Kilde: Getty images

CEO’s på nye venture-baner – Crediwire’s rejse – Kræn & Coop – Camilla Ley & Bo Foged om diversitet – AI-landkortet

I dag skal du lige – gennem revisor Mads Juul Hansens øjne – opleve det, du godt fornemmer: Skattestyrelsens medarbejdere er helt blanke på at vurdere softwareudvikling. Så er du fanget i kontrol af din normale brug af Skattekreditordningen, får du bare lov til betale tilbage. Så kan du påklage og føre sag mod SKAT. Det er ikke uden konsekvenser. Og det skaber unægtelig stor usikkerhed for tusinder af startups, der har fremført og gerne fremover vil fremføre underskud.

Mens vi venter på svar fra Merete Agergaard og kolleger i Skattestyrelsen, skal vi ellers se, hvordan CEO’s fra det, vi ofte kalder ”den gamle verden”, går ind i vores ”nye verden”. Du kan bl.a. læse om Kræn Østergaard – chef for beskedne 40.000 medarbejdere i Coop – som startup-investor. Både via Coops venturearm og personligt med DanBAN i ryggen. Du kan lytte til Bo Foged, i spidsen for Danmarks største pensionstank på næsten 1000 mia. kr. tale om diversitet. Og læse Camilla Ley Valentin, founder i Queue-It og i bestyrelsen af Vækstfonden, tænke højt om åbenhed i #7 af Female Founder-serien. Og ikke mindst kan du dykke ned i Crediwire som ugens spændende startup, der har Jørgen Horwitz, tidligere CEO for Finansrådet som bestyrelsesformand.

Så når jeg i fredags skrev, at Danmarks 100 rigeste – minus Unity’s David Helgason – kommer fra den corporate, før-digitale verden, skal det tages med et gran salt eller to. For mange af dem – fra kæmpe Troels Holch Povlsens Heartcore til mindre Preben Damgaard (Too Good to Go, Templafy og mange flere) – investerer også i ventures. Selv VKH-holding bag Velux, den nok mest ingeniør-nørdede corporate jeg har arbejdet for i mit liv, lancerer nu ifølge TechCrunch en Kompas venturearm for transformation af byggeriet. De skal stå tidligt op for at matche fx NREP-folkenes nye ejendomsselskaber og 2150 tech venture, men hatten af for, at de gør og tør. I hele verden bygges der stadig som i århundreder. Forfra hver gang med brændte sten og ude på pladsen med stilladser. Vi ved, som jeg skrev i fredags, at corporates ofte mister tålmod og fokus med at satse på domænets startups efter 3-5 år. Men lad os starte med en glad velkommen til de mange corporates i vores herlige økosystem.

 

Ansat i SKAT: ”Reelt aner vi ikke, om startups’ software overholder kravene til skattekredit”

Se, hvordan en medarbejder i Skattestyrelsen i samtale åbent erkender, at hun og hendes kolleger ikke ved noget som helst om software. Men de har ordre fra oven om ikke i deres kontrol at godkende software som innovation efter LL §8X-skattekreditordningen. Så nu svæver et par tusinde danske startups og vækstvirksomheder i uvished om, hvad de tør og hvad de kan gøre. Revisorpartner Mads Juul Hansen BDO fortæller åbent i denne 5. artikel om startups’ dilemmaer med skattekreditten. Og om hvordan ordningen har understøttet, at startups har overlevet og at udviklingsmiljøer er blevet i Danmark. Læs og få indsigt i sagen.

 

Ugens startup: Crediwire – Fintech med fremtidsplaner 

I min netbank kan jeg trykke på et link til Crediwire. Så tænker jeg, at Nicholas Meilstrup og team, som jeg flere gange har undervist revisorer med, er kommet langt. Nicolas har drevet Crediwire frem i et SMV-segment, der jo ikke altid er let. Men nu er 4 % af danske mindre virksomheder på – og Sverige, Holland m.fl. kalder. Nicholas fortæller om team- og kundeorientering, om vækstrejse og exit. Samt om deres aktuelle kapitalrejsning. Læs og vurder selv potentialet.

