Iværksætter: Vælg din investor – Fresh.Land og Nextfood – Årets business angel & LS’er – Impact no. 1

Verden er fuld af valg og dilemmaer, aldrig sort/hvid. På den ene side er min retssikkerhed dybt krænket af, at Regeringen lukker et helt minkerhverv ned, endda på et tvivlsomt grundlag. På den anden side behøver jeg hverken cykle forbi mine næsten-nabo minkfarme på Gøl eller hive min regnestok fra 1. g frem for at regne ud, at ingen investor vil betale 10-15 mia. kroner for at købe et helt solnedgangserhverv, der taber penge, og som ingen modehuse vil aftage varen fra.

Tænk hvad det samme beløb kunne skabe af fremtid, af bæredygtige high tech-forretninger! Især fordi vi her er notorisk bagud i Europa. Verdens 10 største tech-selskaber, inkl. alle de store brugervente platforme og systemer, er amerikanske eller kinesiske, jf vores nytårsartikler, fx Anders Borgs video. Nogle af dem, som Facebook og Twitter får os til – initieret af algoritmer, der segmenterer nyhederne, så de pirrer vores iboende ur-savanne-alarm-sensorer – især at klikke på er sort/hvide holdninger. Men derfra og så til at platforme som Twitter nu har valgt for altid at lukke Donald Trump med 80 mio. følgere ned, kan man diskutere. I al fald er ingen valg uden omkostninger. Hverken de valg platformene behændigt undlod at tage i fire år, eller dem de tager nu.

Ugens tema er ikke det amerikanske præsidentvalg, der altid er rødt/blåt, derimod det valg, du som startup har, når du skal vælge investor.  Og ikke bare mellem business angels, fonde og acceleratorer, venturevirksomheder og familie officies. Men om du har gjort dig helt klart, om du bag alles snak om at vi er åh-så ”founder friendly”, har at gøre med en finansielt orienteret eller en partnerskabsorienteret investor? Får du venturevilkår, der beskytter investor, eller en wing-man der løfter dig, og som du er i samme båd med? Det er sådan Eric Lagier fra venturevirksomheden byFounders fremstiler valget, som vi sætter til debat. Og det sker ud fra praksis. Ud fra de terms med guide, byFounders nu har offentliggjort, og vi har kogt ned i en pixiudgave på 8 punkter. Og de er lige til at læse, da Eric så at sige har skrevet dem anti-juridisk.

Men er det for sort/hvidt? Har investoren, fx investorerne bag venturevirksomhederne eller en business angel, fond eller family-office med få investeringer, så slet ikke ret til beskyttelse eller hvad? Skal investor ud i budrunder, bare fordi founder løber største risiko – men sjældent økonomisk så stor? Lad os høre din mening!

Så er det sagt: Intet valg hjemme hos mig er større end dagens aftensmad! Vi laver altid mad fra bunden, og til nytår fik vi en herlig sending kasser af danske kål, citrusfrugter, flotte avocados (altså hverken hårde eller gråsprængte), samt ikke mindst en fantastisk svampekasse. De var fremme uden mellemled på 4 dage fra leverandører via Fresh.Land til os på ødegården i fjerne Nordjylland. Valget af ugens startups, CEO Mathilde Jakobsen fra Fresh.Land og CEO Rasmus Bjerngaard og COO Kasper Daugaard fra vertical farming platformen Nextfood viser et økosystem, der går fra ren vækstfokus til impact- og klimafokus. Mathilde har fået repressalier fra de 3-5 mellemled, hun tager ud i værdikæden, og Rasmus påpeger, hvilke teknologier vi i et holistisk perspektiv udvikler hvor – bl.a. sat op mod den massive støtte til Nordic Harvest. Det er superspændende startups. Og jo dejligt konkret, når dilemmaer handler om, hvad vi skal putte i munden. Det diskuterer vi i hvert fald intenst i mit hjem, hvor den bedre halvdel dyrker grøn mad-blogging på muttionline.dk.

Ugens investor var let at vælge. Claus Hansen skal som årets business angel præsenteres. Han har syv udvalgte investeringer heraf et par i hhv. medtech og LS (life science). Vi er ikke ret mange andre business angels, i al fald i DanBAN, der investerer i det felt. Og det er en skam. For vi har jo enorm viden og soft-støtte forskningsmæssigt i Danmark, vi har de store pharma-kanoner Novo-Lundbeck-Løven. Ud over et par specialiserede ventures som Sunstone & Heartcore mangler vi bare netværket af forretningsvendte seniorer, der kan komme med især kompetencer. Det er et af de felter, Danmark ikke bør være foruden. Jeg ved ikke, om pressen ved det. Men det er vigtigere end mink. Medierne har dog fået øjnene op for vaccinehistorien med BioNTech og Moderna Technologies, vi har talt om siden november som verdens startup helte. Men læs nu hvad Hansen fra Århus har at svare på vores 5 skarpe om LS som investorforretning.

Bl.a. mener Claus jo, at life science pr. natur er impact; og det kan føre os over til kommende serie ”Where do Nordic Investors go from here?” på 6 af Richard Georg Engström og Christian Møllgaard på basis af The One Initiative rapport. De lægger ud med en intro, der sætter af fra Milton Friedmann i 70’erne. Så kan alle være med på en lang rejse fra rå kapitalisme over impact til regenerativ investment, altså hvor vi efterlader planeten endnu bedre. Læser du med de næste 6 gange, får du en hel lille guide til din egen approach.

Techtopia 176 ”Bitcoinkurs går gennem loftet”  handler om den julegave, du burde have ønsket dig. Men er kursen ikke faldet lidt ned igen? Henrik Hoffmeyer fra Coinify forklarer de bevægelser, der for mig ellers har været så svære at forstå i dybden, som hvorfor min ungdoms fodboldhold (AaB) kan tabe, selv når de undtagelsesvis spiller flot.

Nu er det valg i livet jeg har – hvor Amalie, mit superveteran-fodboldhold på Kløvermarken er lukket ned – om jeg skal gå en tur eller løbe en tur. I København city har nogle af os intet andet reelt valg end ”Straffefangeruten”, den ensrettede trængselsrute rundt om Søerne, hvor vi som løbere tvinges til kanten af de hvide striber på den sorte asfalt. Men glæd dig, der er skam solskinstimer til det bliver fredag. Så kan du på rundturen overveje om vores ”foundervenlige” økosystem nu også er så venligt, og mod hvem.

Her på Bootstrapping er vi da (næsten) altid venlige – i hvert fald indtil på fredag! Og vi mener ikke founder-investor-relationen er vendt om, bare tilbage i den balance, den havde lige før corona. Men det betyder så også, at hvis du er investor, kan du godt komme ud af hullerne og forberede din positionering og din storytelling i din reverse pitching. Der er mange valg i vores herlige økosystem – heldigvis er ingen af dem sort/hvide!