Astralis er et af de bedste hold i international e-sport, og fundamentet for deres succes ligger i et stærkt sammenhold. Vi besøgte Astralis i Sydhavnen inden deres anden Major i Boston.

De fem drenge står samlet om en af computerne. En hånd med en overdimensioneret kniv bevæger sig hurtigt frem på skærmen. På væggene i rummet hænger syv maps, kort, over de baner, hvor drengene spiller som gla1ve, dupreeh, Kjaerbye, Xyp9x og dev1ce.

Samlet går de under navnet Astralis. I vindueskarmene står fire trofæer. Længst inde i lokalet brydes lyset i den af glas. Den er fra Major-turneringen i Atlanta sidste år – verdensmesterskabet i Counter Strike: Global Offensive.

Sporten gør dem voksne

Selvom de endnu kun er i starten af tyverne – Peter “dupreeh” Rasmussen bliver som den ældste snart 25 år, er de vokset meget i den tid, de har været Astralis. De er blevet voksne.

“Jeg er den sidste, der kom med for et år siden, og jeg havde aldrig regnet med, at holdet ville være så professionelt. Det var nemt at komme ind i, og med det sociale, vi har opbygget, sætter jeg virkelig stor pris på det. Jeg tror ikke, andre hold har det samme, som vi har. Jeg føler, vi har noget specielt, og at vi kan holde sammen i lang tid. Fordi vi er de personer, vi er, og ikke bare de spillere, vi er,” siger gla1ve med det borgerlige navn Lukas Rossander.

Vi sidder i en rundkreds i deres gamerstole. Store, polstrede, sort-røde kontorstole i forskellige indstillinger af afslappethed. Nikolai “dev1ce” Reedtz og Andreas “Xyp9x” Højsleth giver pænt hånd og går. De skal ud og lave indhold til de mange kanaler, hvor drengene kan findes af fans verden over.

“At vokse og blive mere moden kommer jo også af, at vi er pionerer professionelt, men også i forhold til, hvordan man opbygger branchen. Vi har en helt ny tilgang til e-sport. Vi er ikke bange for at prøve nye ting af. I starten var det bare nogle kloge mennesker, der sagde, hvad vi skulle. Nu er vi selv med til at tage ansvar,” siger Marcus “Kjaerbye” Kjærbye, Astralis’ yngste spiller.

Jo flere tiltag såsom sportspsykolog, fysisk træner og ernæringseksperter, der kommer til, jo sværere bliver det at erstatte en spiller.

“I takt med, at det er blevet mere seriøst, er jeg også blevet mere seriøs. Jeg er om nogen én, der ser det, jeg laver, som et arbejde og en karriere, præcis som en fodboldspiller ville. Jeg prioriterer det frem for noget andet. Kan jeg gøre noget ekstra for holdet, så gør jeg det,” siger Peter Rasmussen.

Kontinuitet skaber succes

Denne holdånd gennemsyrer Astralis. Det er et af de hold i verden, som har holdt sammen længst tid. Det skifter ikke ud så ofte som andre, hvilket giver et specielt sammenhold.

“Det er vigtigt for mig, at alle ved, at uanset rolle er de lige vigtige. Det kan godt være, det ser anderledes ud på scoreboardet, men tager man ét led ud ad kæden, så falder det hele sammen,” siger Danny “zonic” Sørensen.

Han er træner og har været med til at professionalisere holdet. Det er ham, der tager over, hvis en af drengene bliver skadet eller er syg.

De rejser omkring 150 dage om året. Udover det træner de sammen, har tilknyttet en sportspsykolog og laver træningslejre. Nogle gange er de også bare i Tivoli sammen. Eller holder helt fri fra hinanden.

“Vi træner hårdt og i mange timer, men nogle gange skal man tage en dag ud for at booste sin teamspirit,” fortæller Marcus Kjærbye.

Konkurrerer I nogensinde indbyrdes?

De kigger lidt på hinanden. Trækker lidt på det. Egentlig ikke.

Lukas Rossander tager ordet:

“Alle vil gerne være den bedste til det, man laver, og på ens hold. For det presser en, hvis ens teammate gør det supergodt i en periode. Det presser en til at gøre det lige så godt og udfordre sig selv. Performe på sit højeste,” siger han, og Marcus Kjærbye afslutter sætningen: “Det er nemmere at beskrive som personlige mål end som indbyrdes konkurrence.”

Der lyder et “præcis” fra de andre spillere.

Dødstrusler kommer med jobbet

Det sidste halvandet år har Astralis været de drenge, Danmark fulgte til Majoren i Atlanta i 2017, og som igen rejser til USA for at kæmpe i Majoren i Boston, der bliver spillet fra 22. til 29. januar 2018.

Hvordan er det at være blevet et brand? 

“Det er mærkeligt. Der kommer et ansvar med det. Har du tabt en kamp, har du jo ikke lyst til at lave interviews og være professionel over for fans. Men det er jo fedt. Du er et forbillede. Der er mange, som skriver og idoliserer os,” siger Marcus Kjærbye.

“Noget af det sværeste er faktisk, når man spiller en dårlig kamp og tjekker de sociale medier og ser hvor meget lort, der bliver skrevet om en. Ikke kun fra fans, men hele communitiet. Det er svært ikke at skrive tilbage og bare lukke det ude. Det arbejder vi alle meget på, bare at lade det komme ind ad det ene øre og ud ad det andet,” tilføjer Lukas Rossander.