 

5 skarpe til ugens investor: CEO Kræn Østergaard, Coop

Kræn Østergaard kan se på startups som business angel i et DanBAN-netværk ”fyldt med spændende mennesker”. Han kan se især på fødevaretech fra Coops venturearm. Han kan se på alt med ungdommens McKinsey-briller. Og som forgængere med stærke værdier om at gøre ”Danmark, og planeten, til et lidt bedre sted ” i kraft af ”de innovative grønne forretningsmodeller. Men internt og i offentligheden er han allermest kendt som chef for en af Danmarks absolut største virksomheder: Coop Danmark. Hvordan ser han på krydsbefrugtningen mellem de to verdener, og hvordan ser han på investeringer i startups? Læs selv.

 

Female Founders #7: Camilla Ley Valentin

Mange kender fint Camilla, co-founder af Queue-it i 2010, bestyrelsesmedlem i Vækstfonden og meget andet godt. I dag reflekterer hun over rollen som kvindelig founder og slår bl.a. til lyd for, at vi taler åbent om graviditet mellem founder og investor – også når det ikke er på tapetet. Det er langt stærkere selv at bringe emnet på bane end at forbigå det i tavshed eller vente på, der bliver spurgt ind til det ad omveje.” Tag del i Camillas åbenhed.

 

Rollemodeller for alle #1: Toplederstafet med Bo Foged, adm. dir. i ATP

Flere kvindelige ledere vil give bedre resultater. Det er bundlinjen for vores ATP, en af Europas største investorer. CEO Bo Foged fortæller i denne første topleder-stafet i serien ”Rollemodeller for alle” om, hvordan ATP gennem sine investeringer skubber på en diversitetsagenda med momentum. Hør Bos bud.

 

Vækstfonden: Sådan brander du din virksomhed – med Mikkel Winher-Lange, Hobbii

Hvad vil det sige at være et brand som startrup og hvad kan man gøre? Godt spørgsmål som Mikkel Marius Winher-Lange, Customer Experience Officer hos Hobbii, giver sit bud på i dette afsnit. Mikkel giver også gode råd til, hvordan du med relativt små greb kan skabe en fortælling om din virksomhed, der kan få dine kunder til at tale om den. Hør med.

 

Techtopia 215: Nu skal Danmark på AI-landkortet

Vi har ført omtalt Cortis invite til AI-akademi. Og nu åbner et nyt pionercenter for forskning i kunstig intelligens i København. Op af foret er der nu fundet 350 mio. kr. til AI-forskning fra de tungeste fonde fra Novo og Carlsberg til Villum og Lundbeck. Det bliver ledet af amerikansk fødte Serge Belongie fra KU. Målet er at positionere Danmark i det internationale kapløb, hvor det er milliarder, USA og Kina investerer i AI. Så hvad kan Danmark? Henrik Føhns interviewer Serge i det gamle stjerneobservatorie på Københavns Universitet ved Nørreport. Lyt til de spændende AI-perspektiver.

 

Berigende softwareudvikling

Mens vi venter på, at Merete Agergaard eller en af hendes 5200 medarbejdere vender tilbage, kommer der hele tiden ny henvendelser til os på Bootstrapping. Stor tak for det. Skattestyrelsen er næppe lykkelig for, at vi har taget sagen op med konkrete cases, der udstiller, at de internt skifter mellem hvilket ben, de skal stå på. I al fald har vi kun hørt, at vi får aktindsigt, ikke fra Merete Agergaard selv. Men sager som ejendomsvurderingssystemet, som rigsrevisorerne gransker, skygger måske. Så kan vi i økosystemet hjælpe. Det er bare reelt at følge den praksis, Skattestyrelsen selv kort skrev ud om i maj 2020 og se, at softwareudvikling er udvikling, endda af den allermest berigende slags. Men husværdier er vigtigere, for i Danmark er mursten i ejerboliger jo hellige. Vi håber det bedste, frygter det værste og glæder os til at se dig, når vi på fredag samler op på en klar og kold, men dog herlig travl uge i økosystemet. Her innoverer vi og udvikler de herligheder, vi skal leve af i fremtiden. Skat eller ej.