Kilde: Pixabay

Bootstrapping Sommer #2: Hvad er det fælles for Scale, Intech, Dreamcraft, Holse og Brønnum? – Konsolider, konsolider! – Mads Faurholts regime – Rød kapital til grønne

 

Læsernes klik bestemmer! Og det er vel naturligt nok, at det er nyere venturevirksomheds-tilbud samt kendte tech business angels som Susanne Brønnum og Klaus Holse, der især trækker. Jeg taler om dagens genlancering af de allermest læste investor-portrætter til din sommerlæsning. Vil du ha’ mere inspiration, så må du selv kigge i de over 40 øvrige seje risikotagende investorer, vi har lavet portræt af i året under investor-knappen på bootstrapping.dk

 

Konsolider-konsolider! Kapital er der jo nok af, men …

Jeg sidder lige selv på ferie og hjælper med at tilrettelægge et opkøb for en af de bedste danske scaleups. Den skal overtage en international serie B agtech konkurrent, der bare er løbet tør for kapital. Medarbejderne får ikke løn længere, og de pressede founders indser først sent situationen. (Så kom måneder før og ikke uger før!). M&A aktiviteter vil i år nok ikke mindst være af den type, hvor runway er ved at udløbe, og eksisterende aktionærer ikke tror nok på vækstcasen til at kaste gode penge efter dårlige. Så konsolider, konsolider vil blive kampråbet. Og det bliver spændende, hvor mange danske startups der køber – og hvor mange der bliver købt!

 

Rød kapital – til grønne startups

I ugen kom det frem (jeg vidste det nu, fordi Vækstfonden er investor), at Climentums nye nordeuropæiske klimafond med Morten Halborg som co-founder har 3F og Arbejdernes Landsbank som LP-investorer.

Nå, da da. Det er sjovt, for 3F har jeg ikke lige set i et captable før. Interessant af to grunde. For det første fordi fagbevægelsen så kommer tættere på venture-modellen.  Fx når det gælder problemer med skatteregimer der straffer både initiativ og medarbejdereje, når det gælder om at få kvalificeret arbejdskraft til landet og når det handler om anderledes fleksible arbejdstider 24/7. Alt det, der gør livet svært for skaleret iværksætteri. For det andet fordi Climentum Capital er ren klimafond, og klima er jo ikke en dagsorden, fagbevægelsen har været først på. S’et i ESG kunne jeg have forventet først fra 3F – og Arbejdernes Landsbank med Gert Jonassen er da også investor i fonde hos Den Sociale Kapitalfond. Men velkommen til det, der skal skabe fremtidens grønne arbejdspladser.

 

Mads Faurholts røv i klaskehøjde

Fagbevægelsen ville nok vende sig i graven, hvis de var investorer i Mads Faurholts London baserede frisk-i-en-fart startup-’imperium’ og så de rædderlige arbejdsforhold for unge studerende Berlingske nu opruller i en serie artikler. Det er artige sager fra start, selv om man skal huske, at journalistik altid vinkler på de 10 % værste forhold i en virksomhed, aldrig de 90 % mere normale. ”Stjernen” i imperiet er vel prisportalen Samlino Group med prominente ex-erhvervsfolk i bestyrelsen. Mads fik udsat en stort bebudet, ilde timet notering på Nasdaq First North i juni. Jeg kender bedst det lille hjørne der hedder CVX, som Faurholdt – med eller uden konkursfinter – fik hevet ud af Christian Engelsens fallitbo. Og er ikke imponeret over ”Supermændenes CVX”.

Faurholt har tidlige påstået i Finans, at hans dårligste investering var en han afhændede for 100 mio. kr. Og sådan er det hele vejen. Nu er røven kommet i klaskehøjde, denne gang i 8.,9. og 10. juli i Berlingske. En god kollega skrev i ugen til mig, at ”Mads Faurholt er den eneste person nogensinde, der har opnået at blive erklæret persona non-grata i det danske VC og PE system”. Der er sikkert andre kandidater, fx Klavs Riskjær, men Mads er nu nok også på den led lidt af en ener. Lad det blive ved det. Krisen og tidsåndens vending har den gode side, at der bliver renset ud i både pral og libertære floskler og i bagsiden af nogle startups’ forretningsmodeller: Grov udnyttelse af unges arbejdskraft.

