Kilde: Getty Images

Uge 10 i økosystemet: Hvad kæmper vi for? – 4X på 8. marts – Exit fra Innofonden – Rindom & arbejdskraft – Inflation – Roccamore sladder

 

Hvad kæmper vi for? – SEJR! råber herrehåndboldlandsholdet. Spørgsmålet er bedre end svaret. Mathilde kæmper for at komme igen efter konkurs. Jonathan kæmper for at blive unicorn på en god aarhusiansk måde. Sarah-Josephine for ikke hver dag at blive stalket af Ekstra Bladet. Jeppe for at få nok arbejdskraft. Det er de daglige kampe. De er så små søm i de store bygninger: For demokrati og en liberal verdensorden efter Ukraine. For en bæredygtig verden efter seneste klimarapport. For alle typer diversitet også i danske bestyrelser, ledelser og arbejdspladser. Og i hvert fald for nye smarte innovative løsninger. I dag skal vi rundt om disse meget forskellige kampe på mange niveauer.

 

Hvad kæmper vi for?

I krigen i Ukraine – som 40 mio. ukrainerne kæmper for os, da alt andet kan udløse en atomkrig – er der selvsagt mange mål fra overlevelse som person til nation. For os i Vesten er det frem for alt et forsvar for en liberal verdensorden. En orden, hvor hvert lands borgere demokratisk kan beslutte, hvad de vil. Hvor den stærke nation ikke bare kan tromle den svage. Som Francis Fukuyama skrev i Financial Times: The current crisis has demonstrated that we cannot take the existing liberal world order for granted. It is something for which we must constantly struggle, and which will disappear the moment we lower our guard.” For det er et tankesæt, vi har kæmpet igennem med højdepunkt i de franske og amerikanske revolutioner: “Liberalism is a doctrine, first enunciated in the 17th century, that seeks to control violence by lowering the sights of politics. It recognises that people will not agree on the most important things — such as which religion to follow — but that they need to tolerate fellow citizens with views different from their own.Fukuyama gennemgår så, hvordan den demokratiske platform systematisk har været udfordret af Putin og populister i Vesten med Brexit og Trump som højdepunkter: “The liberal world has brought about huge increases in gender equality and tolerance for gay and lesbian people over the past two generations, which has provoked some on the right to worship masculine strength and aggression as virtues in themselves.” Det har tiltalt store grupper, herunder på nettet, der ønsker et fællesskab baseret på egen etnicitet, religion og traditionelle værdier. Så krigen har været et wake-up call, hvor “the world will have learnt what the value of a liberal world order is, and that it will not survive unless people struggle for it and show each other mutual support.”

Der er også konkrete udfordringer for startups med relationer og medarbejdere ramt af krigen. Danske Tech Startups holder fx. online møde på tirsdag kl. 14-15  med Bruun-Hjejle og Erhvervsstyrelsen om at håndtere de udfordringer.

 

Hvad kæmper vi så imod?

Det fik jeg fint belyst i en artikel We Are All Living in Vladimir Putin’s World Now i New York Times skrevet af Ivan Krastev, bulgarsk født professor i Wien. Han indleder med det berømte diktum af Thykedid: ”De stærke gør, hvad de har magt til at gøre, og de svage accepterer, hvad de er nødt til at acceptere” og siger, det er den verdensorden, vi nu – efter en tilsyneladende pause fra Murens Fald – igen lever i. Men pausen var fiktiv, for Putin har hele tiden systematisk arbejdet på at rulle Ruslands grænser tilbage til udgangspunktet før Gorbatjov. Putin er en del af et slæng (og et mafiøst slæng) af efterretningsofficerer, der fandt, at Sovjet vandt over Napoleon og Hitler, men ikke desto mindre i 1989 uretmæssigt faldt uden militært tab eller fremmed invasion. De vil ikke ændre fremtiden, men genindskrive fortiden, drevet af revanchistiske ideer om gengældelse. Og Kina spiller med: “Over the past two months, the Moscow-Beijing alliance has moved from hypothesis to reality, thanks to the shared goal of challenging American dominance. (…) President Xi Jinping may be the biggest beneficiary of the current crisis: America not only looks weak; it also now finds itself bogged down in Europe and unable to focus on Asia.” Og så kommer bredsiden til os europæere: “For the past 30 years, Europeans have convinced themselves that military strength was not worth the cost and that American military pre-eminence was enough to dissuade other countries from pursuing war. Spending on defense fell. What mattered, the received wisdom intoned, was economic power and soft power.” Nu ved vi, siger Krastev, at sanktioner ikke kan stoppe tanks, at kapitalisme ikke kan afdæmpe autokrati: ”Trade with dictators does not make your country more secure, and keeping the money of corrupt leaders in your banks does not civilize them; it corrupts you. And Europe’s embrace of Russian hydrocarbons only made the continent more insecure and vulnerable.

