Er krisen fake – svømmer investorerne i penge?

Så tager vi igen temperaturen på ugen i økosystemet. Og starter med at spørge, om vi står over for historiens dybeste og længste krise, eller om den bare er fake? Lige i investorland tyder en del på, at optimismen og investeringerne er der i takt med, at regeringer og centralbanker puster gældsballonen op.

Det går jo fx strygende med Penneo og Monsensos IPOs på First North, så hvad er problemet? Skal vi ikke til at stimulere reel vækst? Det gjorde Innovationsfonden i ugen med Innobooster People, som du nok skal se nærmere på, hvis du er glad for dine skarpeste medarbejdere.

Og vi glæder os allerede til næste uge. Nogle events, som fx TechBBQ Investor Day 18.6, skal vi stadig være online på. Men CoronaTech i Parken og DanBAN-medlemsmøde hos os på Bootstrapping kunne vi da nu klare fysisk. Hvor er det herligt at se hinanden igen!

I næste uge vil vi bl.a. se på, hvad Vækstfonden har af nyt i godteposen til syndikerede investeringer fra netværk. Noget rigtig spændende hører vi. Og hvordan har iværksætterne hjulpet hinanden i krisen og hvor meget skal det koste en iværksætter at stifte et selskab – 1 kr. eller 40.000 kr.? Og vi ser på seneste analyse fra DanBAN om, hvor pengene til danske startups kommer fra, om de giver noget afkast, og om investorerne har opdaget SDG’erne.