“Det gjorde jeg i starten,” lyder det fra Peter Rasmussen.

“Det skal man bare ikke,” kommer det prompte fra Lukas Rossander.

“Nej, det er måske fire år siden. Jeg var ikke professionel,” erkender Peter Rasmussen.

“Man dengang var det måske én der skrev. Nu er det 30,” siger Lukas Rossander

“Præcis. Der er kommet betting på, og så skal folk lige ind og sige deres mening. Det sjove er så, hvis man svarer, så skriver de ofte, at de slet ikke mente det. De regner jo ikke med, at man svarer. Det kan være lidt et problem, at specielt folk, der better, ser os som objekter. Men vi er jo mennesker som alle andre og kan blive påvirket af, hvad folk skriver. Jeg har da fået dødstrusler og alt muligt,” siger Peter Rasmussen.

“Jeg har også fået den med, at min mor skulle få kræft, min familie skulle dø, og hvis jeg kom til deres land, ville jeg blive dræbt,” fortæller Lukas Rossander.

Det lyder voldsomt!

Drengene mumler. Nja, det er ikke noget, de ligger vågne over. Men de slår øjnene ned. Kigger lidt i hænderne.

“Jeg skrev tilbage, da det startede, men fandt hurtigt ud af, at det skulle jeg ikke. Jeg skrev ‘relax’ eller ‘fuck you’ og var rigtig sur. Så gik han bare endnu mere amok,” husker Lukas Rossander og fortsætter:

“Men der var ikke nogen stopgrænse. Jeg håber, du dør,” efterligner han afsenderen.

Også Marcus Kjærbye har haft nogle problemer med hårde ord online efter, at et tweet, han sendte efter en finale, blev misforstået. Han skrev, at han syntes, Astralis ikke havde spillet så godt, og at det var sindssygt, de vandt. Han modtog dødstrusler med billeder af sin adresse og teksten “We’re gonna come for you.”

“Man skal tage det seriøst. Lige nu er ham bag skærmen sikkert ikke ret gammel, men i fremtiden skal man tage sin forholdsregler. Vi er gået fra det sidste års tid at kunne spille til events og kunne komme backstage uden at komme i nærheden af fans, men nu er hotellobbyerne også helt fyldte med mennesker,” siger Danny Sørensen.

“Et hjernedødt godt 2017”

“Jeg er overrasket over, at det team, der står bag os, har formået at formidle den succes, vi har oplevet i starten af 2017 så hurtigt og så godt. I Kiev havde jeg en snak med Steen (Laursen, VP of Communications and Brand, red.) Han spurgte, hvilke roller vi ville have i forhold til medier og så videre, og hvordan brandet skulle bygges op, for om et halvt år skulle vi vænne os til at blive genkendt på gaden. Da tænkte jeg bare, ‘slap nu af’. Men det viste sig at være rigtigt,” siger Danny Sørensen.

“Vi hjalp ham også lidt med at vinde nogle store turneringer!” Lukas Rossander hæver sig lidt op i stolen med et skævt smil.

“Det er rigtigt. Vi har givet ham gode arbejdsbetingelser, ” lyder det fra Danny Sørensen.

Udefra har det set ud til at være gået stærkt. Har I været bange for at brænde ud?

“Så sidder jeg bare og tænker, at man først er i gang med at tænde bålet,” siger Danny Sørensen og kigger rundt på sit team.

“Det virkelig sjove er først lige begyndt,” lyder det fra Peter Rasmussen.

“Vi har jo haft et hjernedødt godt 2017. Taget alt i betragtning. Så jeg tror, det har været nemmere for os end andre, fordi vi har vundet mere, end vi har tabt,” tilføjer Lukas Rossander.

Danny Sørensen nikker. “Det hårde starter først, når man arbejder meget og føler, man gør alting rigtigt, men bare ikke vinder.”

“Ja, lad os håbe, vi ikke ender der,” udbryder Lukas Rossander.

“Det gør vi ikke, når vi er så velforberedte,” siger Danny Sørensen.

“Man kan ikke bare gå ind til en kamp og sige, at man skal ramme alt. Men man kan forberede sig og arbejde med sin selvtillid. Også hvis det nu skulle gå dårligt. Har man en kamp, hvor alt går galt, kan man bidrage på andre måder, holde gejsten oppe, kommunikere til de andre. Det har vi talt meget om. I stedet for at lukke ned,” siger Peter Rasmussen.

“Vi taber som hold. Noget, jeg har lært, er, at det er nemmere at behandle andre godt i spillet end sig selv. Det er ekstremt vigtigt ikke at undervurdere, om man behandler sig selv godt. For dine teammates tænker ikke over dine fejl så længe som dig selv,” siger Marcus Kjærbye. Peter Rasmussen følger op:

“Vi lægger vægt på at behandle hinanden ordentligt og give konstruktiv kritik. Og rose hinanden, når man gør noget godt. Det er vigtigt. Har nogen en svær periode, så giver man dem opbakning og siger, at det er okay, hvis de laver en fejl. Vi er sammen om det.”