 

Efter 8. marts (1). Kvinder som rollemodeller

Kommentatorer Kristian Madsen skrev op til 8. marts som kommentar om Ekstra Bladet, atHelle Thorning-Schmidt var for ”uægte” og man kunne ”ikke mærke hende”. Mette Frederiksen er åbenbart for patosfyldt og storladen. Kvinder kan bare ikke vinde i det spil.”

Nej, og det kan kvindelige vækstiværksættere heller ikke. For tiden Sahra-Josephine Hjorth, CanopyLAB, der dagligt bliver stalket og forsøgt udstillet som ”selvudnævnt Tech Dronning” i Ekstra Bladet, og Mathilde Jakobsen fra Fresh.Land, der også er oppe mod ti ensidigt vinklede artikler, der selvsagt skræmmer hendes impact-investorer. De, der sponserer Børsen Bæredygtig, tænker nok, at de gør det, fordi erhvervsmediet fremhæver nye bæredygtige forretningsmodeller. Det, de reelt støtter, er tvivlsomme tip, også tilgået os på Bootstrapping, fra efterlignende konkurrenter og grøntsags- og speditørmafiaen i branchen.

Kvinders vej til succes er simpelthen smallere og kurven stejlere både for deres opstigen til fotografering og berømmelse og ditto hiven ned i sølet igen. Damned if You Do, Doomed if You Don’t, hed den analyse fra USA, der i 2009 beskrev kvindelige lederes valg mellem to vejgrøfter: Hvis kvinder er dygtige ledere, er de kolde isdronninger. Er de sociale og empatiske, er de nok lidt dumme, i al fald inkompetente på mandlige gebeter. Så det er fx alt værd at indstille kandidater til ”De næste 25” her i år 2 af Dansk Erhvervs kåring og publikation ”25 kvindelige iværksættere du bør kende”.

 

Efter 8. marts (2). Q-iværksættere, der skalerer

Gry Jexens bog Kvinde Kend Din Historie brugte jeg til julegave efter at have hørt hende på et arrangement hos Gyldendal. 8. marts hørte jeg igen Gry, hvor hun bl.a. fortalte om verdens første kendte kvindelige iværksætter Sybilla Masters. Hun søgte i 1712 patent på majsmølle. Men først hendes mand Thomas fik den patenteret, for den engelske konge ville da ikke tildele et patent til kvinder. Historien om Elise Sørensens patent, en stomipose, kender alle, der har besøgt Coloplast. Men en historie, jeg ikke før har tænkt over, er den om Margit Brandt, der skabte den danske modeindustri. Hun var kun 17 år, da hun midt i 1960’erne designede kollektioner, Erik Brandt solgte. Første år omsatte hun for 1 mio. kr., næste år for 300 mio. kr. Det kan man kalde skalering! Midt i snakken om iværksætteri må vi aldrig glemme, at det at være ’husmandsfamilie’ på et ’lille jordlod’ ikke i sig selv nødvendigvis er et attraktivt mål. Heller ikke selv om jordlodden dyrkes grønt. Det er bæredygtigt vækstiværksætteri, skalering, der gør forskellen.

