts, du kan dase med ved strand eller pool. Men først skal du se bidragene i dagens nyhedsbrev:

 

Ugens hardtech-startup: Paralenz handler om at dreje en startup fra hardware-kameraer til også at rumme software med data om havenes tilstand, herunder i city science udviklingssamarbejder. Du kan møde Michael Trøst, co-founder af danske Paralenz, CEO Lise Engelbrecht samt investor Ulrik Jørring, fra Nordic Alpha Partners, der perspektiverer kapitalrejsen.

 

5 skarpe til ugens investor: Anne Cathrine Wilhjelm rummer essensen af SEED Capitals erfaringer. Anne Cathrine ser tilbage på knap 1000 kapitalrejsninger og -forhøjelser og begrunder den succes, SEED har haft med fx Peters Trustpilot, Kenn og Peters Lunar og Heini og Theis’ Vivino for ikke at tale om Endomondo, Mofibo, Fullrate, og Firmafon. Og hun ser bl.a. frem mod, at vi får mere styrke til at løfte ”de bedste selskaber og måske lade flere af dem blive på danske hænder”. Og Cathrine fortsætter sine skarpe betragtninger bl.a. om startups exit med at de ”jo får hele gevinsten på én gang, og så er det 60 % til skat. Det virker urimeligt og er medvirkende til, at selskaber flytter ud af Danmark før tid.”

 

Du høster, hvad du har sået – regeringens 10-års plan må huske iværksætterne hedder Sine Linderstrøms klumme, der kan læses i direkte forlængelse. I Bootstrapping har vi jo inviteret til at organisationer kan komme med deres bud til de 10 års reformer, Mette Frederiksen har varslet på ”innovation, uddannelse, jobskabelse og vækst.” Sine har på DI’s vegne bidt til bolle, og blandt forslagene er det reinvesteringsmæssigt fornuftige, at vækstiværksættere kun skal betale skat af faktisk udloddet overskud. Aktivering af private pensionsmidler, medarbejderaktier og 90 dages prøve-ordning for ophold i Danmark for udenlandske medarbejdere er andre gode forslag fra DI.

 

ESG og FN’s sociale verdensmål – vi kan godt begynde at glæde os! er en kommentar af Birgitte Frost Mathiesen, ledende partner i Den Sociale Kapitalfond, til hvordan vi med privat kapital kan løse nogle af de problemer, politikerne slås med. Vi har 280.000 udsatte, der sender 7-8 % af vores unge ud i sofaen og koster os 41 mia. kr. Birgitte giver sit bud på, hvordan vi afhjælper det med sociale tech startups som Precure, Healper, GDV Technology og HERO.

 

100 millioner hårelastikker og en vodkatonic #2 – “Dagens katastrofe” er det nok mest lærerige kapitel for en iværksætter i Sophie Trelles-Tvedes nyoversatte bog. For når man skal have produceret hårelastikker, tager man til Kina, og hvor svært kan det så være at få dem leveret. Ret svært! Der er nok af katastrofer at håndtere, når du driver en e-commerce forretning, og Sophie fortæller af egen erfaring som 29-årig iværksætter.

 

Vækstfondens guide til iværksætteri – Episode 4: Sådan sammensætter du det gode team. Her kan du høre Sten Rode, partner i VF Investering, og Gitte Lykke, lead på ledelsesvurdering hos Vækstfonden, give deres bud på, hvad du skal tænke over, når du sammensætter dit team. Kompetencer og erfaringer er nemlig i dag det første, investorer kigger på. Som altid er anden del af podcasten en konkret case. I denne episode om SynergyXR – en ny platform, der hjælper virksomheder med at præsentere deres ideer, produkter, og løsninger i AR og VR. Mads Troelsgaard fortæller om sin erfaring med at sætte det rette team i vækstrejsen for selskabet.

 

Techtopia 198: Blockchain skal være nemt som MobilePay tager fat i Jesper Toft, stifter af Gleipner, for at diskutere deres nye blockchain baseret på Etherium. Den skal gøre det nemt at flytte tokens til faste, lave transaktionspriser. Lyt selv.

 

Hvad mangler vi ellers før sommer? Af danske fodboldkampe forhåbentlig flere end Danmark-Wales. Af Nasdaq First North børsnoteringer 3 stk., nemlig vores sidste uges startup OrderYOYO samt Samesystem og Copyright Agent. Og ellers mangler vi vel ikke andet end at takke for første halvår af 2021 og ønske dig en rigtig god sommer. Husk, du kan altid sende dine egne ideer til jesper@bootstrapping.dk. Og få et tilbud på et PRO abonnement til din startup eller din investor. Og nyd så din sommer uden stress, mundbind og dårlig samvittighed. Du er jo í det herligste af alle herlige økosystemer.