 

Arbejdskraft, kom!

Relativt ubemærket har regeringen og et bredt flertal i Folketinget åbnet for det, statsministeren lovede i sin nytårstale om mere udenlandsk arbejdskraft fra ikke EU-lande. Startups ned til 10 medarbejdere kan nu certificeres, og beløbsgrænsen er lidt lavere. Vi har skreget på lempelser og mindre bureaukratisk administration i flere år. Nu kommer så en aftalen om Styrket international rekruttering – lige som problemet er og vil blive mindre. Tak er kun et fattigt ord, men lad det lyde alligevel.

 

Sommeragurker

Officielt er det i medierne agurketid. (De rigtige agurker er sikkert gode nu, jeg synes bare det er en ret kønsløs grønsag). Men der sker nu meget rundt om i verden. Læs og lyt – og tag en dukkert nu, mens der er varmt i Danmark og for varmt i Sydeuropa. Ha’ det kort sagt herligt, til vi ses næste onsdag.

 

Ugens investor: Lars Jensen, Scale Capital

#1 mest læste ”Ugens investor” i første halvår af 2022

Scale Capital investerer i gode nordiske B2B-techvirksomheder og får dem ind på det amerikanske marked. Lars Jensen fortæller her om sin nye venturefond, der skal bane for endnu flere, der på den måde får løftet værdien op til 15x, og om sin ”kyssetest” og det aktive ejerskab i forhold til startups. Læs selv.

 

Ugens investor: Carsten Salling, Dreamcraft Ventures

#2 mest læste ”Ugens investor” i første halvår af 2022

Carsten Salling, general partner i Dreamcraft Ventures (tidligere Bumble) rejste i starten af året deres Fond II på 400-550 mio. kr. Læs om hvor Dreamcraft differentierer sig fra andre VC’er, hvad de gør for deres porteføljeselskaber som Organic Basics, GRID LeadFamly og Fuelsave, og hvorfor Carsten investerer i grøn omstilling, hvor vi andre måske fejlagtigt troede det hele var gaming og e-sport. Læs det hele om Carstens Dreamcraft VC.

 

Ugens investor: Joo Runge & Ann-Christine Roope, InTech Founders

#3 mest læste ”Ugens investor” i første halvår af 2022

Hvad lægger stifterne af InTech Founders, Joo Runge og Ann-Christine Roope vægt på, når de gennemfører acceleratorforløb for startups med mindst én kvindelig founder? Hvordan gør de op med the confidence gap og ubevidst bias? Og hvad bruger de alle deres fine kompetencer til? Læs med.

 

Ugens investor: Klaus Holse

#4 mest læste ”Ugens investor” i første halvår af 2022

I september sidste år trådte Klaus Holse ud af CEO-stillingen i SimCorp og sagde dermed farvel til 30 år som topchef, bl.a. et årti som Corporate VP i Microsoft. Klaus Holse er nu bestyrelsesformand i EG A/S, Zenegy ApS, SuperOffice og Tink, bestyrelsesmedlem i Better Collective samt næstformand i DI. Klaus er åben, præcis og uhyre reflekteret. Tjek ham ud som SaaS- investor.

 

Ugens investor: Susanne Brønnum

#5 mest læste ”Ugens investor” i første halvår af 2022

Hvordan kortlægger du en exit, og hvad er drivkræfterne bag grøn omstilling for startups? Susanne Brønnum giver sit bud. Hun har en lang karriere inden for financial services og endte som topchef for Nets. Nu investerer hun især i fintechs og har allerede været med på rejsen hos flere startups og haft exits med HelloFlow, Coinify, Upodi og Acubiz. Læs og bliv klogere.

 

Ugens investor: Patrick Theander, The Aventures

#6 mest læste ”Ugens investor” i første halvår af 2022

Patrick Theander har fokus på USA, og investerer i startups i pensionistparadiset Florida, tænker du. Nej, Patrick er tech nørd og next generation investor i tidlig blockchain, deeptech, gaming mm. Og Miami er det ny upcoming tech-hub. Så ikke mærkeligt, at andre gerne vil med på Patricks venturefondsvogn, hvor de operationelt er med på det, der er innovativt om 10 år. Læs selv lige her.