 

Efter 8. marts (3). Simon Kollerups måltal og de 40 % i 2025

Jeg læste i ugen, at næsten halvdelen af de engelske virksomheder har planer for at have mindst 40 % af bestyrelsespladserne reserveret til kvinder i 2025, ifølge Chartered Governance Institute UK & Ireland. England er da ellers mere kønsstereotypt end os eller hvad? Erhvervsminister Simon Kollerup understregede i ugen til 8. marts arrangement hos Vækstfonden, hvor svært det er som politiker at gøre noget ved den store skævhed med for få kvindelige iværksættere, og han efterlyste forslag, når der engang åbnes for forhandlinger om at styrke iværksætteri i Danmark. Et mødte han selv op med, nemlig at regeringen pønser på at kræve af virksomheder, at de opstiller og beskriver deres opfølgning på årlige måltal for andelen af kvinder i bestyrelse, ledelse osv. Det vil givet være fint, men som det fremgår af Ligestillingsministeriets hjemmeside, p.t. hjemmehørende under Peter Hummelgaard i Beskæftigelsesministeriet, har det nu i over 20 år været pålagt de ca. 2200 største danske virksomheder ved lov. Og alle statslige virksomheder over 50 ansatte skal have en politik for at få flere kvinder i ledelsen. Har det så rykket noget? Det har det sådan subjektivt, altså i de diskussioner jeg oplever ved rekruttering. Men jeg må indrømme, det er meget svært at se i tallene. 19 % af danske bestyrelsesmedlemmer er i dag kvinder. Så det er fint nok med måltal, og det er ærgerligt, hvis det er nødvendigt at bruge kvoter og tvang. Men hvordan får vi det ellers til at rykke?

 

Efter 8. marts (4). Hvad gør du selv?

På det 8. marts-arrangement i Vækstfonden, jeg nævnte ovenfor, fik ordstyrer Anne Almind Vind – efter at Rolf Kjærgaard havde delt de triste tal for, hvor dårligt det står til i vores økosystem med kønsdiversitet, og hvordan vi misser værdi og profit – os til at stille sidemanden det gode spørgsmål: Hvad vil du selv gøre?

Hvis jeg tager Bootstrapping, så kunne vi gøre mere. Vi bestræber os dog på positiv forfordeling ved at mindst hver fjerde, helst hver tredje, af ugens investor-portrætter er af kvinder, og ditto for founderteams i startups, der er ugens udvalgte (med ret så lang kø). Og det er ret let at blive omtalt og med link, hvis du er kvinde, fx VC-partner eller rådgiver. (Hvor det som mand er sværere, som hvis et bordfodbold skråner lidt mod dig, som min kvindelige samtalepartner bemærkede med et godt billede.) Men vigtigere, tror jeg, er den samlede dækning af sager og dilemma’er i økosystemet. Når Ekstra Bladet og Børsen senest har haft kritiske artikler om Mathilde Jacobsen fra Fresh.Land og Sahra-Josephine Hjorth, CanopyLAB og herunder daglig intimiderende og sexistiske artikler om sidstnævnte, så har vi støttet op om de founders med råd og i al fald givet en mere balanceret dækning.

Og det kan være lettere, end det lyder. For vi har fx ikke mulighed for research af de mange forskellige kilder, der melder ind om selskabernes dybere økonomi. Konkurrenter til Fresh.Land har fx ment, at vi skulle skrive om konkursrytteri (en mistanke der er ved alle konkurser), og mange at vi skulle gå meget mere kritisk til medarbejderforhold. Og omvendt, hvis vi kritiserer kvinder, som jeg har gjort i en Løvens Hule-kritisk artikel, om at Nordic Female Founders tog 40 % ejerandel af DeSonic, får jeg længe efter fortalt rygter om, at jeg skriver nedladende om kvinder. Så det at gå efter bolden, ikke manden eller kvinden, er en udfordring, jeg deler.

 

The Great Resignation. Afblæst før den begyndte!

