CO-VID vinterferie: Nima komprimerer værdikæden i bæredygtige Blue Lobster – Hvordan arbejder du godt i en bestyrelse? – Før IPO-analyse af Valuer

Den kiedsom Vinter gik sin Gang, Den Dag saa kort, den Nat saa lang. Hør selv Ambrosius Stubs skønne sang fra 1771 med Musica Ficta og Bo Holten, der ender med at bebude forår: jeg tør måske, vel få at se, min vinter blive til en vår, i år.

På Bootstrapping har vi egentlig vinterferielukket, men du skal jo have lidt læsestof, når du kommer ind fra den obligatoriske gåtur i kulden. Så vi har nogle artikler, vi har lånt til at servere for dig. Så i dag kan du benchmarke dig mod en klassiker med 8 råd om at være en god bestyrelsesformand. Du kan læse en dybdeanalyse af IPO for Valuer-platformen, der skal børsnoteres på Nasdaq First North næste uge. Og du kan læse fortællingen om Nima Tisdall og Blue Lobster, som er ugens sigende startup case ud i bæredygtighed og det at forbinde producent og forbruger direkte. Eller du kan tage Techtopia 181 podcast med på din gåtur. Den er med Danmarks nye techambassadør Anne Marie Engtoft Larsen og handler om Danmarks nye techstrategi, som vi omtalte i fredags.

Apropos ”Den kiedsom Vinter”, så satte jeg mig i går – helt bogstaveligt – på røven på en isglat stejl bakke i mit nordjyske hood og gled ned på en isbelagt sø. Og jeg snejublede som i barndommen, hvor vi altid kunne kælke og skøjte i februar. Håber du også har nydt sneen og de hvide flader i landskabet, hvis du ellers har haft weekend eller vinterferie uden for byen. Snart mærker vi foråret. Men hvilket forår? Vil det blive en glæde som hos Stub – eller forsømt som i Hans Scherfigs ”Det forsømte forår”? Mine tanker går til ungdommen, som Dronningen ville udtrykke det. Der er ikke så meget at juble over på de små værelser. Hvornår bliver vi lukket ud?

I fredagens nyhedsbrev citerede jeg Den engelske regerings COVID-19 rådgiver Sir Jeremy Farrar for at mutationerne kan gøre situationen permanent. Samtidig kom i Politiken DI’s 50-plan, altså at når alle over 50 år er vaccineret, så skal vi åbne op for at genstarte økonomien og en mismodig befolkning. Det er første seriøse udspil, og Mette Frederiksen kvitterede søndag i Berlingske med at erkende, at vi ikke evigt kan lukke alt ned. En af Regeringens egne eksperter, professor Theis Lange, udlagde det fint i Deadline d. 12.2, at COVID-19 er en enkelt sygdom, næppe endda den største eller værste, på hvis alter vi derfor heller ikke kan ofre alt. Det er som om, debatten den sidste uge selv er muteret. Den gradvise oplukning er rykket tæt på, og erkendelsen af at ofrene ved nedlukning måske er større, end ved en snart nødvendig kontrolleret oplukning vil brede sig med forårsfornemmelserne og den stigende temperatur.

DI’s udspil illustrerer også, hvor meget de store erhvervsorganisationer er blevet politiske aktører, og omvendt hvor meget politikerne har taget dem ind i maskinrummet under krisen. Det hed ”korporativisme” i mine unge dage, og var ikke et roseord. Politisk kommentator Noa Redington skrev i Politiken Søndag kritisk, at korporativismen har lagt sig som en dyne over Danmark. Sådan er det under kriser, men kan godt blive permanent, fordi vi også, jf. de 14 klimapartnerskaber, skal løse klimaudfordringerne effektivt, men med en brutalitet mindre end statskapitalistiske Kina, og politisk bedre end i den stadig låste amerikanske kongres. Thornings & Corydons åbne ”konkurrencestat”, der skulle sikre, Danmark klarede sig i top globalt på alle vigtige parametre, har været afløst af ”COVID-19 staten”, der – meget voldsomt – har villet sikre, at du altid har en ledig velfærdshospitalsplads. Balancen må tippe igen.

Men bæredygtighed og klima skal især løses af markedet og initiativer nedefra. Det illustrerer ugens startup Blue Lobster med CEO Nima Tisdall. Den handler om at få bæredygtigt fangede fisk direkte fra fiskerne og ud til kunderne uden unødig forsinkelse. Og det sker ikke uden sværdslag, når jyske knægte vil tryne Nima og hendes startup forretningsmodel, der komprimerer værdikæden.

Dennis Poulsens Valuer-platform fortætter også en værdikæde, her for innovation, som vi tidligere har bragt som ugens startup. Økonomisk Ugebrev har barslet med en analyse vi bringer her, der bl.a. forholder sig kritisk til værdisætningen. Morten W. Langer er garanti for seriøs dybdeboring. Med mit kendskab til de corporates, herunder ikke offentliggjorte, der allerede er vilde med platformens ’Tinder’-matching funktion, skal Valuer nu nok komme ud over stepperne på Nasdaq First North i næste uge. Men vurder selv.

Investor Peter Frentz har varmt anbefalet mig dagens sidste inputHow to be a god Chair” med 8 skarpe principper for, hvordan du arbejder godt i en bestyrelse. Havard Business Review er garant for kvalitet, og jeg kan nikke til tilgangen: ”To be effective, chairs must recognize that they are not commanders but facilitators.” Og især fan af princip #2 Practice Teaming — Not Team Building. Men brug selv linket her og læs. Peters Frentz tip fremkom, fordi DanBAN-direktør Michael Hansen den anden dag havde bragt 30 forretnings-engle fra øst og vest sammen online for at diskutere erfaringer med bestyrelsesarbejde i startups. Og det er jo ret vigtigt, da det arbejde udgør det lange samliv efter den korte ”forelskelse” omkring investeringen.

I forhold til startups er kontrolsiden af bestyrelsesarbejdet sværere, fordi startups er tømmerflåder på vej til at blive skibe, før de muligvis bliver oceangående. Dermed er der ringe historik og andre metrics og benchmarks. Og fordi en del startups faktisk ofte ikke lige er uddannet i dobbelt bogføring mm. Den anden side, det oftest sjovere strategiske udviklingsarbejde er selvsagt også udfordrende. Hvornår skal man gå ind, hvornår lade founders selv gøre deres erfaringer? I den ene ende vil nogle investorer reelt gerne ind i maskinrummet – og dermed kun kunne håndtere få cases. I den anden ende er der armslængde og dermed især behov for spredning, hvorfor det er glædeligt, når netværk som DanBAN tilbyder feederfonde, sidecar-fond og secondary funds som Peter Sandbergs N2F. Mange af os har både lidt til den ene og den anden side og skal så indstille sigtekornet derefter.

Nu er mit sigtekorn på afslapning, men derfor må du stadig gerne skrive til jesper@bootstrapping.dk. Og vi vender frygteligt tilbage i næste uge. I vores serie om forudsigelser til efter COVID-19 er vi så meget apropos nået til DanBANs formand Jesper Jarlbæk. Ugens investor er en anden ofte set i miljøet, nemlig Signe Jersie Olsen fra Danske Growth & Impact. Næste uges startup case vil jeg ikke røbe, men den er med en meget sej kvindelig vækstiværksætter. Og så varmer vi op til 15.000 kaffemøder den 26. om formiddagen.

Ha’ det nu herligt så længe. Den kiedsom vinter forgår – økosystemet består!