Jeg er lige fået exit med Kforum købt af JP/Politikens Hus, og det kan jeg godt, 23 år efter jeg iværksatte den platform, kalde en ”Great Resignation” for mig. Men om den rigtige ”Great Resignation” spørger samme Kforum i denne uge: Dropper alle andre end dig “nine to five” for at realisere det frie liv uden meningsløst arbejde? Nej, der er ikke nogen “Great Resignation” i Danmark viser undersøgelser. Og fortsætter ”Det kan godt være, folk har sagt deres job op under corona, men de har fundet sig et nytog underbygger det med masser af data om den historisk høje beskæftigelse og det, at rekordmange har fået nyt job i 2021.

Historier skrives – nu ofte og også i denne uge i Politiken – om, hvordan ”Anti-arbejde er blevet et kultfænomen”. Især i USA, hvor rekordmange har sagt deres job op. Og i USA er der også mange dårlige job med ekstremt lidt ferie og fritid til en dårlig løn. Så The Age of Anti-Ambition kan ikke rigtig undre. Men corona har også herhjemme givet ekstra mange medieportrætter af personer, der har forladt stenbroen til fordel for det meningsfylde liv på landet og ud i den endnu mindre gyllebelagte natur. Men nej, det er mest en kulturel elite, ifølge Politikens artikel i ugen, der er på trenden med en minimalistisk freelancetilværelse, hvor man flytter til Udkantsdanmark”. Stadig er driften mod byen stærkere. I al fald i Danmark. Så køb en lejlighed i byen og stay happy. Det er i al fald det, flertallet gør.

 

Den store danske mangel. Jeppe spiser programmører til morgenmad

Vi skriger på udenlandsk arbejdskraft, har retorikken lydt i erhvervsmedierne op til årsskiftet. Og det siger noget, for der har været en pæn stigning i antallet af udenlandske statsborgere med lønindkomst i Danmark. Fra 3. kvartal 2020 til 3. kvartal 2021 steg den med over 25.000 personer. Det interessante i økosystemet er så, om det er grisepassere, tjenere på genåbnede restauranter eller programmører. For vi mangler stadig de sidste!

Ingen har i mange år været bedre og mere politisk bevidst i sit råb om den store mangel end Jeppe Rindom. Hans Pleo – i dag i FinansWatch sjov nok benævnt Plea, om det så er af uvidenhed eller et bevidst kønsforslag – har nok også allermest brug for arbejdskraft. Men 1,3 mia. kr. tilført til en værdisætning over 30 mia. kr. skal der mange til den videre vækst. I ugen opgjorde Jeppe det til 500 inden næste jul. Så de 20-25 ukrainere, Jeppe gerne ville ansætte nu ifølge IT Watch, dækker dårligt 14 dages rekrutteringsbehov. Pleo spiser programmører til morgenmad.

 

Innovationsfonden. Indhentede fortiden Anne-Marie?

Anne-Marie Levy Rasmussen –  alment anerkendt for sin dygtighed – stoppede i ugen som direktør for Innovationsfonden for at blive leder i vaccineproducenten Bavarian Nordic. Hun startede ellers for to år siden med brask og bram, energi og strategi for at løfte Innovationsfonden og tænke stort og internationalt, fortalte hun Bootstrapping i et tiltrædelsesinterview. Alt fra grønne missioner til grants, det ikke skulle tage et semester at uddele, var på paletten. Men fortiden indhentede den ny yngre direktør hentet ude fra det globale erhvervsliv.

Næstformand Flemming Besenbacher, den engang mægtigste mand i dansk forskningsverden qua formandskabet i Carlsbergfonden, havde sikret sig millioner til forskningsprojekter til kolleger og institutioner, der stod ham nær. Og fejede indvendinger af som ’pjank’. Tidligere medarbejdere gjorde livet surt, da de kendte til uendeligt sløseri med midler og formelle fejl med statsstøttemidler under den tidligere ledelse, som nu ramte. Berlingske fik tilflydt den ene gamle møgsag efter den anden. Og mængden af gamle sager, parret med manglen på ressourcer og udflytning til Aarhus gjorde, at få mærkede et serviceløft, kun lange ventetider, som vi fik en del klager over her på Bootstrapping i corona-tiden.

Nu er Anders Eldrup indsat som bestyrelsesformand. I ugen skrev jeg, at den tidligere departementschef i Finansministeriet og direktør for DONG er den type, man sætter ind, når der skal styr på tingene. Og lige den rolle fik han så i Innovationsfonden, der vitterlig kan betyde uendelig meget for, at vi kommer fra vores ekstremt høje forskningsniveau til den svære kommercialisering. Vi får med Eldrup ikke revolution, men sikker drift til innovation.

 

Google og Amazon monopoler

M&A enheder i store corporates spiser ikke programmører, men mindre virksomheder til morgenmad. Og udviser ofte, efter min erfaring, en vis arrogance i forhold til deres ’ofre’. Og enkelte gange er overtagelsen også bare et led i at lukke en startup ned. Nu om dage er US big tech jo stærkt udfordret på monopol-lovgivning og regulering. Google fx med søgsmål mod deres søgemaskine- og dermed annoncemonopol. Alligevel lykkes det dem stadig at købe op. For tiden er Google ude med et tilbud på omkring 35 mia. kr. for cybersecurity-selskabet Mandiant. Og Amazon er ude og byde over 60 mia. kr. for film- og underholdningsselskabet Metro-Goldwyn-Mayer, MGM med den brølende løve. Amazon vil gerne have mere indhold til deres videostreaming, der er central i deres Amazon Prime abonnementsløsning til forbrugere.

 

TIPS, TRICKS & GODE INVESTERINGER

 

Er der kapital til startups? Og er vækstbørsen væk?

Der er usvækket gang i kapitalrejsningen til mange startups fra pre-seed til senere faser. Og det tvinger alle et hak nedad i markedet i deres søgen efter nyt guld. Mange kunne nævnes, men det vil føre for langt.

Til gengæld er der ikke mange noteringer på vej på Nasdaq First North. Det er lykkedes, med dagbladet Børsen i front, at tale den danske vækstbørs så meget ned, at noteringer som Bawat’s den 28. marts er flyttet Stockholm. Og de, der allerede er på vækstbørsen, undrer sig over deres kurser. Det gælder fx CEO Anders Hartmann, der med Nord Investments var ugens spændende startup på Bootstrapping. Anders har fået halveret kursen, selv om metrics fra prospektet for robotinvesteringsselskabet stort set er nået. Så de onde ler og de gode græder – og rejser kapital på anden vis, selv når de er børsnoterede. Det gælder fx Penneo, et selskab med potentiale for hovedbørsen, der rejser 60 mio. kr. via private placement. Alt lykkes for de gode. Men trist er det for det danske økosystem.

 

Det vi taler om

At kvinder sladrer er en fordom. Men lige med Ditte Okman er det korrekt, for hun gør en dyd ud af det, alle alligevel gør. For tiden i ”Det vi taler om”. På hendes Instagram-opslag 8. marts var sladderen, at Bjarne Corydon, Brian Mikkelsen, Morten Strunge og Morten Albæk nok optrådte i Roccamores stort anlagte annonce-kampagne med glimmer og høje hæle i limited edition Roccamore-modeller for ligestilling, men: Kønsbalancen i deres egne bestyrelser er alt andet end forbilledlig. Og landets snit på 19 % skulle jo ellers nok være til at komme over, når man så dedikeret mener at kæmpe for sagen. Den afsluttende ufinhed var så, at Ditte nævner, at hendes veninde af Frederikke Antonio Schmidt er tilbudt at moderere en Roccamore konference for ’styrkelse af kvinder på arbejdsmarkedet’ for kroner nul. Det kunne så tænde næste fordom i mit hoved: Kvinde er kvinde værst. Min pointe med at gengive det er nu en anden: Det er tidens mantra at ”afsløre” greenwashing, femiwashing osv. Personligt synes jeg, at det er godt, folk har gode intentioner – og de skal selvsagt også arbejde i den retning. Men det med, at vi mennesker 100 % skal kunne leve op til idealerne i egne liv i alle deltaljer – det ender let i mere frelsthed end frigørelse. Men skoene sælges, og debatten kører. Og du kan jo spørge dig selv, hvad du synes – og gør!

 

Rejsen – ikke bare unicorn målet – kan du bedre nå i Århus end i Silicon Valley!

Engang snakkede vi altid om freemium som forretningsmodel for startups (efter Chris Andersons 2009 bog Free). Jonathan Low har grebet lidt af den igen, kan jeg se. For JumpStory giver nu alle i Aarhus gratis adgang til sit at bruge billedtjenesten med de autentiske billeder i ét år. JumpStory har syv forskellige nationaliteter ansat, og af dem er kun 25 % danske, så det er med at trække dygtige tech-talenter fra hele verden. For at de vil flytte til Aarhus, skal de vide, ”hvor fedt et sted det er at bo og arbejde”. Jo, århusianere er altså bare meget glade for Smilets by, sagt af en underdog opvokset i fabriks-Aalborg. Jonathan sammenligner nu med San Francisco, hvor han boede i 00’erne:San Fransisco er som by forfaldet mange steder, og samtidig følges kapital og kynisme tit tæt ad derovre. Jeg tror, at når man som iværksætter runder de 40, så reflekterer man ikke kun over rejsen, men også over rejsemåden. Hos JumpStory er vi vildt ambitiøse. Vi skal helt klart være en unicorn, men rejsen derhen skal være menneskelig.”

 

Prøv med ægte transparens!

Vi sad en række supergode founders på North Star sparringsmøde i går aftes og diskuterede Hiring & Firing i lyset af vores mangel på arbejdskraft. Noget af det, der gjorde indtryk på mig, var de startups, der vælger den konsekvente transparens og ærlighed. Det gælder fx Monta og Abzu, hvor også lønninger og warrants er åbne og tilgængelige for alle medarbejdere. (Hele 41 % af kapitalen i Monta er afsat til warrants, der vestes over 4 år). Åbenheden giver selvsagt en meget høj loyalitet og tillid – også i de nedgangstider, der næsten altid vil komme på rejsen – at intet stikkes under stolen. Casper Rasmussen, CEO i Monta fortæller også alle medarbejdere, hvis fx en VC-runde mislykkes. Jeg har været skeptisk over for så radikal transparens, når jeg har skrevet i bøger om forandringsledelse. Kan alle ledere og medarbejdere håndtere så meget inddragelse i kriser, når der skal tages ubehagelige beslutninger om fx fyring af kolleger? Blokerer det ikke for internationale fusioner og opkøb, og får vi de rigtige ledere, når man som Gary Hamel har foreslået, bliver leder ved at folk kommer, når man indkalder til møder. Men jeg tager nok fejl og synes, det er spændende.

 

Vi mangler folk, ikke kunder

I Ukraine er der tech-arbejdere, der bytter keyboardet ud med maskingeværer og mere laver Molotov-cocktails end kaffe, som Sifted udtrykte det her til morgen.

Vi andre mærker mest krigen på energipriserne. Al produktion, al aktivitet, alle boliger bruger energi. Energipriserne ræser opad, og inflationen ruller. Og det påvirker så os alle – og vil over tid lægge en vis dæmper på meget. Stadig er det sådan, at kunder, salg og gode projekter på ingen måde er gået i stå. Højst er toppen taget lidt af. Men er man Uber, er situationen mere tricky. Martin Peers skrev her til morgen i The Information om, hvordan Uber, hvis de ikke selv vil æde energiudgiften, enten må se chauffører begynde at sige op eller løfte priserne endnu mere med risiko for, at kunderne står af. For prisstigninger, når consumers are grappling with the highest inflation in decades, will hurt business. There’s no way around that reality.” Så nogle selskaber kan hen ad vejen mangle kunder. Foreløbig er det nu stadig arbejdskraft, vi efterlyser.

Snart mangler jeg højest, men næppe længe, en fredagsøl i økosystemets gode selskab og håber også, du må nyde en solrig weekend, til vi høres ved i en ny vild uge.